Kære pige 14 år!

Tak for dit brev. 

Det lyder som en rigtig ærgelig situation du er endt i. Særligt, at du ikke kan komme på efterskole lige nu, som du havde håbet på og planlagt i flere år.

Når jeg læser dit brev, så tænker jeg at det er vigtigt du og din mor forsøger at komme i bedre dialog med hinanden. Du skriver i skændtes og at hun "straffer" dig uden begrundelse. Du er nødt til at vide hvorfor du får stuearrest osv. og det må du få forklaret af din mor tænker jeg. Nogle gange i et skænderi kan det være svært at forklare hvad man virkelig mener og føler fordi man enten er vred eller ked af det. Her kunne det være godt lige at trække vejret, måske gå på dit værelse og skrive nogle af de tanker og følelser ned, som du har svært ved at sige i situationen. Og så vende tilbage til din mor med de tanker du har gjort dig. Årsagen til at jeg vil have dig til at overveje dette som en mulighed er at det ikke er så lige til at flytte hjemme fra som 14 årig.  Jeg tænker at eftersom din mor har bestemt at din søster må komme afsted, selvom aftalen var at det var dig der skulle afsted, så har du nu mulighed for at tage dialogen med din mor om hvordan I begge ønsker at leve sammen under samme tag og samtidig respektere hinandens privatliv. Lyder det som noget du ville kunne gøre? Det lyder i hvert fald ikke sundt og holdbart at du pendler mellem mor, far og venner. Du har brug for noget permanent, som du selv skriver. Men selvom du er 14, tænker jeg stadig, at du er et barn, der har behov for nogen i dit liv, der kan påtage sig voksenopgaverne. Særligt hvis du skulle blive depressiv igen. Men du efterlyser hvad dine muligheder er og det vil jeg selvfølgelig gerne komme med et svar på.

I de fleste kommuner findes der ungdomsboliger, som man kan skrive sig op til, såfremt dine forældre vil skrive under på lejekontrakten og betale huslejen. Du er ikke myndig, så dine forældre skal involveres. Hvis kommunen skal hjælpe dig med at finde egen lejlighed, så kaldes det at blive anbragt. En anbringelse kan godt være frivillig, hvis både du og dine forældre godkender anbringelsen. Men før det skal kommunen vurdere om en anbringelse er nødvendig og det kan godt være en længere proces. 

Men jeg vil først råde dig til at forsøge at komme i dialog med din mor om hvilke regler I kan lave sammen, så du kan blive boende hjemme. Jeg er sikker på at hvis I tager denne snak på et tidspunkt hvor I ikke er i konflikt med hinanden, så vil hun lytte mere til dine behov.

Jeg håber du kan bruge mit svar. 

Med Venlig hilsen, Lisa