Kære Eco,

Tak for dit brev. Heldigvis må man skrive til brevkassen alle de gange, man har lyst til, og det er dejligt at høre fra dig igen.

Jeg forstår godt, at du bliver frustreret over drengene i din klasse og deres måde at tale om depression på. Det er ikke noget man joker med, og det er rigtig fint, at du står fast på dine holdninger. Jeg tror, at mange mennesker i alle aldre, slynger ord ud som stress, depression og lignende uden at tænke over, hvad det egentlig betyder, og det kan let ramme nogen som dig, som har det svært og kæmper med enten stress eller depression. Måske fordi det kan virke som om, det er noget alle har, noget der er sjovt, og at det ikke er alvorligt, men det er det. Det kan være, at de mangler andre bedre og mere dækkende ord for, hvordan de har det. Det kunne f.eks. være "presset", "nedtrykt", "energiforladt" eller "træt". Jeg er ret sikker på, at de drenge som sagde det ikke har tænkt over, hvordan det kan påvirke f.eks. dig at høre dem tale sådan om det. Derfor synes jeg også, at det er et rigtig godt forslag, du kommer med, om at tale med dem. Hvis de ikke ved det, kan de ikke lave det om. Så første skridt er, at de får at vide, at det ikke er cool. Det er helt op til dig, hvor meget du vil dele med dem om, hvordan du selv har det. Hvis du kan mærke, at det bliver lidt for personligt eller sårbart, kan du bruge generelle vendinger ved at sige "jeg ved, at det for nogen, som har oplevet depression, ikke er særlig fedt at høre på, at andre taler om det på den måde, så det skal I lige være opmærksomme på i fremtiden, og depression er ikke noget man joker med", og du kan tilføje lige præcis de grunde, som du tænker der er til, at det ikke er fedt gjort af dem. 

Det lyder bestemt til at du føler et stort pres fra dine forældre og som om de har nogle meget høje og urealistiske forventninger til dig. Du skriver ikke noget om præcis, hvad det er de forventer eller i hvilke situationer. Jeg tænker, at dine forældre har de bedste intentioner, men at det kommer til at virke lidt modsat, fordi det bliver et pres som gør, at du får det dårligt. Især når du i forvejen har det svært, som du skriver. Det virker ikke rimeligt, at de har så høje forventninger, at du ikke engang har tid til dine venner eller at skrive her på Cyberhus. Jeg vil klart råde dig til at snakke med dine forældre og fortælle dem, hvordan det påvirker dig, og hvordan du har det med det. Hvis du kan finde en rolig stund, hvor de har tid til at lytte, vil det være en oplagt mulighed for at I får snakket og dermed skabt en større forståelse for hinanden. Det er en god idé at forberede dig lidt, så du ved, hvad du gerne vil sige, og hvordan du får det sagt på den bedst mulige måde. Du kan prøve at tænke over:

1. Hvad det er for nogle forventninger, som fylder mest for dig at skulle leve op til.

2. Hvad det betyder for dig, at du skal leve op til de her forventninger - hvad er det for nogle tanker og følelser som det får frem i dig.

3. Hvordan du godt kunne tænke dig, at det skal være i fremtiden, og hvad der skal til for at det kan blive sådan.

Du spørger, hvordan du skal leve op til dine forældres forventninger. Mit korte svar er, at det skal du ikke. Du skal selv være tilfreds med dit eget liv og de ting, du gør og de prioriteter, du har. Du skriver, at halvdelen af de ting, de forventer, ikke er noget, du kan præstere, og jeg tænker, at det kan bidrage til, at du kommer til at føle dig som en fiasko og ikke er god nok. Du er god nok. Igen vil jeg fremhæve, at dine forældre ikke kan lave noget om eller gøre noget anderledes, hvis ikke de er klar over, hvordan det går dig på, og at de gode intentioner de har, virker modsat. Måske kan det også åbne op for en snak om, hvad det er der gør, at du har det svært lige for tiden. Når vi deler, hvordan vi har det, oplever vi ofte at blive lettet, og så er det nemmere at finde overskud til at kæmpe videre og få det bedre. Det håber jeg, at du vil overveje.

Jeg håber, at du kan bruge mine råd, og at du har mod på at sige noget til drengene og dine forældre. 

Varme hilsner

Jeanette