Kære A,

Du lyder til at have det rigtig svært, og det lyder til, at det har stået på et godt stykke tid efterhånden. Det må være hårdt at have det sådan - især når du samtidig føler, at der ikke er nogen, der lytter, og ikke er nogen, der tager dig og det du kæmper med seriøst.

Jeg kan ikke fjerndiagnosticere dig, og kan derfor ikke sige noget definitivt om, hvorvidt du har en depression eller ej. Ud fra din beskrivelse er det dog tydeligt, at du har det rigtig dårligt, og har brug for, at nogen lytter til dig og tager dig alvorligt. Jeg vil derfor foreslå dig at henvende dig til din egen læge. Din læge kan nemlig tage en indledende snak med dig samt foretage en depressionsscreening, og kan på baggrund af de to ting vurdere sandsynligheden for at du har en depression, og hvilke tiltag det giver mening at iværksætte. Som jeg forstår dit brev har du forsøgt at tale med dine venner, dine forældre og din psykolog om hvordan du har det, men er ikke blevet taget alvorligt eller forstået nogen af gangene. Netop derfor tænker jeg, at det kan være et forsøg værd at prøve at tale med din læge, som alt andet lige vil have en anden tilgang til dig, fordi han/hun ikke kender dig personligt på samme måde som dine forældre, dine venner og din psykolog gør.

Jeg hæfter mig ved, at du i dit brev skriver "...nu kan jeg bare ikke tænke på andet en at dræbe mig selv for at få en pause fra livet." Når det hele virker fuldkommen sort og håbløst er det naturligt at den slags tanker opstår. Men særligt ét ord i din sætning springer mig i øjnene: pause. At begå selvmord er nemlig langt mere end "bare" en pause fra livet. At begå selvmord er en permanent løsning på et midlertidigt problem. Selvmordet kan give fred, selvmordet kan give ro, men det succesfulde selvmord udelukker muligheden for at nyde den fred og ro man har fået skabt. Så hvis det er en pause du søger er selvmord ikke løsningen.

Det er helt forståeligt, hvis det hele føles så mørkt og trist, at det du trænger allermest til er en pause. Men her er det ekstra vigtigt at holde fast i, at det netop er en pause du trænger til, og ikke en endegyldig afslutning. Selvom det hele er virkelig tungt for dig i øjeblikket sporer jeg stadig en vilje til at kæmpe og en lyst til at tingene skal ændre sig til det bedre, når jeg læser dit brev. Det synes jeg er virkelig sejt, og det gør mig enormt fortrøstningsfuld på dine vegne. Den energi, der ligger i viljen til at kæmpe og lysten til forandring kan hjælpe dig på vej. For den kan hjælpe dig til at finde lys i mørket, den kan hjælpe dig til at finde det postiive i de små ting og den kan hjælpe dig til at finde motivationen til at ringe til din læge.

Jeg tænker, at der er en særlig vigtigt pointe i det med at finde det postive i de små ting. Fx i stedet for at slå dig selv oveni hovedet med, at nu fik du igen ikke lavet alle dine lektier, så kan du i stedet rose dig selv for dem du rent faktisk fik lavet - også selvom de måske kun udgør en lille del af den samlede lektiemængde. I stedet for at slå dig selv oveni hovedet med, at du ikke står op hver dag kan du rose dig selv for det antal dage du rent faktisk kommer op og af sted på en uge. Det vigtige er, at du sætter realistiske mål for dig selv, og husker at rose dig selv når du opnår dem. På den måde bliver tilværelsen lidt nemmere at være i. Jeg er med på, at det naturligvis ikke løser dit problem eller ændrer på hvordan du rent grundlæggende har det, men det kan være med til at gøre hverdagen en lille smule lettere.

Jeg håber du kan bruge mine tanker, jeg håber du finder nogen, der vil lytte til dig og tage dig alvorligt, og jeg håber du finder en vej ud af mørket, som er god for dig.

Mange varme hilsner,

Siv