Mine venner er trætte af mig

brevkassespørgsmål

Mine venner er trætte af mig

brevkassespørgsmål af
Laura
16 år
Oprettet 3 år 11 måneder siden

uhh dum aften = ingen venner tilbage. 
Jeg er for nyligt startet på gym og har fået en masse nye venner. Jeg har prøvet i lang tid at finde min plads, og for nyligt fandt jeg den, hvilket jeg elskede. Miner venner er 1 år ældre end mig, fordi jeg gik dirkete. de har derfor oplevet ret meegt mere end jeg har. 

Vi elsker alle fest og druk, hvilket også er mega hyggeligt. Desværre så kan alkoholen også ødelægge meget. vi var alle sammen i en weekend med fest to dage i træk. Første aften var virkleig god og alle havde det godt, men jeg drak alt for meget aftenen efter og var et dumt og irriterende svin for alle andre. Jeg aner ikke hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde, men pointen er at jeg virkleig fortryder ALT! Mine veninder og venner har været meegt fjern overfor mig efterfølgende, selvom jeg privat har skrevet undskyld til dem alle sammen.

Jeg er så knust og ked af det, fordi jeg holder så utroligt meegt af dem, hvilket jeg også har fortalt dem alle. 

Hvad skal jeg gøre. Jeg er så ked af det. 

Svar: 

Hej Laura

Øv, det er en dum situation du er kommet i, men jeg tænker faktisk du gør det helt rigtige. 

Alle mennesker kommer til at lave fejl. Risikoen for at gøre eller sige noget dumt bliver selvfølgelig større, hvis man er vildt fuld. Det gør dig ikke til et dårligt menneske eller en dårlig ven. Det er menneskeligt at lave fejl. 

Det er godt at du har skrevet til dem og sagt undskyld, og fortalt at de betyder meget for dig. Hvis man er blevet såret af en veninde, ligesom dine venner og veninder måske er blevet, så tager det tid at genopbygge tilliden. Det betyder ikke at din undskyldning og det du har skrevet, ikke er godt nok. Det betyder bare at de måske har brug for tid til at føle sig trygge ved dig igen. 

Jeg tænker du er nødt til at give dem tid. Tillid kan tage få sekunder at miste, men tage lang tid at opbygge. Jeg tror helt sikkert du kan finde tilbage og få et godt forhold med dem igen. Bliv ved med at række ud til dem, men giv dem samtidig tid og plads til at lukke dig ind igen.  Du skriver ikke hvad der præcis skete, men hvis de er sårede eller føler sig utrygge ved dig, er det ikke rart at føle sig presset oveni. Og selvom du vil det bedste kan det sagtens føles som et pres for dem. 

Du gør det rigtige, og jeg er sikker på du kan lykkes med at blive gode venner med dem igen. Fortsæt med at være åben og ærlig om hvad der skete, og om at du holder af dem. Giv det tid, så de med små skridt kan genfinde tilliden til dig. 

Mange hilsner 
Tanja

Tanjas billede
Tanja fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program