Depression eller tristhed

brevkassespørgsmål

Depression eller tristhed

brevkassespørgsmål af
victoria
13 år
Oprettet 3 år 2 måneder siden

Jeg ved ikke om jeg er ved at få en slags depresion eller om jeg bare er trist. Jeg har mange af tegnene på depresion, Jeg spiser ikke særilig meget, jeg er ikke motiveret eller har noget energi og jeg har bare lyst til at græde hele tiden. Jeg ved ikke om det er på grund af Jeg mistet min hest den 7. januar eller om jeg har depresion. Hvad tror i?. håbber jeg får svar hurtigst muligt.

Svar: 

Hej Victoria

Tusind tak for dit brevkassespørgsmål. Jeg er meget ked af at høre, at du har mistet din hest, og at du føler dig meget trist til mode for tiden.

Jeg kan desværre ikke give dig noget klart svar på, om du har en depression, eller om du er trist lige nu, fordi du har mistet din hest for nylig. Men jeg tænker, at tabet af din hest kan være en god forklaring på, hvorfor du føler dig umotiveret, er ked af det og og har mistet appetiten. Det kan være meget svært at miste et dyr, som man har brugt meget tid sammen med, og som man holder af. Det kan føles som en stor sorg, som skal bearbejdes på samme måde, som hvis man mister et familiemedlem eller en nær ven. Det betyder også, at det er helt okay, at være ked af det over, at du har mistet din hest. Og at det kan tage tid, før du føler dig okay igen. Sorgen bliver med tiden mindre og nemmere at have med at gøre, men det er ikke sikkert, at den vil forsvinde helt - akkurat som at mindet om din hest aldrig vil forsvinde helt. Man kan sige, at sorg er kærlighed i den forstand, at man bærer mindet om det gode, der var engang, med sig videre.

Noget, der ofte hjælper, når man er ked af det, er at tale med nogen om det. Når man taler med nogen om, hvorfor man er ked af det, kan det være med til at give en luft for de bekymringer og triste tanker, man går rundt med. Der er mange, som har oplevet at miste et kæledyr eller en, de havde nær, og det kan være en lettelse at finde ud af, at du ikke er alene om din sorg. Det kan være, at du kan tale med dine forældre eller en veninde omkring det - eller hvis din hest var opstaldet, kunne du snakke med nogle af de andre på den gård, hvor den var?

Tiden er din bedste ven i en sorgproces, og jeg sender mine varmeste tanker og massere af virtuelle kram i din retning. 

De bedste hilsner,
Marie

Nikitass billede
Marie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program