Kære du,

Tak for dit brev. Jeg kan godt forstå, at du har brug for nogle svar på, hvordan det kan være, at din lillebror opfører sig sådan, og at du er bekymret over hans adfærd.

Det er nogle voldsomme trusler din lillebror kommer med. Jeg kan ikke sige med sikkerhed, hvorfor han gør det, men noget kunne tyde på, at det er, fordi han får sin vilje, når han siger de ting, som han gør. Jeg forstår godt, hvis det er svært for dine forældre at holde fast i et nej, når han bliver ved og truer med f.eks. at gå til politiet eller fortælle om mishandling derhjemme. Jeg vil ikke mene, at det er de mest normale trusler at komme med som barn, men det er helt normalt at børn forsøger at forhandle og få sin vilje ved at stille modkrav, og mindre børn smider sig ofte på gulvet og råber, græder eller skriger for at vise deres utilfredshed overfor deres forældre. 

Jeg tror ikke, at din lillebror helt forstår konsekvensen af de trusler, han kommer med. Han forstår nok godt, at det er noget slemt, han truer med, og han kan se, at det virker (han får sin vilje), men hvad det ville have af betydning, hvis han faktisk fortalte i skolen, at han bliver mishandlet derhjemme eller går til politiet, tænker jeg ikke, at han helt forstår. Det tænker jeg også er noget af det, som måske gør dig særligt bekymret - tanker som "hvad nu hvis han en dag gør alvor af sine trusler, hvad sker der så, kunne han finde på det?". Det kan jeg desværre ikke svare på. Dog er jeg ret sikker på, at hvem end han måtte fortælle det til ville starte med at tage en snak med dine forældre om det, og du kunne evt. også foreslå dine forældre, at de tager en snak med din lillebrors lærere om, hvad der sker derhjemme, og måske kan lærerne støtte dine forældre. Selvom det kan være rigtig sårbart at tale om både for dig og også dine forældre, vil jeg klart opfordre dig til at tage en snak med dem for at fortælle dem om, hvordan det også påvirker dig meget, og om hvor bekymret du er. Hvis de ved, hvordan du også har det med det, kan det være, at de vil gøre en ekstra indsats for at få styr på situationen omkring din lillebror, fordi det ikke kun påvirker dem og ham, men går udover jer allesammen.

Jeg tænker, at det må være svært for dine forældre, og det lyder til, at de ikke helt ved, hvad de skal stille op, og at det er kommet ud af kontrol for dem. Det kan selvfølgelig gøre dem bekymrede eller flove, og som du også skriver, så prøver de at skjule det. Man kan nå til et punkt, hvor man er så træt af et problem, at man har lettere ved at give sig/give op bare for at få det til at stoppe, men det gør desværre kun tingene værre. Det er dine forældres ansvar at opdrage din lillebror og fortælle ham, hvad der er acceptabel opførsel, og jeg håber ikke, at du føler, at det også er et ansvar, der ligger på dine skuldre - for det er det ikke. Som søster kan du være en rollemodel og vise ham, hvordan man ellers kan opføre sig, og så kan det med tiden forhåbentlig smitte lidt af på ham, når han også bliver lidt ældre. Hvis du har mod på det og lyst til det, kan du også prøve at snakke med ham om, hvorfor han siger de her ting, og måske fortælle ham lidt om, hvad det egentlig betyder, når han kommer med sådan nogle trusler. Det kan være, at det kan skabe en større forståelse hos både ham og dig.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og jeg ønsker dig alt det bedste. 

Venlige hilsner

Jeanette