Hejsa! 

Jeg mødte i november sidste år en fyr fra Østrig på et socialt netværk. Vi har den BEDSTE kemi, jeg nogensinde har haft med nogen så hurtigt. Normalt tager det mig rigtig mange år at føle mig helt afslappet og “mig selv” overfor andre, men jeg føler mig allerede helt tryg ved ham. Det føles virkelig godt. Vi har de samme værdier og interesser på rigtig mange måder, og ikke mindst griner vi sindssygt meget sammen. 

Desværre er han meget overvægtig. Jeg har selv været overvægtig en stor del af mit liv, så jeg kan sagtens relatere til den del af ham, selvom jeg nu har tabt mig til en normal vægt. 

Udseendet ved hans overvægt betyder ikke meget for mig, jeg synes han har det sødeste ansigt og de smukkeste øjne, og ikke mindst trænger hans personlighed nok igennem til, at jeg kan se bort fra det andet. 

Men jeg oplever mere og mere, når vi snakker i telefon eller på FaceTime, hvordan han hiver efter vejret, når han bevæger sig. Han “snorker” også selv i vågen tilstand, fordi han tydeligvis har svært ved at trække vejret. 

Jeg er virkelig bekymret for ham, og ikke mindst for vores eventuelle fælles fremtid. Vi har endnu ikke mødtes fysisk, men vi snakker om det, når snart det bliver muligt. Men på det seneste har jeg mistet noget for ham, fordi jeg føler, at han ikke tager sit helbred alvorligt. Jeg er langt fra selv en fanatiker og er også meget glad for junkfood og chokolade, men jeg holder det dog på et niveau nu, så det ikke er skadeligt. Det gør ondt på mig at se, når han spiser for meget og når han gang på gang sender billeder af burger og pizza og kage. Jeg vil ikke sige, det er decideret ulækkert, men det er ubehageligt at være vidne til. 

Jeg har før spurgt ham lidt ind til hans vejrtrækning, men han siger, at han ikke selv bemærker det som et værende problem. Men det kan jeg altså tydeligt se og høre, det er, uden at overdrive det mindste. 

Jeg er ikke sikker på, om jeg skal begynde at rådgive ham om hans kost og livsstil, for jeg vil jo heller ikke virke som en mor eller være kontrollerende, og han er jo voksen og kan jo også gøre hvad han vil. Men det påvirker mig stadig meget. 

Jeg føler lige nu, at hvis han ikke laver det om, vil mine følelser for ham nok blive mindre og mindre, og jeg har bare brug for nogle råd til om jeg skal prøve at “glemme” ham og komme videre inden mine følelser løber løbsk, eller om jeg skal tage snakken med ham og prøve at bevare det gode vi har, og hvis jeg tager snakken, hvordan jeg så skal gøre det. Hvad er OK at sige, og hvad er ikke? 

Da jeg selv var overvægtig blev jeg utrolig ked af det, hvis nogen udefra prøvede at komme med råd, for jeg vidste det jo udmærket godt selv, men var ikke klar til at ændre mine vaner, før jeg med mig selv besluttede mig for det... 

Venlig hilsen fra Elina