Kære Milla

Tusind tak for dit brev!

Jeg vil gerne starte med at sige, at jeg godt kan forstå, at du er forvirret. Uanset hvor meget vi prøver at forstå os selv, så kan kærlighed, følelser, sex, tiltrækning og alt derudover og derimellem nogle gange bare være helt enormt forvirrende. Så jeg vil bare gerne understrege, at du ikke er alene. I virkeligheden så tror jeg, at der er rigtig mange - både unge og gamle - som kan nikke genkendende til rigtig meget af det, du fortæller. Så tak for din åbenhed!

Selvom at jeg godt kan forstå din forvirring, så kan jeg desværre ikke fortælle dig, hvad der er grunden til det, som du oplever. Jeg kan derfor heller ikke fortælle dig, om du er demi-romantisk, demi-seksuel, queer eller noget helt andet. For trods din åbenhed så kender jeg dig slet ikke godt nok til, at jeg kan sige det. Et eller andet sted så tænker jeg, at man nok aldrig kan kende et andet menneske godt nok til, at man kan fortælle dem, hvad de er. Du vil altid være den, som kender dig selv allerbedst, og derfor tror jeg også, at hvis der skal en betegnelse på det, du er, så er det dig selv, som skal finde den betegnelse. Når jeg siger "hvis", så er det fordi, at jeg også føler, at det er rigtig vigtigt at sige, at man ikke behøver at have en betegnelse for den eller det, man er, hvis man ikke har lyst til det, eller hvis man bare ikke lige føler, at der er en kasse, som man passer ned i. Det er helt okay at være sig selv, og nogle gange måske også bedre, hvis man føler, at man faktisk skal gå på kompromis med sig selv for at passe ned i en given kasse.

Hvis det omvendt handler om, at du har brug for og ønsker en eller anden betegnelse for eller forklaring af det, som du oplever, så er det selvfølgelig også helt okay. Men hvordan finder man så ud af det? Jeg tror ikke, at der er én rigtig måde at gøre det på, men mit bedste forslag er at prøve at få en fornemmelse af dit eget mønster, når det kommer til kærlighed, sex og romantik. Vi er som mennesker forskellige, og vi har forskellige behov. De fleste kender en person, som bare altid er i et forhold og lynhurtigt bliver forelsket. Andre skal bruge mere tid. Begge dele er helt okay.  Der er ikke noget, der er rigtigt og forkert, men det kan være meget rart at kende sine egne tendenser lidt. Du er rigtig godt på vej, men måske der er nogle flere ting, som det kunne give mening for dig at undersøge? For det kan handle om så mange forskellige tinge. Når du skriver, at du f.eks. ikke kan lide fysiske berøringer, er det så i alle areaner af dit liv? Eller kan du godt lide at få en kram fra en veninde eller et familiemedlem? Hvis det kun er i konteksten af sex og kærlighed, at du ikke bryder dig om det, er det så fordi, at du har det med berøring ligesom, du har det med sex, og at du altså skal føle dig meget tæt på et andet menneske, før at det giver mening? Eller er det fordi, at du er bange for, at berøring måske leder til en forventning om sex på et tidspunkt, hvor du ikke er klar til det?

Du fortæller også, at du tænker, at din social fobi måske spiller ind, og det kan også sagtens være, at den gør det. Det kan man måske undersøge ved at prøve at øve de ting, som er svære. Og med det mener jeg, at man indenfor rimlighedens grænser kan prøve at udfordre sig selv lidt. Måske være den der lægger en hånd på den andens skulder, når man ler, eller faktisk holde den andens hånd i et par minutter og så videre. Hvis det er angsten, som spiller ind, så plejer det i hvert fald tit at blive lidt lettere, jo flere gange man gør det, som man er bange for. Ved at prøve at gøre tingene, kan man også nogle gange finde ud af, hvorfor det reelt er, at man er bange, hvis det er det, man er. Ved angst følger der typisk nogle katastrofetanker med, som er årsagen til, at man bliver bange. Hvis man kan lære dem at kende, så kan man også prøve at arbejde med dem, så de fylder mindre og mindre.

I forhold til det med berøring og sådan, så tænker jeg også på en anden ting. Der er nogle, som taler om, at vi mennesker har forskellige kærlighedssprog. Og altså forskellige måder, hvorigennem vi udtrykker vores kærlighed til andre. Så hvor nogles kærlighedssprog måske primært er berøring, så viser andre måske primært deres berøring gennem deres ord, eller de ting man gør for den anden. Ifølge den tankegang, så kan man godt have flere kærlighedssprog,  men man kan også opleve, at man er i et forhold med en, hvor man har meget forskellige måder at vise sin kærlighed på. Det kan kræve lidt arbejde så at finde en måde, som begge føler sig tilpas i, og hvor begge føler sig tydelig elsket. Måske det er sådan noget, som er på spil? Altså at dit kærlighedssprog måske er lidt anderledes, end dem du har prøvet at komme tæt på?

En allersidste ting jeg tænker, det er, at det måske kunne være en idé at tale med nogen, som ved lidt mere om at være demi-romantisk, demi-seksuel eller queer for også at få nogle perspektiver på det? Her kunne rådgivningen hos LGBT Danmark måske være en mulighed?

Til sidst vil jeg bare gerne sige, at kærlighed nogle gange bare er svært, og jeg tror også, at det er rigtig svært ikke nogle gange at komme til at have nogle urealistiske eller ekstremt høje krav, som så gør, at man spænder ben for sig selv. Du skriver, at du godt ved, at virkeligheden er anderledes end film, og det tror jeg på. Det tror jeg egentligt, at de fleste af os godt ved. Men spørgsmålet er, om vi som mennesker alligevel ikke godt kan være påvirket af det, vi ser? Kærlighed på film fremstilles egentlig tit som om, at det er let. Al forvirring man har oplevet, går på en eller anden måde væk, så snart man møder "den rigtige". Og er det ikke det, som de fleste måske drømmer om? At det en eller anden dag bare bliver let? Når det nu har været så hårdt og forvirrende? Jeg ville i hvert fald ikke bebrejde nogen, hvis de havde det sådan. Og hvis man har det sådan, så kan det måske godt være, at man f.eks. kaster håndklædet lidt for hurtigt i ringen, fordi man ubevidst tænker, at man burde føle, at det var rigtigt lige med det samme. Eller måske man bare ikke orker at skulle lægge en masse energi i noget, som ikke føles dybt og intenst fra starten. Hvilket er helt forståeligt! Men hvor frustrerende det end er, så tror jeg bare, at kærlighed tager tid.

Kæreste Milla. Det blev virkelig et langt svar. Jeg håber, at du klarer dig igennem det, og jeg håber, at det giver mening for dig at høre mine tanker, selvom jeg ikke kunne give dig lige præcis det svar, du håbede på. Jeg ønsker dig alt det bedste, og mange gange held og lykke! Hvis du har lyst til at tale om noget af alt det her, så er du meget velkommen til at kigge forbi vores chat eller SMS-rådgivning også.

Kæmpe knus,

Dagmar