Hejsa.

Jeg har i en del år kæmpet med ret svære tanker, altså selvmordstanker, samt selvskade og meget lavt selvværd (og andre ting, men mindre relevante). Det har fyldt rigtig meget, men jeg turde aldrig tale om det, da jeg ikke ville være til besvær og var bange for at blive afvist, da jeg desværre har erfaring med dette fra mine forældre. I sommers fik jeg dog taget mod til mig, og snakkede med en sygeplejerske, som jeg følte mig tryg ved og som jeg havde snakket lidt om den slags med før, da jeg mødte hende igennem et gruppeforløb hos en psykolog (her var emnet dog vægt). Hun var meget støttende og fik mig en henvisning hos en psykolog tilknyttet afdelingen, hvor jeg fik en tid et par måneder efter. 

Psykologen har jeg nu gået hos næsten ugentligt fra september - december. Jeg havde rigtig svært ved at åbne op, men hun var god til at stille spørgsmål, hvilket hjalp rigtig meget, da jeg så ikke var den som skulle bringe de tunge emner op. Hun er rigtig sød og jeg er efterhånden også blevet ret tryg ved hende. Hun har været god til at få mig til at skubbe mine grænser, hvilket både har været positivt og negativt.

Og her kommer så det, som er grunden til jeg skriver: Jeg tør stadig ikke selv tage emner op. Helt i starten fik jeg fremstammet selvmordstanker og selvskade, men har ikke siden selv bragt det op. Hun var rigtig god til at bringe selvmordstanker op igen efter jeg havde snakket et par gange med hende, og jeg fik rigtig meget ud af de samtaler med hende. Under en af samtalerne, gik meget af snakken på, at jeg skulle fortælle om selvmordstankerne til en veninde i min nærmeste omgangskreds. Jeg var super utilpas med det, men hun var bekymret for mig og ville have, at jeg havde nogen som jeg kunne kontakte. Efter lige dén samtale, blev jeg lidt skræmt, jeg snakkede aldrig med min veninde, og de efterfølgende samtale prøvede jeg at undgå emnet. Udover dette, så følte jeg faktisk, at jeg fik det bedre, hvilket jeg også gav udtryk for overfor hende. Derfor har vi siden haft en del længere tid mellem samtalerne, så kun én samtale om måneden i januar og her i februar. I den tid, har jeg oplevet en ret stor nedtur i min psykiske velbefindende. Jeg fik slemme selvmordstanker og faldt tilbage i selvskade efter 10 måneder fri. Samtidigt er jeg begyndt at blive virkelig nervøs når jeg skal ud af huset, til det punkt hvor jeg faktisk kaster fordi jeg er så nervøs. Jeg ved ikke engang hvad jeg er så bange for, men det fylder naturligvis ret meget, ikke at kunne forlade huset uden at skulle få det så dårligt.

Jeg var til samtale hos min psykolog i dag, og havde egentligt tænkt mig at bringe det op. Men som sædvanligt, så da hun spurgte om jeg havde noget jeg ville tale om, så smilede jeg bare og sagde nej. Rigtig meget af grunden til at jeg har svært ved det, er denne frygt for at blive afvist eller være til besvær. Jeg ved godt, at hun er der for at hjælpe mig. Men nu har jeg gået de sidste par gange, og fortalt at jeg havde det helt fint. så jeg har ret stor skyldfølelse over at skulle fortælle hende, at jeg har fået det værre, når hun var så glad for at jeg var i bedring. Jeg er bange for at blive set som en løgner, og så synes jeg at det er flovt - jeg vil ikke skuffe hende. nu når hun var så glad for at jeg havde det bedre.

Hun er egentligt tilknyttet børneafdelingen, så jeg har kun mulighed for at tale med hende til jeg fylder 21 (hvilket jeg gør til efteråret - dog er der mulighed for at jeg flytter til den anden side af landet pga uddannelse til sommer) På nuværende punkt, så hælder jeg egentligt mod bare at lade som om alt er fint og så slutte forløbet. Men jeg ved jo også godt, at det både er spild af vores tid og at jeg så ikke får den hjælp, som jeg så gerne vil have. Men det er bare SÅ svært at selv bringe emnerne på banen.

Min næste tid hos hende er i slut marts - netop fordi jeg gav udtryk for at alt er super godt - selvom jeg faktisk har det rigtig, rigtig svært. Hun tilbød faktisk en tid tidligere, da hun vidst anede at jeg ikke havde det helt så godt, men det afviste jeg, da jeg ikke ville være til besvær. Men jeg vil så gerne få det bedre, og det kræver jo at jeg er ærlig overfor hende. 

Jeg ved egentligt ikke helt hvad jeg forventer at få ud af at skrive herind, men jeg er så frustreret over, at jeg saboterer min mulighed for at få det bedre.