Hejsa. Jeg har lært en fyr at kende, som jeg fra starten følte jeg klikkede godt med. Vi mødtes i starten af 2021 og har siden haft kontakt næsten dagligt. Vi er ikke kærester og har ikke haft sex, kun kysset lidt (mens vi var fulde) et par gange. Det skal siges at jeg i den periode var kommet ind i en lidt dårlig rutine i forhold til alkohol. Jeg var fuld første gang vi mødtes og også mange af de gange vi har mødt hinanden senere. Her efter sommeren har jeg dog lagt mine drukture på hylden, da jeg syntes det havde taget lidt overhånd og nu har jeg slet ikke rørt alkohol siden den første weekend i september. Jeg ved ikke om det har en forbindelse, men efter jeg er stoppet med at drikke, har jeg fået et helt andet billede af ham. Jeg har det sådan, som om jeg spørger mig selv “hvad fanden tænkte jeg på?”. Jeg fortryder nærmest at have indgået den her relation med ham. Det skyldes mest at han er interesseret i mig, på en måde, som jeg slet ikke er interesseret i ham. Han vil tydeligvis “mere” med mig. Som sagt har vi kysset før, og jeg gik med til det, nok fordi jeg havde mistet hæmningerne og fornuften af alkohol, men nu føler jeg mig decideret frastødt af ham. Jeg føler mig på den ene side lidt ond, når jeg har det sådan med ham nu, men på den anden side er det jo sådan jeg har det og det er jeg nødt til at erkende. Han sender ofte billeder/korte videoer af sig selv og nogle af dem kan være lidt frække. Det giver mig pludselig kvalme, hvor jeg tidligere syntes det var okay og også kunne finde på at gøre det samme, især hvis jeg var fuld, men nu har slet ikke lyst til, at han skal se mig og jeg har heller ikke lyst til at kigge på ham. Man kan ikke altid få præcis som man vil have det, men hvis man spørger mig, om hvad jeg ønsker der skal ske i forhold til vores relation, ville det være fint, hvis vi af og til snakkede/skrev lidt sammen, men slet ikke som vi før har gjort, for det har jeg virkelig ikke lyst til. Han skriver og snapper mig KONSTANT! Det er så drænende. Men jeg indser mere og mere at han ikke vil holde det på venneplan og nøjes med kun at skrive engang i mellem. Jeg har den seneste måned forsøgt at tage lidt afstand fra ham og det er endt i et følelsesmæssigt helvede hvor jeg føler mig presset til at forblive i relationen. Jeg fortalte ham først og fremmest at jeg er stoppet med at drikke og mit alkoholforbrug havde taget overhånd og jeg har brug for space og tid til mig selv og at jeg måske ikke vil være tilstede som før (altså svare på beskeder, opkald og mødes osv.) Hans reaktion var at blive vred på mig. Han havde slet ingen forståelse. Det at han bliver så vred over det gør at jeg er endnu mere afklaret i at jeg egentligt slet ikke bryder mig om ham. Men det er også som om han bruger sin vrede til at manipulere med mig, fordi han ved, det giver mig dårlig samvittighed. Han er virkelig god til at redegøre for at vi skal holde kontakten, og han prøver at trække ordene ud af mig og få mig til at forklare nøjagtigt HVORFOR jeg ikke kan fortsætte med at snakke med ham, “bare” fordi jeg er stoppet med at drikke, og HVORFOR jeg så før har kysset ham, HVORFOR jeg har forandret mig sådan. Og ja, jeg brænder indeni af dårlig samvittighed fordi jeg tager afstand fra ham, men det er jo ikke godt for nogen af os, hvis vi holder forholdet som før, når jeg slet ikke har lyst til det. Han virker dog nærmest mere og mere besat, jo mere jeg forsøger at træde væk. Jeg er derfor kommet tættere på beslutningen at det er nødvendigt helt at stoppe kontakten med ham. Men jeg aner ikke hvordan. Han bliver ved med at skrive til mig, og jeg prøver at ignorere det så vidt muligt, men så kommer han pludselig med en meget vred og nærmest tilsvinende besked til mig. Fx at jeg er egoistisk, at jeg er ond, at jeg ikke har sympati for andre mennesker og at når jeg opfører mig sådan, fortjener jeg slet ingen venner. Disse beskeder giver mig virkelig ondt i maven og jeg får det SÅ skidt af at læse dem og føler af og til at han nok må have ret. Det værste der er sket hvor jeg ikke svarede ham, var at han kom fysisk hjem til mig. Han hamrede meget hårdt på døren og virkede virkelig aggressiv. Jeg var bange for hvad naboerne tænkte, så jeg lukkede ham ind alligevel og vi snakkede sammen, og som flere andre gange endte det med at jeg bare “gav op” i forhold til at afslutte kontakten og vi fortsætter med at snakke som om alt er fint, fordi jeg decideret er bange for hvordan han reagerer. Når jeg så genoptager kontakten kan jeg også mærke, at hans humør er meget bedre, og det er nemmere for mig at forholde mig til, end hvis han er sur på mig. Men jeg skal jo heller ikke have kontakt med ham, hvis jeg slet ikke har lyst. Jeg aner bare ikke hvordan jeg kan få det afsluttet uden at brænde op indeni af skam og frygt for hans reaktion. Jeg håber i kan komme med et råd eller to til hvordan jeg kommer ud af det her. Mvh. A