Hej Vic,

Først og fremmest synes jeg, at det er modigt af dig, at skrive her ind. Jeg vil skynde mig at sige, at du bestemt ikke er den eneste, som har det sådan. Der er faktisk rigtig mange unge, som har eller har haft det på samme måde som dig. Man vil som ung ofte forsøge at passe ind i de rigtige kasser, fordi det betyder meget, at man ikke er for anderledes ift. de andre. En strategi til det, er at man forsøger at skjule, hvordan man i virkeligheden har det. Der er ingen som siger, at du skal fortælle dine venner det hele, men ofte kan man  blive overrasket over, hvor mange der har det på samme måde eller kan genkende det. Det, jeg gerne vil frem til, er, at man bryder tabuet ved at tale om det. At tale om det, der er svært, hjælper til at normalisere, at det er okay ikke altid at være okay. Jeg kan godt forstå, at du måske ikke synes, at din klasse skal vide det, eller at det kan være grænseoverskridende, at fortælle dem om, hvorfor du måske ikke kommer i skole. Men omvendt minimere man evt. rygter og usandheder, når man er åben omkring sin situation. Du skal naturligvis kun fortælle din klasse om din situation, hvis du har mod på det, men jeg er sikker på, at fordelene ved det overstiger ulemperne. 

Ift. indlæggelsen kan jeg godt forstå. at det kan virke skræmmende. Det kan det tit være, når det omhandler nye ting vi ikke har prøvet før. Hvis du ikke allerede har gjort det, synes jeg det ville være en god idé, at tale med sygeplejersken omkring de spørgsmål og tanker du har angående indlæggelsen. Så derfor tillader jeg  mig at undlade at gå dybere ned i det, da sygeplejersken og psykiatrien kender dig og din sag bedre end jeg, og derfor har mulighed for at kunne guide dig bedst muligt. 

Du skriver, at du ville ønske, at du blev dræbt ved at blive kørt ned. Jeg bliver nysgerrig på, om det er en reel tanke, om et ønske om ikke at være her længere eller om det mere er en følelse af, at være træt af det hele? Uanset om det er det ene eller det andet, så er det stadig nogle store følelser at være alene med. Jeg kan godt forstå, at det ikke er rart at have det sådan. Dog er det mere alvorligt, hvis der er tale om et reelt ønske, og måske er netop det et godt argument for at tage imod behandling. Og så håber jeg, at du vil huske på, at selvom det hele er træls lige nu og dagene virker mørke og tunge, så kommer der lysere og bedre dage, også selv om de er langt væk lige nu. 

Jeg håber du kan bruge mit svar. 

mv. Anja fra Cyberhus