Vil jeg ham

brevkassespørgsmål

Vil jeg ham

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 3 år 11 måneder siden

Hej.

sagen er at jeg ser en dreng og det har vi i ca 1 måned, og vi er sammen ret ofte da vi bor tæt på hinanden. og har aldrig haft en kæreste før.

men her på det seneste, når hanner taget hjem eller jeg er taget hjem får jeg sådan en mærkelig følelse, jeg er vildt forelsket i ham, men alligevel er jeg virkelig i tvivl, jeg får ikke den der super fede følelse hvor man er mega glad osv. jeg føler mig bare Tom artigt. når vi er sammen hygger vi os meget, men vi ligger bare i sengen hele dagen og ikke laver andet, så har vi sex, ser film også sover, det det eneste vi laver. Jeg tænker også meget over hans ex, idag havde han en halskæde på fra hende, eller han sagde ikke at det var fra hende men det kunne jeg regne ud da det var den dato de blev kærester, og han sagde at han ikke kunne huske hvor den var fra, ved godt det sikkert er fordi han syntes den er flot, men stadig. Og når vi fx snakker om sex stillinger skal han altid sige, "ej den har jeg prøvet" eller sådan noget. Og det irritere mig helt vildt, for hvad skal man sige til sådan noget.. jeg ved bare virkelig ikke hvad jeg føler. eller jov han er mega dejlig. Men har aldrig haft en kæreste før, så jeg havde bare forventet noget helt andet. fet sikkert også det, men hver gang han tager hjem føler jeg mig bare sådan helt tom.

Svar: 

Kære Anonym

Kærlighed er ikke altid nemt, og jeg kan godt forstå at du er forvirret over hvad der sker, og i tvivl om hvad du skal gøre ved det. Så det er rigtig godt at du har skrevet ind til os - tak for det!

Du skriver at du har fået din første kæreste, og at I hygger jer, når I er sammen. Men når I ikke er sammen mere, så oplever du en form for tomheds følelse, og ikke de varme følelser som du havde forventet at mærke. Selvom forelskelse/kærlighed kan føles meget forskelligt fra person til person, så tænker jeg at en følelse af tomhed, måske er udtryk for at der er noget som ikke er helt godt, og jeg kan godt forstå at du er frustreret.

Når jeg læser dit brev, så tænker jeg at følelsen måske kan hænge sammen med tre ting: 

1. Når I er sammen, bruger I meget tid på "lave ingenting": Du beskriver at I bruger meget tid i sengen. Enten har I sex, ser film eller sover. Så det er altså begrænset hvad I laver af ting sammen, som ikke sker i sengen. Selvom det bestemt også kan være hyggeligt, så kan man også få "for meget af det gode", og det bliver måske svært at tale om ting, fordi I simpelthen løber tør for ting at tale om. Det behøver ikke at være vilde ting som I gør sammen, men det kan f.eks. være at spille et spil sammen eller gå en tur. Det kan være være en god idé at aftale at I skal skiftes til at finde på noget I kan lave sammen, så det ikke altid er dig, der skal foreslå at I laver noget andet end at være i sengen. Hvem ved, måske synes din kæreste også at det kunne være rart at gøre noget andet sammen. Uanset hvad, så giver det jer flere ting at tale om, og det kan godt gøre det hele lidt mere spændende, og måske kan det så hjælpe på din følelse af tomhed. At du tænker over hvad I mon skal lave næste gang I ses.  

En anden mulighed er at I begynder at bruge lidt mere tid hver for sig, så I ikke ses lige så meget, og bruger tid på det som I hver især godt kan lide at lave. Når man får en kæreste, så er det vigtigt at holde fast i at man har sit eget liv, sine egne interesser, og sine egne ting man laver. Det kan nogle gange godt være svært at holde fast i den del, særligt lige i starten af et forhold, men det er rigtig vigtigt at man husker sig selv, selvom man er kærester. Så måske er der i virkeligheden noget andet du hellere vil lave, end at bruge al tiden i sengen? 

2. Han "taler" om sin exkæreste:  Du skriver også at du tænker meget på hans exkæreste, og det lyder til at du måske er i tvivl om hvor meget han stadig tænker på hende. Her er jeg lidt nysgerrig på hvad der sker i dig, når du bliver i tvivl om det. Bliver du bange for at han ikke er kommet over hende? Er du bange for at miste ham? Bliver du usikker på dig selv? Det er meget normalt at få den slags tanker og følelser i et forhold, og kan bedst beskrives som jalousi. Jalousi opstår typisk, når man er bange for om man er god nok til den anden, og så begynder man at have forestillinger om at den anden hellere vil andre eller hellere vil tilbage til en exkæreste. Det er ikke sikkert at det er sådan for dig, men jeg tror det bedste vil være at du taler med ham om det. Fortæl ham at du tænker meget på ham og hans exkæreste, og så fortæl ham hvad du har brug for at han gør, når det sker. Måske har du brug for at han lige giver dig en ekstra kompliment, måske har du brug for at han ikke siger det, hvis han har prøvet en sexstilling før, fordi det for dig er første gang, og du vil gerne dele det med ham, uden at tænke på at han har været sammen med andre. 

Selvom det er svært, så er det vigtigt at tale sammen om de svære ting, når man er kærester. Svære følelser eller tanker om den anden, kan nemlig få indflydelse på hvordan man har det, og nogle gange bliver det bare større og større, hvis man ikke får sat ord på. For at I kan tale godt om tingene, kan I overveje at lave en aftale om hvordan man taler om det der er svært (gælder også hvis han gerne vil tale om noget), og hvad den anden skal gøre. Det kan f.eks. være at hvis man har brug for at sige noget, så skal den anden KUN lytte indtil man er færdig, og så bagefter kan man tale om 1. hvad kan JEG gøre for at få det bedre og 2. Hvordan kan MIN KÆRESTE hjælpe mig med at få det bedre. Det er en god idé at aftale det inden man har brug for det, fordi det kan være meget svært at aftale noget, hvis man er fyldt med følelser. 

3. Det er din første kæreste: En sidste grund til at du har det sådan, kan kort sagt være at du ikke længere har varme følelser for ham. Det er enormt svært for mig at vurdere ud fra dit brev, men jeg vælger at nævne det alligevel, fordi du flere gange siger at han er din første kæreste, og lige præcis derfor tænker jeg at det også vil være rigtig svært for dig at skulle acceptere at dine følelser måske ikke er som du havde håbet. Det er helt normalt at det er svært, og det ville også være svært, hvis han ikke var din første kæreste, men det gør det rigtig svært for dig at mærke efter, fordi du ikke ved hvad du egentlig mærker efter. Du ved bare at det ikke er som du havde håbet eller forestillet dig. Jeg tænker derfor at det nok vil være en god idé hvis I bruger lidt tid hver for sig. Det kan eventuelt bare være her henover jul og nytår, hvor I ikke ses (eller ikke ses så meget), så du får tid til at tænke over om du savner ham, og hvad du godt kan lide ved ham. Hvis du ikke savner ham og hvis det er svært for dig at finde ting som du godt kan lide ved ham (udover at han er din første kæreste), så er det måske et tegn på at forholdet skal afsluttes. Allerede nu, når du læser mine ord, kan du jo mærke efter. Hvordan føles det, når jeg skriver at forholdet måske skal afsluttes? Føles det rigtigt eller føles det helt forkert? 

Jeg startede ud med at skrive at kærlighed ikke altid er nemt. Sådan er det for alle mennesker, og parforhold kræver arbejde. Heldigvis er det rigtig tit et dejligt arbejde, som gør at man føler sig elsket, støtte og forbundet til et andet menneske. Og hvis det ikke er et dejligt arbejde, og man føler at det tapper energi og man er trist, så er det måske på tide at bevæge sig videre uden den anden. Det er en svær beslutning, men nogle gange er det den beslutning der skal træffes, for at man kan have det godt. 

Jeg håber du kan bruge mit svar, og du er også velkommen i vores chat, hvis du har flere spørgsmål.

Kærlig hilsen Signe

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program