Kæreste dig

Tusind tak for din besked. Det lyder til, at du har det rigtig svært, og jeg kan godt forstå, at det er hårdt at være den eneste i din vennegruppe, der har diabetes. Det lyder ikke rart at være anderledes og være i en position, hvor du ikke kan have et sociale liv på samme måde, som alle dine venner. Jeg kan godt forstå, at du er frustreret og derfor også glad for, at du har valgt at skrive ind til os. 

Jeg er rigtig ked af at høre, at du på det sidste har oplevet mange skænderier med dine forældre. Du skriver, at du inderst inde føler, at du er skylden i, at I skændes mere og mere. Jeg vil gerne understrege overfor dig, at det ikke er din skyld. Det lyder til, at du har været følelsesmæssig presset i lang tid, fordi du er ked af, at du er diabetiker. Når man ikke har det godt indeni og ikke har haft det godt i lang tid, kan man blive så presset, at man er i dårligt humør hele tiden og ikke har et stort følelsesmæssigt overskud. Jeg tænker, at din frustrationer over ikke at være ligesom andre, frustrationer over at være diabetiker og frustrationer over ikke at kunne være social på samme måde som andre gør, tilsammen gør, at du kommer til at skændes mere og mere med dine forældre. Giver det mening? - og mon det er sådan, du har det?  Det er helt okay, hvis det er. Det er okay, at du er frustreret. Det er okay, hvis du er vred og det er okay, at du drømmer om at have en hverdag, hvor du ikke er diabetiker.  Jeg tror, at de fleste ville reagere som dig, hvis de var i din position. 

Du skriver, at du ikke kender andre, som har diabetes. Mon det ville være en god idé at snakke med andre unge og børn, som har det på samme måde som dig? Hos Diabetesforeningen er der mulighed for, at man kan møde andre børn og unge, som også har diabetes. Både gennem rådgivning og gennem ungegrupper. Måske vil det være godt for dig at komme ud med nogle tanker og følelser der? Jeg kunne forestille mig, at det ville være dejligt at snakke med nogen, som går igennem det samme som dig og som du kan spare med. Hvad tænker du om det? Hvem ved. Måske kan der komme nogle venskaber eller bekendtskaber ud af sådan nogle møder. Du kan måske sammen med dine forældre læse om rådgivningen hos Diabetesforeningen her og Ungegrupperne her.

Du nævner, at du ikke får lov til at at gå udenfor til dine venner og veninder, da dine forældre er bekymrede for dit blodsukker. Jeg kan godt forstå, at det er rigtig, rigtig træls, for det er altid rart at være sammen med sine venner og få en masse positive oplevelser. Måske føler du dig heller ikke syg, når du er sammen med dine venner? Jeg er sikker på, at dine forældre forsøger at beskytte dig så godt, som de kan, og at de ikke holder dig fra dine venner for at gøre dig ked af det. Jeg kommer til at tænke på, om du har prøvet at snakke med dine forældre om, hvordan du har det? Mon du blandt andet har mulighed for at fortælle dem, at du er ked af, at I skændes så meget og at du er ked af at du ikke ser dine venner? Det kan være, at dine forældre ikke helt ved, hvordan du har det indeni og det er svært at hjælpe dig, hvis de ikke ved, hvordan du har det. Giver det mening? Hvad tænker du om at snakke med dem om det? Det kan være, at du kan prøve at skrive et brev til dem? Eller måske give dem den besked, som du har sendt herind? Jeg kunne forestille mig, at de spændinger, som I har mellem jer kan blive mindre ved, at I får snakket om tingene. Det kan også være, at dine venner kan komme hjem til dig, så du får set dem og dine forældre er der til at støtte dig, hvis du får problemer med dit blodsukker?

Hvis du har brug for at snakke mere om det og uddybe dine tanker og følelser, kan du overveje at skrive ind til chatten på Cyberhus. Der kan snakke med en rådgiver og få mere rådgivning om, hvordan du kan tackle situationen. 

De bedste hilsner, 
Malou