Kære du. 

Det lyder til, at du virkelig bare gerne vil din mor det bedste, og din bekymring for hende er blot et udtryk for omsorg og kærlighed for hende. Det kan være rigtig svært at være bekymret for ens forældre, da det som regel ikke er noget, man burde være, når man er barn. Men i takt med at man bliver ældre, begynder mange at lægge mærke til nogle andre ting ved ens forældre, og man kan komme til at se dem i et andet lys. Og det kan være svært at vide, hvad ens rolle så bliver i familien, og hvor meget ansvar man skal tage overfor ens forældre. Så jeg kan godt forstå, at du synes, at det er en rigtig svær situation at være i, og at det er svært at vide, hvad du skal gøre. 

Jeg synes, at du har gjort dig nogle gode tanker og overvejelser om din mors spisevaner og udfordringer, og alt du skriver giver god mening. Det lyder i hvert fald til, at du har observeret et mønster, hvor hendes spisevaner hænger sammen med, hvordan hun generelt har det. Mange mennesker bruger mad som trøst uden at det udvikler sig til en spiseforstyrrelse eller et reelt usundt forhold til mad, men i sidste ende handler det om balance, og overspisning kan udvikle sig til en reel spiseforstyrrelse. De typiske symptomer ved overspisning som spiseforstyrrelse er: 1. Mindst to ugentlige episoder med tvangsmæssige overspisning, hvor man ikke kaster op efterfølgende. 2. Manglende kontrol over spiseadfærden. 3. Følelse af skyld og skam. Om din mor faktisk har en spiseforstyrrelse kan være svært at sige, men ud fra det, du skriver, så lyder det til, at hendes forhold til mad ikke er det bedste eller sundt. Sundhed er mange ting, og at leve sundt kan også være, at der er plads til det usunde, men alt med moderation. Mange har sikkert oplevet, at det kan være svært at slippe slikskålen fredag aften, men så længe det ikke er hver aften, så er der ikke grund til bekymring. Men du skriver, at din mor har svært ved at stoppe sig selv igen og det er unormale store mængder, hun spiser, og det har stået på i en længere periode, så synes jeg ikke det lyder til, at der er balance i hendes forhold til mad. Du skriver, at hverken hende eller din far tidligere har nævnt spiseforstyrrelse, men det kan også sagtens være, at din mor slet ikke er klar over, at hendes forhold til mad er forstyrret eller ikke sundt. For hvis hun altid har brugt mad på den måde hun gør, så er der for hende måske ikke noget unormalt ved det. 

Spørgsmålet er så, hvad du kan gøre ved dine bekymringer. For jeg synes, at du skal gøre noget ved det. Det fylder rigtig meget for dig, og du skal ikke gå rundt og være bange for din mors helbred og sundhed. Det er dog vigtigt for mig at sige, at det ikke er dit ansvar, at din mor har det godt, og selvom du måske vil prøve nogle af de ting, jeg foreslår dig nu, så er det i sidste ende op til din mor at tage ansvar for hendes sundhed og helbred. Med det sagt, så tror jeg, at du - for din egen skyld - er nødt til at snakke med din mor om det her på en eller måde. Jeg kan godt forstå, at det ikke er den nemmeste snak at tage med hende, og jeg tænker også, at du kan gribe det an på forskellige måder. Enten ved at tage snakken, eller ved at fokusere på problemet indirekte. Og med det mener jeg, at du kan sætte fokus på sund mad og jeres madvaner ved selv at introducere den sunde kost igen. Det er ikke fremmed for hende at spise sund, så det vil måske ikke være den største forandring for hende, hvis der pludselig kom mere fokus på det derhjemme. Og på den måde kan den sunde livsstil blive et samtaleemne uden at du skal tage en direkte snak med hende om det, men i stedet vil det være noget, der forhåbentlig ville opstå naturligt.

Jeg tænker, at du kan introducere den sunde mad på flere måder afhængig af, hvad der ville fungere bedst for jer.

1. Du kunne foreslå, om du måtte lave mad et par gange i ugen, hvor du så laver sund aftensmad.
2. Du kan foreslå, om du må være med til at handle ind til ugen, så du på den måde kan prøve at minimere det usunde, der bliver købt. 
3. Foreslå at I laver madplan, eller selv lave et udkast og vise det til dine forældre. 
4. Selv spise sunde måltider, mens I er sammen. Det kunne fx være at lave et eftermiddagsfad med grønne snacks som gulerødder, peberfrugt, nødder osv. Eller hvis du selv laver en god morgenmad, kunne du spørge, om du skal lave en ekstra portion til hende. 

Det ville være en indirekte måde at vise din mor, at du går op i din sundhed, og måske det smitter af på hende. Det kunne også give anledning til nogle mere uformelle samtaler om mad, fx om I kan mærke en forandring, hvordan det har været at spise mere sundt osv. som måske naturligt vil opstå henover måltiderne, hvor det er naturligt at snakke om, hvordan maden smagte. Så ville fokus heller ikke kun være på hende, men på jer alle sammen.

Men som jeg skrev tidligere, og som du selv påpeger, så virker det til, at hendes forhold til mad hænger sammen med, hvordan hun generelt har det. Så maden bliver egentlig bare et symptom på noget andet. Og det kan nok ikke fikses ved at begynde at spise sundt, selvom det uden tvivl ville være godt uanset. Så hvis du får mod på det, så synes jeg virkelig, at du skal overveje at snakke med hende. Og der er mange måder, du kan have den snak på, så hun ikke føler sig angrebet eller udskammet. Du kan fx starte samtalen ved at spørge hende, hvordan hun helt generelt har det. Og hvis hun undrer sig over, hvorfor du spørger, kan du fortælle hende, at du har tænkt på det, fordi du har lagt mærke til, at hun spiser mere usundt end hun plejer, og at du er bekymret for, hvordan hun rent faktisk har det, da maden måske kan være en måde at få det bedre på.. Du behøver måske ikke nævne noget om overspisning eller ordet spiseforstyrret, men fokusere på, at du tænker på hende og hvordan hun har det, så maden ikke nødvendigvis bliver omdrejningspunktet for samtalen. Jeg forstår godt, at det er en samtale man helst vil undgå, men jeg kan også blive bekymret for, om din bekymring for din mor begynder at gå udover, hvordan du har det, eller at det måske påvirker jeres forhold negativt. Så derfor tror jeg, at det er bedre at snakke med hende. Måske skal du ikke starte med den store bekymringssnak, hvis du ikke er tryg ved det, men starte med at spørge ind til hvordan hun har det, og så spørge igen et par uger senere, og så udvide snakken lidt til også at snakke om maden. Hvis du slet ikke kan se dig ud af en samtale, kan du måske overveje at skrive et brev til din mor, hvor du fortæller om dine bekymringer? I et brev kan man få sagt det man gerne vil uden at blive afbrudt, og man kan bedre overveje at få sagt det på den måde, man gerne vil. Så for nogen kan det fungere bedre som udgangspunkt for en samtale. 

I forhold til din far, så kan jeg godt forstå, at det går dig på, at han selv bidrager til den usunde livsstil ved at købe den usunde mad. Hvis du ikke er vant til at have dybe, alvorlige samtaler med ham, kunne du så måske nøjes med at spørge ham, om I kan holde lidt igen med det usunde? Og hvis han spørger mere ind, kan du måske blot svare, at det ikke er sundt for nogle af jer. Helt optimalt ville det sikkert være godt også at have en snak med ham, og om at du føler et meget stort ansvar for din mors helbred, som du ikke burde have, men at han i stedet burde tage ansvaret på sig. Men jeg forstår også godt, at det kan være en svær samtale at have. Og derfor tænker jeg, at det måske er bedre at fokusere på at få snakket med din mor. 

Det blev til et meget langt svar, men jeg håber alligevel, at du kan bruge nogle af mine tanker om din situation, og vil overveje at snakke med din mor om det hele. Til sidst vil jeg lige linke til Landsforeningen mod Spiseforstyrrelse og Selvskade, som har forskellige rådgivninger, hvor man kan snakke med nogen om at være pårørende til en med en spiseforstyrrelse. Selvom din mor ikke nødvendigvis har en spiseforstyrrelse, så kan det måske være rart at snakke med nogen om, hvordan du kan forholde dig til, at hun i hvert fald ikke har et godt forhold til mad, og at du er bekymret for hende. 

De bedste hilsner
Laura