Kære Jonathan

Lad mig starte med at sige, at jeg virkelig, virkelig godt forstå, at du føler dig presset, og at du synes, at det er svært at være i. Angst generelt er enormt frustrerende og forstyrrende for det liv, som man gerne vil leve, og social fobi eller social angst er ingen undtagelse. Så jeg forstår virkelig godt, hvor du kommer fra, men jeg synes, at det er SÅ godt at høre, at du faktisk har åbnet op overfor nogen, og at du har fået tid hos en psykolog, selvom jeg godt kan se, at ventetiden dertil er lang, og at det er frustrerende. Til en start tænker jeg det er godt at huske sig selv på, når man døjer med angst, så kan man hurtigt komme til at føle, at det er alt, hvad man er, og man skal ikke kan adskille sig selv og sin egen personlighed fra ens angst. Men du er ikke din angst. Din angst er noget, som du har, som lige nu forstyrrer dig rigtig meget, men det kan blive bedre, og det tror jeg også på, at det vil blive, når du får arbejdet lidt med den.

For der sker en masse ting med os som mennesker, når vi udvikler angst. Mange taler om, at angsten gør nogle ting ved vores måde at tænke på. For eksempel får angst os til at overvurdere sandsynligheden af de ting, som vi frygter. Så hvis man f.eks. har social angst, så kan det være, at man er bange for at, man kommer til at sige noget forkert under en fremlæggelse, og selvom man har øvet sig og ved, hvad man skal sige, så er man helt sikker på, at det kommer til at ske. En anden ting som angst gør ved os, det er at vi kommer til at overvurdere konsekvensen af de ting, vi frygter. Så f.eks. kan det igen være, at man har social angst, og man er bange for at komme til at sige noget forkert under en fremlæggelse, men at man også er enormt bange for, at det vil betyde, at alle vil hade én, gøre grin med én eller aldrig tale med én igen. Den sidste ting, som man ligesom taler om, at angst gør, det er, at den får os til at undervurdere os selv, og hvad vi kan klare. For eksempel kan det være, at man tænker, at man er magtesløs, og at man ikke kan gøre noget fra eller til, selv i situationer, hvor man faktisk har rigtig mange muligheder. 

Alle de her ting, som angsten gør, det kan arbejde med, og det tænker jeg måske også, er det, som du kommer til at gøre sammen med psykologen til efteråret. Men måske det kunne give mening at prøve det lidt af inden? Det man f.eks. kan gøre det er undersøge, hvor realistiske ens tanker egentlig er. Så er det realistisk, at man faktisk kommer til at sige noget forkert under en fremlæggelse, og selv hvis man kommer til det, er det så realistisk, at der kommer til at ske det, som man frygter? Kunne der ske noget andet? Har man f.eks. prøvet situationen før, og hvis ja, hvad skete der så der? Er det sket for andre, man kender og så videre. Den type spørgsmål kan man prøve at stille sig selv. Det er lidt svært at forklare, men jeg håber, at det giver lidt mening. Pointen er i bund og grund, at man udfordrer ens tanker og ligesom tester dem af, og hvis man kan se, at de måske ikke er så realistiske så kan man prøve at komme på nogle nye tanker, der er. Så det kan være, at man finder ud af, at det ikke er helt realistisk at frygte, at ingen gider snakke med dig, fordi du sagde noget vrøvl, men at det i stedet er mere realistisk at tænke, at folk måske vil fnise lidt og så glemme de igen eller noget i den dur. Det kræver træning at lære at udfodre sine tanker, og for mange kan det være en god idé simpelthen at skrive tingene ned i starten, men med lidt tålmodighed så plejer det at hjælpe rigtig mange.

Udover at det måske kan hjælpe lidt at udfordre dine angst tanker lidt, så tror jeg, at det vil være en stor lettelse for dig, hvis du fortæller dine venner og forældre om det, som du oplever. Det er selvfølgelig dit valg, og du skylder ikke andre, at de skal vide det, hvis du ikke har lyst, men jeg siger det alligevel, fordi jeg tror, at du vil opleve, at det vil fjerne en stor vægt fra dine skuldre, at du udover at skulle håndtere angsten ikke også hele tiden skal forsøge at holde det skjult for dine nærmeste. Det er i hvert fald vildt hårdt i længden. Samtidig så er angst også så udbredt, at selvom det ikke er sikkert, at dine nærmeste lige præcis har oplevet at have social angst, så vil jeg tro, at nogle af dem måske i hvert fald har prøvet at være enormt bange for noget andet, og at de derfor nok også vil forstå dig mere, end du måske lige tror. Men det er op til dig, for jeg kan godt forstå, at det er skræmmende at skulle dele sådan noget med ens venner og familie. Måske det ville være lettere at skrive det ned eller at starte med at fortælle det til en eller to i stedet for alle på én gang? Du kan i hvert fald overveje det. 

En sidste ting, som jeg kommer til at tænke på, det er, at det i dit spørgsmål lyder som om, at du måske egentlig gerne vil høre lidt andres tanker eller oplevelser omkring det. Derfor kunne det måske være en idé at skrive ud inde på vores Ung til Ung forum, hvor andre unge her på Cyberhus kan dele deres tanker med dig? Alternativt kunne det måske også være rart at prøve at tale med nogle andre unge, som måske har det lidt ligesom dig anonymt på en side som Gruppechat.dk? Derudover er du selvfølgelig også altid velkommen til at kigge forbi her i brevkassen eller i vores 1-1 chat, hvor du kan få en snak med en af vores søde rådgivere. Alternativt så har Angstforeningen også nogle forskellige muligheder for hjælp og rådgivning, som måske kunne give mening for dig?

Det blev et rigtig langt svar, men jeg håber, at noget af det kan hjælpe dig lidt. Selvom det er svært lige nu, så er jeg helt sikker på, at tingene nok skal blive bedre. 

Kæmpe knus og varme tanker,

Dagmar