Kære Cecilie

Hvor er jeg ked af at høre, at du har måtte sige farvel til Uffe. Han lyder som en helt exceptionel og fantastisk følgesvend, og det lyder til, at du var heldig med Uffe, men så sandelig også til, at Uffe var heldig med dig. Tænk sig at være så elsket, som han har været, at selv da det blev allersværest, så gjorde du og din familie det, som I vidste var det bedste for Uffe, også selvom at I vidste, at det ville gøre ondt på jer. Findes der i virkeligheden nogen større gave, man kan give end at elske nogen så meget, at man er villig til at give slip? Det tror jeg ikke. Og derfor føler jeg mig helt overbevist om, at Uffe har været en særdeles heldig kat. 

Det ændrer selvfølgelig ikke på, der hvor du står lige nu. Det er forskelligt, hvordan man har det med at miste et kæledyr, men som du så fint fortæller, så er det også bare kæmpe forskel på, hvilket forhold man har til sine kæledyr. Uffe har været der for dig i en af de hårdeste perioder i dit liv, og derfor tænker jeg, at det er helt forståeligt, at du er så ked af det, som du er. Det er en helt naturlig reaktion, men det er hårdt at være i det. Men selvom det er hårdt, så tror jeg, at det er vigtigt, at du tillader dig selv føle den sorg og tristhed. For den er der, og den bliver kun større, hvis du ikke får luft for den. Så  det er okay at være ked af det. Det er okay at græde, og det er okay at savne. Sorg er hårdt, men det er en del af livet. Nogle ser det, som den pris vi må betale for at få lov at elske. Andre ser det, som vores måde at vise den kærlighed, vi har for et menneske eller et dyr, når de ikke fysisk er her længere. Fordi bare fordi Uffe ikke er her, så betyder det jo ikke, at din kærlighed til ham er blevet mindre. Måske tværtimod. Så sorgen bliver en anden måde at mærke den kærlighed på, og det bliver en anden måde at holde den kærlighed i live på, end da Uffe var her fysisk. For nogle hjælper det at se på sorgen på den her måde. Som en påmindelse om kærlighed i stedet for en påmindelse om tab. For selvom Uffe ikke er her længere fysisk, så er han her jo stadig. Han er her i minderne og den betydning, han har haft for dig, og det vil aldrig forsvinde. På den måde lever dem, vi elsker, videre i os, og i minderne, som vi altid vil kunne varme os på, når vi har brug for det.

Jeg tænker også, at det er vigtigt at få sagt, at uanset hvor slemt det er lige nu, så vil det blive bedre. Det er ikke det samme, som at du en dag ikke vil savne Uffe længere. For det vil du sikkert  gøre resten af dit liv, men med tiden så tror jeg, at du vil opleve, at sorgen vil ændre sig. I starten er den tung og næsten ulidelig at bære, og måske det nærmest er alting, som minder dig om Uffe og gør dig ked af det. Men som tiden går, så tror jeg, at du vil opleve, at du begynder at kunne finde plads til smil og glæde over alt det, som Uffe var, og som I havde sammen. Det er svært at sige, hvornår det er, for alles proces er forskellig. Så mit bedste råd til dig, det er, at imens du finder fodfæste, så pas ligeså godt på dig selv, som Uffe altid har gjort. Tal om det, som er svært. Bed om en krammer, hvis det er det, du har brug for. Skriv et brev til Uffe, hvis der er noget, du ville ønske, du havde fået sagt. Gør ting du kan lide, og ses med dem du elsker. Så tror jeg, at du vil opleve at tingene bliver lidt lettere for hver dag, der går. 

Hvis du har brug for det, så er du også velkommen til at kigge forbi vores chat til en snak. Ellers så håber jeg, at mit svar kan hjælpe dig lidt på vej, og jeg ønsker dig alt det bedste!

Mange varme og kærlige tanker,

Dagmar