Underlivet

brevkassespørgsmål

Underlivet

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 3 år 4 uger siden

Hej cyberhus.

Her det seneste år har jeg ofte oplevet at mine underbukser sidder meget ubehageligt og ligesom skær oppe i underlivet. Når jeg så har rettet mine underbukser og jeg begynder at gå, gør de det samme igen. Nogen gange har jeg også oplevet at mit underliv kan begynde at klø lidt. Hænger de to ting sammen, og hvad skal jeg gøre for at undgå det?

Vh Anonym

Svar: 

Hej du

Tusind tak for dit spørgsmål!

Det lyder ikke særligt rart, at dine trusser "kravler op", når du går, og at det kan føles som om, de skærer i dit underliv. Jeg er glad for, at du har lyst til at spørge Cyberhus til råds omkring det, og jeg vil gøre mit bedste for at hjælpe dig så godt, jeg kan. 

Der kan være lidt forskellige grunde til, at dine trusser kravler op, når du går. En mulighed er, at trusserne er for små, hvilket kan gøre, at de kravler op. Det kan du løse ved at købe dine trusser en størrelse større. En anden mulighed kan være, at de bukser, du har på, får trusserne til at kravle op. Det kan man nogle gange opleve, hvis man har tætsiddende cowboybukser på, og det kan egentlig føles lidt som at få en olfert, når trusserne kravler op over bukserne. Det kan du løse ved at gå i løsere bukser eller ved at købe trusser i et glat materiale, for så kan trussen bevæge sig frit, men du selv bevæger dig, uden at blive rykket rundt på at bukserne. 

Jeg tænker også, at den skærende fornemmelse måske kan komme fra de sømme eller syninger, som sidder i kanten af trussen. Hvis syningerne fx er tykke, eller der er påsat en blonde, så kan det give en skærende fornemmelse mellem benene, når man går. Typisk kan man også se, at huden bliver rød og irriteret omkring underlivet, der hvor syningerne sidder. Det kan du løse ved at købe trusser uden sømme eller gå med trusser i bomuld, som er et blødere stof at have på. Det kan også være en god idé at undgå at gå med g-strenge eller andre former for korte trusser, der naturligt vil sidde tæt mod underlivet og numsen. Det kan være en god idé, fordi det mindsker det hudområde, som kommer i tæt kontakt med trussen, og som så kan blive irriteret.

Du spørger også ind til, om problemerne med dine trusser kan hænge sammen med det, at dit underliv begynder at klø lidt nogle gange. Jeg tænker, at det giver rigtigt god mening, at kan det give hudirritation og kløe i underlivet, når dine trusser føles ubehagelige at have på eller sidder meget tæt.

Samtidig kan det også være, at den kløe, du oplever, kan være tegn på, at du har fået skedesvamp. Der er rigtigt mange piger, som oplever at få skedesvamp en eller flere gange i løbet af deres liv, og hvis ens trusser sidder meget tæt eller nærmest helt oppe i ens underliv, så er risikoen for, at man udvikler skedesvamp større. Hvis den kløe, du oplever, ikke holder op, når du får løst dit trusse-problem, kan det være en god idé at få det tjekket hos lægen. Lægen kan hurtigt fortælle dig, hvad der præcist er på spil, og skedesvamp kan nemt behandles med creme, der kan købes i håndkøb på apoteket. 

Jeg håber, at du kunne bruge mit svar, og jeg krydser fingre for, at nye trusser vil kunne løse problemet for dig :)

De bedste hilsner,
Marie

Nikitass billede
Marie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program