Kære Alexandra 

Hvor er det skønt at læse at du har haft glæde af det tidligere svar. Det er jo det vi altid håber. 

Og det er godt at du skriver igen, når du har mere der fylder.

Det du beskriver, med en helt ny måde at tænke på, stille meget dybere spørgsmål, og se tingene fra helt nye perspektiver...det betyder bare at du er 100 procent normal, og at du udvikler dig. Det er så nemt at se på kroppen, når den vokser og ændrer sig. Men det gør din hjerne også på samme måde.

Dit følelsesliv og din evne til at forstå udvikler sig helt vildt, og det er det du kan mærke. Pludselig kan du begynde at sætte dig i andres sted, og tænke over hvad de måske tænker og føler. Det er en vigtig evne du er ved at udvikle, og det er lige som det skal være. Men husk at det du tænker om andres tanker og følelser, ikke nødvendigvis er det de faktisk tænker eller føler. Det du tænker, at andre tænker om dig, er i høj grad farvet af hvordan du tænker om dig selv, og vi mennesker kan godt have tendens til at være ret selvkritiske. Jeg har talt med mange unge der siger noget i stil med: jeg vil ikke spørge min veninde om hjælp, fordi jeg vil ikke have at hun tænker alt muligt om mig. Hvis man spørger de samme unge, om de ville tænke alt muligt om deres veninde, hvis det var hende der spurgte dem selv om hjælp, siger de fleste, at de jo bare ville hjælpe uden at tænke alt muligt. Giver det mening? Vores kritiske blik på os selv, kan ofte for os til at tænke at andre tænker på en bestemt måde om os...som de i virkeligheden slet ikke gør. 

Når du pludselig kan træde ud af din krop og se dig selv, er det fordi du begynder at forstå, at du er en del af en meget stor verden. Det er også derfor du pludselig kan stille spørgsmål, som du måske kan blive skræmt over omfanget af. Altså det her med at du undrer dig over ting, som der måske slet ikke findes et svar på. Som barn er ens verden meget lille, og man kan finde eller opfinde en logisk forklaring på det meste. Men når man bliver ældre finder man ud af at der er virkelig mange ting i verden, vi ikke forstår. Og det kan godt være ret skræmmende. Med tiden finder du helt sikkert mere ro med alt det du ikke ved og forstår, for sådan er livet og det er helt okay. 

Når du er bange for fremtiden, tænker jeg også du er fuldstændig normal. Der er så mange muligheder, og så mange valg at det kan virke fuldstændig uoverskueligt. Det er helt naturligt at være bange for fremtiden, og synes det er uoverskueligt. Prøv at undgå at tænke alt for langt frem. Det er jo fedt at have en drøm eller nogle tanker om hvad du kunne tænke dig. Politi betjent lyder rigtig spændende, og hvis det er dit drømmejob lige nu, så er det bare perfekt. Men tænk ikke på det som noget du skal vide og planlægge allerede nu. Næste år kan du have oplevet nye ting, mødt andre mennesker og tænkt tanker der gør at du får nye drømme og ønsker for din fremtid, og det er helt okay. Langt de fleste mennesker skifter job, drømme og interesse rigtig mange gange i livet. Hvis du spørger tusind 50 årige, så vil mange af dem fortælle, at de er endt med at leve et meget anderledes liv end de havde troet, da de var 16. Men at det har været et rigtig godt liv. Det har været det helt rigtige liv for dem. Jeg er sikker på det også bliver sådan for dig. 

Giv dig selv plads til at mærke efter og forestille dig at være i andres sko. Det er en virkelig sundt evne at have. Men husk også at spørge de mennesker, hvis "sko du prøver at gå i", hvad de faktisk tænker. 

Giv dig selv lov til at undre dig helt vildt, og fortvivl ikke hvis du ikke kan finde svar. Livet er fuldt af mysterier, og mens det på den ene side kan være lidt skræmmende og frustrerende, så er det også noget af det der er magisk ved den verden vi lever i. Tænk hvis der var et svar eller et facit på alt. Jeg tror det ville blive vanvittig kedeligt. 

Og giv dig selv lov til at drømme om din fremtid, og drøm gerne stort.  Men giv også dig selv plads til at være i tvivl, og hvis du oplever perioder hvor du slet ikke kan se hvad der vil være rigtigt for dig at bruge din tid, og dit liv på...ja så er det bare fordi du er fuldstændig som alle andre mennesker. Vi er alle sammen fulde af tvivl, og det er bare helt okay. 

Kære Alexandra. Jeg synes det lyder som om du er lige som du skal være, og 100 procent normal. 

Kærligst Tanja