Jeg overtænker alt

brevkassespørgsmål

Jeg overtænker alt

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 4 år 2 måneder siden

Kære Cyberhus

Jeg går og døjer med noget rigtig træls - nemlig at jeg overtænker stort set alt jeg kan komme i nærheden af. Det kan opstå i alle mulige sammenhænge - både i forhold til sociale medier, mine venner, mit helbred og min kæreste. Det kan være små ting som når jeg ikke får svar på beskeder inden for et givent tidrum - i sådanne tilfælde bliver jeg bekymret om hvorvidt jeg har gjort noget galt, hvilket stort set aldrig er tilfældet. Alligevel går jeg hele tiden og tænker negative tanker, og det ødelægger mig og mit humør rigtig meget. Jeg har svært ved at sætte pris på de gode ting der sker, fordi jeg hele tiden ser sort på bitte små ting og kører dem op i mit hoved. Det er så træls, og jeg føler mig som en belastning for både mig selv og andre. 

I forhold til min kæreste er jeg tit bange for, at han slår op med mig, og jeg har tit brug for at få bekræftet af ham, at han elsker mig. Jeg føler, at det belaster ham, og jeg er bange for, at det kan ende med at min overtænkning måske kan blive skyld i, at vi får problemer i vores forhold. Generelt er jeg meget god til at give mig selv skylden for alt, hvis der er noget, der går galt. Det er aldrig nogle andre, der er noget galt med - det er altid mig selv.

Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal stille op med det. Jeg er så bange for at miste nogen af dem, jeg holder allermest af, fordi jeg overtænker. Jeg føler mig påtrængende, og det er virkelig en ubehagelig følelse. 

Svar: 

Hej med dig.
Tak for dit brev, jeg kan godt forstå, at du er frustreret. Jeg vil gøre mit bedste for at give dig lidt råd med på vejen. 

Overtænkning kan skyldes mange ting. Er det eksempelvis en tendens, du altid har haft - eller er det noget, der er kommet? Nogle mennesker kan nemlig have en tendens til at bekymre sig om mange ting. Men overtænkning kan også komme i svære perioder af ens liv, eller blive startet af nogle ting man eksempelvis har oplevet. 

Jeg læser det som, at du ofte overtænker ting, hvad angår dit forhold til mennesker på diverse sociale medier, dine venskaber og dit forhold. At du hele tiden finder dårlige ting ved det. Det tror jeg næsten alle mennesker kan genkende, både unge og voksne. Så du er altså ikke alene om dette dilemma. Når man er ung kan tankerne fylde rigtig meget. For mig lyder det til, at de tanker der præger dig mest, er tanker såsom, ting man har gjort, hvad tænker de andre, er de sure på mig? Det er helt naturligt at være opmærksom på dem, man omgås med, men det er selvfølgelig rigtig træls, hvis det kun er negative ting, som man er opmærksom på. Det er ikke kun som ung, at tankerne kan fylde rigtig meget, og slet ikke når det kommer til negative tanker. Vores hjerner er faktisk indrettet sådan, at vi er bedre til det negative end det gode. Det kender de fleste også fra situtationer, hvor vi har gjort noget super fedt, hvor man får ros. Men så er det bare lige den enkelte kritiske kommentar, som fylder meget mere end alt den ros, man har fået.

Det kan blive et problem, hvis man bliver ved med at slå sig selv i hovedt med negative tanker. Der er heldigvis rigtig meget du selv kan gøre for, at udfordre de negative tanker. 

Udfordre dine negative tanker 
Du skal ikke tro på alt hvad du tænker. Det betyder ikke, at du skal tvinge dig selv til at være glad. Men tanker er kun 'tanker'. Måske hvis du får tankerne lidt på afstand, ved ikke altid at tage stilling til dem, så kan du måske begynde at udfordre dem. Jeg læser det som, at dine negative tanker i høj grad omhandler dig selv, og at du til tider kan føle dig utilstrækkelig. Det må være enormt svært at have en følelse af at man altid gør noget galt. Når du kommer i den følelse af at være forkert, eller utilstrækkelig, så kan en god metode til at udfordre sine negative tanker eksempelvis være, at man simpelthen taler pænt til sig selv og om sig selv. På den måde får din indre kritiker ikke lov til at få frit løb til at give dig et slag over nakken igen og igen.  

Du skriver, at du kommer til at bilde dig selv ind, at du har gjort noget galt, hvis dine venner eller kæreste ikke svarer dig inden for et bestemt tidsrum, og at du tit er bange for din kæreste vil slå op med dig, og derfor har du ofte brug for at få bekræftigelse fra ham, men at disse ting gør, at du føler dig som en belastning for både dig selv og dine venner, og at du er bange for at dine overtænkninger at skyld i, at i kan få problemer i dig og din kærestes forhold. Jeg tænker at det for dig må føles som om, at jo hårdere du kæmper jo værre bliver det. Sådan behøver det ikke være.. 

Her kan du have fokus på at flytte dine tanker når de kører i ring. Du kan bryde de negative tanker ved at flytte fokus og aflede dig selv. På den måde vil du automatisk få tankerne over på noget andet.

Styrk dit selvværd
Hvordan du har det med dig selv er væsentligt for din trivsel. Du kan gøre mange ting for at styrke dit selvværd. En god øvelse er, at skrive ned hvad andre mennesker kan lide ved dig, hvad du er god til, eller andet. Det kan godt virke underligt og være svært i starten, men troen på at du er god nok som du er, er et kæmpe skridt henimod at bruge mindre energi på negative tanker om hvad andre tænker om dig. 

Tal med dem omkring dig
Til sidst vil jeg foreslå, at du snakker med nogle af dine venner, dine søskende, din kæreste eller dine forældre om dine tanker. Det kan godt være enormt grænseoverskridende, men det hjælper at få sat ord på sine reaktioner. Det får ikke nødvendigvis problemerne til at gå væk, men det kan få dem til at virke nemmere og mindre svære at håndtere, idet man deler dem med nogen, man er tryg ved. Måske de også kan hjælpe dig med at se dine kvaliteter. Hvem ved, måske har andre oplevet det samme som dig? 
Hvis du har svært ved, at snakke med dine forældre, venner eller kæreste om det, så kan det være du føler dig tryg ved en lærer, nabo, træner eller fjerede. Eksempelvis har Cyberhus både en chat og SMS rådgivning, hvis du er nteresseret i at snakke med nogen om dine tanker, men til en start har brug for, at kunne snakke om det anonymt, altså uden nogen ved det er dig. 

Det vigtige er, at du får talt om det med en, du føler dig tryg ved. 

Held og lykke med det!

De bedste hilsner, Astrid 

Astrid fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program