Issues
forumspørgsmål
Issues
#
Se relateret indhold
Kategori NY:
Inderst inde
Hej alle.
Jeg ved godt at dette er anonymt, men det føles stadigvæk meget personligt. Jeg har længe kæmpet med mig selv, og det ved jeg godt at allesammen gør, selvom det andre gange godt kan føles som om at alle har det fantastisk, og jeg sidder der og skjuler det hele bag en facade. Tilbage i syvende klasse cuttede jeg en del, og gik med en masse selvmordstanker, og det fik jeg selvfølgelig hjælp for. Men det har ikke hjulpet en skid, for alligevel sidder jeg her med de samme tanker, og cutter de samme steder gang på gang. Er det forkert? Det spørger jeg tit mig selv om, men jeg kan stadigvæk ikke finde det rigtige svar, for er det virkelig forkert at skade sig selv? JEg ved godt at jer der læser det her vil tænke det mest obligatoriske svar. Ja, selvgølgelig er det forkert. Men problemet er bare at det ikke føles forkert, det er ligesom at være afhængig af f.eks. At ryge, når først man er startet er det svært at stoppe igen. Jeg finder det afslappende at skære i mig selv, hver eneste gang jeg har lavet en fejl, for jeg skal mærke den smerte, jeg har forårsaget på andre. Jeg ved godt det lyder virkelig sygt, men jeg kan ikke gøre for det og føler mig ærlig talt som den største fejl.
Hvor end jeg er og hvad jeg laver, sker der altid dårlige ting for mig. Ja, der er da gode ting men hvorend de gode ting sker, sker de dårlige ting ligefter. Problemer, har fulgt efter mig, ligemeget hvor end jeg er flygtet hen. Disse problemer, har sat ar i min sjæl, men også på min krop. Jeg ved godt der ikke findes en kur på smerte, men jeg vil bare gerne føle lykken. Hvad er det rigtige at gøre?
Relateret indhold
Min terapeut kan slet ikke se på sig selv- del 2
Jeg er bare stadig ret så ked af, at denne psykolog slet ikke kunne tage det til sig. Hun får mig til at føle mig lille og forkert. Det er fordi hun har skrevet udtalelser til retssagen om, at jeg har fået angst. Og de er jo brugbare. Men når vi så taler om følgerne, så tænker jeg hele tiden: "...
Rådgiver fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
har svaret på dette spørgsmål
Jeg vil også have en kæreste! ):
Hej brevkasse Jeg er en 13 årig, panseksuel pige, som virkelig ønsker sig en kæreste. Jeg går kun i 6. klasse men er meget moden og har altid været et stykke foran alle andre på min alder. Jeg har stort set aldrig haft en rigtig kæreste og det er nok mest pga mit udseende. Jeg er virkelig grim...
Stine fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
Kommentarer
Hej Emma.
Det lyder virkelig hårdt. Og tja... Måske er alle lykkelige nogle gange, måske føles det sådan. Men jeg kan hurtigt sige, at du ikke er den eneste der sidder med sådan en facade. JEG sidder SELV og skjuler alt bag... Ja... Ja.... Den falske mig. Og der er mange andre der sidder og tænker "fuck hvor skal jeg bare væk fra det her."
Nogle gange kan man bare sidde der, og græde indeni, mens man udenpå smiler og griner. Det føles måske rigtigt, at gøre sådan - tro mig, jeg føler selv at det er godt at holde alt det der lort for sig selv. Det er bare, ikk' den rigtige udvej. Du behøves ikke at gemme dig bag, en kopi af dig.
Hvis du har selvmordstanker, så sig det højt. Lad folk vide hvor svært du har det! For hvis du ikke gør nu, bliver det umuligt bagefter. Og det VED jeg, for... Ved du hvad? Jeg ventede til at folk skulle opdage mine smerter, men det sker aldrig hvis man ikke selv rækker ud. Det kan være så svært, men start i de små. Start fx med at bruge chatten herinde, og fortæl én, hvordan du har det. Efter det, kan du evt gå videre til dine forældre, bagefter kan du sige det til din lærer osv.
det bliver ikke lettere af at sidde og fake sig selv. Det får dig bare til at låse dine følelser inde, og det gør alting så svært. For når man så endelig føler noget igen, kan man ikke styre det.
Tænk nu hvis, du begik selvmord? Dine forældre ville ALDRIG kunne tilgive sig selv. Du er DERES barn. Du er helt unik, og de elsker dig op til skyerne og ned igen. Du er deres engel, selvom de måske ikke giver udtryk for det. Du er den der giver dem et lille smil på læben når det er svært, og hvis du har det svært så lytter de til dig. Det er næsten deres pligt som forældre. Hvis du en dag var væk, ville de græde sig selv i søvn hver nat, for intet i hele den vide verden kan erstatte dig. INTET.
Kæmp videre Emma. Selvom det virker nytteløst. Du burde kæmpe lige NU, og ikke der hvor det er lettest. For hvis man bruger sine kræfter på at kæmpe når det er let, er man ikke lige så sej som dig, der stadig sidder her nu!
Jeg ønsker dig held og lykke. Du må for alt i verden ikke ende op som mig.
Knuzxx Eco"
Tilføj kommentar