Knap så festglade venner..

brevkassespørgsmål

Knap så festglade venner..

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 2 år 5 måneder siden

Hey Cyberhus. Jeg er generelt en meget festglad pige som elsker at drikke sig stiv og feste igennem. Dog er jeg desværre den eneste i min vennegruppe som er på denne måde. Don't get me wrong, alle mine venner og veninder er skide dejlige, de er bare ikke lige de store festmennesker og er generelt ikke så meget for at drikke. Dette betyder at vi relativt sjældent tager i byen, holder fester osv.. Og accepterer også fuldt ud at de ikke er så meget for at drikke, alle er jo forskellige. Dog føler jeg, at jeg lidt "spilder" min ungdom, når jeg nu er så festglad et menneske som jeg er, men aldrig rigtig har muligheden for at feste.. Der er bare virkelig mange ting jeg godt kunne tænke mig at prøve, og som jeg tror ville være en kæmpe oplevelse for mig, eksempelvis ville jeg ELSKE at komme til Sunny Beach, men ved bare at jeg aldrig nogensinde ville kunne få mine venner overtalt til at komme med mig.. Så ved ikke helt hvad jeg skal gøre. For gider bare ikke at sidde som gammel og ærgre mig over at jeg ikke levede mine unge dage fuldt ud hvis i forstår.. Føler at jeg er i min bedste alder og det er nu jeg bare skal have det sjovt, så det er bare virkelig frustrerende at jeg ikke rigtig har muligheden for det.. Har selvfølgelig kort overvejet bare at gøre nogle af disse ting alene, men tror sgu ikke det ville være særlig hyggeligt at skulle gå i byen helt alene eller rejse til Sunny alene.. Samtidig gider jeg jo heller ikke at "presse" mine venner til at tage med. Derfor er jeg virkelig i tvivl omkring det hele. Hvad gør man i sådan en situation??

Svar: 

Kære Du.

Jeg er glad for at du skriver ind til Cyberhus, for at blive klogere på dig selv og din situation.

Min umiddelbare tanke, da jeg læste dit brev, var at jeg faktisk bliver glad for at læse, hvor meget du mærker efter i dig selv, det du ønsker, og det du gerne vil opleve, og hvordan det samtidig påvirker dig, at du ikke oplever at din nuværende vennekreds ikke kan opfylde dit behov på den front.

Samtidig læser jeg også, at du virkelig har en god flok venner, som du værdsætter meget højt og faktisk også respekterer i deres valg om ikke har have behovet eller lysten til at feste på samme måde som dig.

Det kræver styrke at kunne se begge sider!

Når du har oplevelsen af at du spilder din ungdom, så synes jeg det er vigtigt, at du prøver at finde frem til, hvordan kan du nå et sted hen hvor du ikke føler at du spilder den væk? Hvordan kan du kombinere begge ting, hvor du både får muligheden for at være ung, afprøve de ting du kan have brug for, og samtidig have et godt netværk og komme igennem en uddannelse.

Vi mennesker er enormt forskellige. Nogle vil meget gerne feste og drikke igennem i en periode af deres liv, just som du beskriver, andre får aldrig det behov. Hos andre igen kommer det senere i livet. Dine venner kan sagtens komme dertil, hvor du oplever at du er nu.

Jeg tænker at det måske kunne give mening, at finde de styrker du har i nuværende venskabsgruppe, og bruge dem til alle de ting du kan, og måske supplere med nogle venner, der oplever de samme behov som dig, for de findes også derude.

Jeg kunne sagtens som den voksne, give dig en moralprædiken, og fortælle dig om alle de ulemper der er ved at feste igennem, risikoen for stoffer i nattelivet osv, men jeg tror ikke det vil hjælpe dig der hvor du er lige nu. Kunne jeg have en snak med dig på 2-mandshånd, ville jeg spørge mere ind til hvordan du oplever det, og hvordan du kunne ønske det anderledes, og på den måde hjælpe dig til at blive klogere på det hele lige nu. Hvordan kunne du fx tale med nuværende venner om hvordan det er for dig at være i?

Via facebook fx findes der diverse grupper, hvor man kan søge nye venskaber, og måske kunne det være en mulighed for dig, at du her kunne søge nogen der kunne have lyst til at tage en rejse sammen med dig, til fx Sunny Beach, for jeg læser at kunne give dig noget af det du søger. Det kan samtidig måske give dig muligheden for, hvis du kan finde nogen i dit område, at du har nogle du kan gå i byen med ind i mellem, så du får begge dine behov opfyldt?

Som menneske er det vigtigt at vi skaber et godt netværk omkring os, og vi oplever nok alle, at vi faktisk har venner til forskellige behov. Dem man kan tage i byen med, dem man kan hygge med derhjemme, dem man kan have de dybe snakke med osv. Så på den måde vil det måske faktisk give dig et godt stærkt netværk de kommende år frem.

Jeg vil dog komme med en lille opmærksomhed, i forhold til det med at feste igennem, at jeg håber du passer godt på dig selv i bylivet, i forhold til stoffer osv, for det kan lyn hurtigt gå galt, og jeg ved det er vildt irriterende at høre det fra voksne, men jeg ønsker virkelig ikke for dig, at du ender et sted, hvor du pludselig er lost i det hele, og særligt ikke hvis du får din ønskede tur til Sunny Beach. Så jeg håber det vil være en snak i får taget, om hvordan i passer på hinanden hvis i kommer derned!

En anden tanke jeg lige får, er at måske er der nogle mellem dine venner, som godt kunne tænke sig at komme med på den tur, og at den måske kan kombineres, så det ikke bliver bare bliver ren druk og fest, men måske også kan kombineres med oplevelser der giver jer gode minder med hjem?

Jeg håber det giver dig lidt muligheder for at komme videre i dine tanker, og når du til at skulle til Sunny Beach, så håber jeg i kommer til at få en fantastisk tur med mange gode minder hjem!

Venlige hilsner fra Rose fra Cyberhus

Nannas billede
Rose fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program