Mistanke om fortrængt traume fra barndommen

brevkassespørgsmål

Mistanke om fortrængt traume fra barndommen

brevkassespørgsmål af
Marie
23 år
Oprettet 3 år 6 måneder siden

For nylig snakkede jeg med min søster om vores barndom og tid i børnehaven. Vi snakkede om en lejrtur, som vi begge to var med til - og så viat jeg husker var det en rigtig god tur, bortset fra en ting, som jeg ikke kan få til at give mening. En ting som ikke stemmer. 
En morgen på turen vågnede jeg ude på en madras på en lang gang med store vinduer, hvor alle og enhver kunne kigge ind, hvilket jo for det første er et meget mærkeligt sted for et barn at sove. For det andet havde jeg hverken dyne eller pude med. Jeg spurgte en af pædagogerne, hvorfor jeg lå der. Angiveligt skulle grunden være, at de andre børn, som jeg delte værelse med, var forstyrret af min snorken. Men det underlige er, at jeg altid har sovet meget let (især når jeg skulle sove et nyt sted) og jeg ville have opdaget det, hvis de havde vækket mig og lagt mig et andet sted. Desuden var jeg jo 5-6 år gammel, og jeg lå i øverste køje i en køjeseng, så de ville ikke kunne slippe af sted med det uden at vække mig. De andre børn ville sikkert også blive vækket, og jeg ville dermed også vågne op pga. dem. Og for det tredje ville jeg jo også have både pude og dyne med på gangen. Er det muligt, at der er en anden forklaring på en traumatisk hændelse, som de voksne kunne have 'dækket over'? Noget som jeg muligvis kunne have fortrængt? 

Svar: 

Kære Marie

Tak for din besked. Jeg kan godt forstå, at du undrer dig over det minde, som du fortæller om. Det lyder rigtigt nok mærkeligt, at du er vågnet ude på gangen uden dyne og pude, når du er faldet i søvn i den øverste køje på et værelse. Når det er sagt, så tænker jeg, at der kan være rigtig mange andre årsager til det, end at du har været udsat for et traume, som du har fortrængt. 

Det er videnskabeligt bevist, at hukommelsen har fejl. Det vil sige, at man sagtens kan huske forkert, selvom mindet føles helt klart i ens hukommelse. Jeg tænker, at der er stor sandsynlighed for, at mindet om din lejrtur kan være blevet påvirket/ændret, fordi der er gået så mange år siden situationen skete. Det kan for eksempel være, at mindet om lejrturen er blevet blandet sammen med et andet minde. Eller dit minde kan være ændret ved, at du har snakket med nogen om lejrturen gennem din opvækst. Jeg tænker derfor, at det er sandsynligt, at situationen på lejrturen måske ikke er sket helt som du husker den.

Jeg tænker ikke det er stor chance for, at du kan have fortrængt et traume i forbindelse med dit minde om lejrturen. Fortrængning af traumer er en rigtig indviklet funktion for hjernen, og det sker derfor virkelig sjældent. Hvis du ikke umiddelbart har andre minder fra din tid i børnehave, som du synes er mistænkelige, vil jeg helt klart ikke mene, at du ikke har nogen grund til bekymring. 

Hvis du oplever, at bekymringen om mindet fylder meget for dig, og du har svært ved at slippe tanken om, hvad der kan være sket, vil jeg råde dig til at snakke med din læge eller med en psykolog. Men når du ikke husker noget ubehageligt eller grænseoverskidende i forbindelse med lejrturen, tænker jeg slet ikke, du har grund til bekymring. Der er nemlig rigtig mange, som har sådan nogle minder, som du beskriver - altså minder, der ikke hænger logisk sammen eller som kan virke lidt mistænkelige. Det er fuldkommen normalt og bunder i, at hukommelsen som sagt ikke er fejlfri. 

Jeg håber, det var svar på dit spørgsmål. Hvis du har lyst til at snakke om det, er du meget velkommen til at bruge vores chatrådgvining her på cyberhus. Chatten er åben tirsdag, onsdag og torsdag fra kl. 18 til 21, plus onsdag fra kl. 13 til 16. 

 

De bedste hilsner fra

Karoline 

cyberhuskaroliness billede
Karoline fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program