Kære Karla 

Tak for dit brev og for dit mod til at skrive ind til os. Du rækker hånden ud og deler det, som er svært, hvilket er et stort skridt mod at få det bedre. Det vil jeg gerne rose dig for. Jeg kan forestille mig, hvor svært og tungt det er at have de tanker og følelser, som du har. Det er ikke nemt at føle sig ensom eller opleve at have selvmordstanker. Jeg kan godt forstå, at du synes, at det er skræmmende og er ugenkendeligt ift. den person, som du ellers oplever, at du er. Derfor er det super godt, at du har skrevet ind til os, for det kan måske lette lidt på den byrde, som det måske kan føles at være, når man ikke er 100 procent OK. 

Jeg har valgt at opdele mit svar til dig i mindre afsnit, så du bedre kan få et overblik over det og jeg vil forsøge at guide dig så godt som muligt. 

FYREN:
Når jeg læser dig brev, så tænker jeg, at det var godt, at den fyr, som du var i forhold med fortalte det til dig fremfor at flytte og hvad hans tanker var omkring jer ift. afstanden. Jeg læser ud af det, at han ikke ønskede at lade dig leve i uvished om, hvad der skulle til at ift. jeres forhold. Selvom det er hårdt at få at vide, så tænker jeg, at det var godt af ham at fortælle dig, hvordan han havde det og fortælle dig, hvad han kunne og ikke kunne være i. På den måde holdt han dig ikk hen. Det kan være et tegn på, at han holder af dig, for han kunne også have valgt at flytte og så lade være med at svare på dine opkald, sms'er osv. Kan du følge mig? Selvom det gør rigtig ondt at han har sluttet jeres forhold, så tænker jeg, som sagt, at det er godt, at han har været ærlig overfor dig. Giver det mening? Jeg kan godt forstå, at du føler, at han kun tænker på sig selv, fordi han vælger at afslutte et forhold, som du ser så meget potentiale i. Måske kan man også vende den om at sige, at han netop har tænkt på dig i sin beslutning, fordi han ved med sig selv, at han ikke kan være i et langdistanceforhold? Måske ved han allerede med sig selv, hvordan han vil reagere og måske ved han, at det ikke vil være hensigtsmæssigt for dig? Hvad tænker du, når jeg skriver sådan?

Jeg kan godt forstå, at du er blevet så såret, at du bliver i tvivl om, at du er noget værd. Der er rigtig mange, der ofte føler sådan, når  man er blevet slået op med eller andre ting, som kan få én til at føle sig uønsket. Derfor kan jeg virkelig godt sætte mig ind i, at de tanker og følelser også kommer op hos dig. Jeg synes dog, at du har nogle rigtig gode refleksioner omkring det. Du nævner bl.a., at du godt ved, at du "kun er 18 år", som bu beskriver det og jeg tænker, at det er en god indfaldsvinkel på det. Med det mener jeg, at selvom du måske føler, at du ofte er faldet for de forkerte fyre, så har du hele livet foran dig til at finde ud af det med kærester og forhold. Der er et ordsprog, der siger, at "intet er så ondt, at det ikke er godt for noget" og det tænker jeg faktisk, at man kan bruge her i din situation. Det skal forstås på den måde, at man lærer af de ting, som man går igennem. Det kan være, at der har været et mønster hos de fyre, du har været i forhold med, som du nu ved er "red flags" eller måske ved du nu, at nå en fyr siger sådan og sådan, så skal jeg spørge ind til det og det. Det kan også være, du du kan se tilbage og reflektere over, hvad det er, du ønsker i et forhold og hvilke personlige kvaliteter du gerne vil have i den person, som du er i et forhold med. Generelt mener jeg egentlig bare, at man lærer af de erfaringer, som man gør sig og at man lærer meget om sig selv. Giver det mening for dig, når jeg skriver sådan? Du nævner, at du på en eller anden måde føler, at det var spild af tid at være sammen med den fyr, som du skriver om her, men du skriver også, at han gennem sin væremåde overfor dig lærte dig, at der er fyre derude, som ikke udnytter dig og at forhold også kan være rigtig rare at være i. 

Jeg kan godt sætte mig ind i, at du kan få en følelse af, at du "ikke fortjener noget", som du forklarer det. Det er en helt naturlig reaktion på afvisninger, eller når man er blevet såret og derfor er der ikke noget at sige til, at du har det på den måde. Den gode nyhed er dog, som sagt, at der sikkert er en masse ting, du kan tage med dig til fremtidige forhold. Nogle gange lærer man mest om sig selv i modgang.  Som sagt synes jeg virkelig, at du lyder til at have nogle modne refleksioner på situationen og det er en rigtig god start på at bearbejde det. 

VENINDER OG FØLELSE AF ENSOMHED:

Jeg kan godt forstå, at det kan være hårdt at være dig for tiden ift. dine relation med dine veninder i klassen. Når man ikke har det så godt socialt, så er det en meget naturlig og nærliggende tanke, at løsningen er at flytte fra situationen, så man kan blive gladere. Du nævner bl.a., at du overvejer at skifte skole, men samtidig også synes, at det er en stor mundfuld. Jeg kommer derfor til at tænke på, om det er muligt for dig f.eks. at snakke med en studievejleder eller en skolepsykolog på dit gymnasie? Jeg foreslår de to, fordi de måske også kan guide dig ift. et evt. gynmasieskifte, hvad mulighederne er ift. det eller bare snakke med dig om, hvordan du har det ift. dine venskaber. Hvad tænker du om det? Mon det er en mulighed for dig? Når man føler ensomhed, på trods af at have mennesker omkring sig, så kan det komme til at fylde rigtig, rigtig meget mentalt og i hverdagen. Ensomhed kan virke utrolig ubehageligt uanset hvornår man føler det.

Relationer til andre mennesker kan godt også være svært at forholde sig til - især, når man er en del af en gruppe. Der vil altid være nogen, der er tættere end andre og dét er som udgangspunkt helt normalt. Det kan være svært at være lige gode venner med alle. Især fordi det måske ikke er alle, som man deler samme interesser med i gruppen og det er i princippet okay. Måske er der nogen i gruppen, som er tættere med hinanden og som har flere ting tilfælles. Det kan nogle gange give en følelse af, at man på nogle punkter bliver ekskluderet fra gruppen. Mon det er sådan i din venindegruppe i klassen? Det med at finde sin plads i en gruppe, er ikke altid det nemmeste. Du nævner, at du ikke føler, at du deler samme interesser med pigerne og derfor også synes, at det er svært at snakke med dem om ting. Selvom du forklarer det, så kommer jeg alligevel til at tænke på, om du har prøvet at snakke med bare én i gruppen om, hvordan du har det? Måske er der én eller to, som du føler dig mere tryg ved end andre? I en gruppedynamik kan det nogle gange være sådan, at folke er lidt anderledes sammen i gruppen, end hvis man er på tomandshådn. Defor tænker jeg, om der er én af dem, som du er tættere med end resten? Det kan godt være rigtig hårdt at tage hul på sådan en snak - især hvis man ikke føler sig tryg - men hvis du fortsat gerne vil hænge ud med dem, så tænker jeg, at det vil være en god idé at inddrage dem i, hvordan du har det. Jeg kunne nemlig forestille mig, at det ville være rart for dig at få det ud, så det ikke fylder så meget inde i dig. Hvad tænker du om det? Igen - hvis det er for svært at snakke med pigerne, så kan du måske snakke med dine forældre eller andre voksne, som du er tryg ved (f.eks. studievejleder eller skolepsykolog, som jeg nævnte før)? Når man går inde med ting, der er følelsesmæssigt svære at rumme, kan de komme til at fylde rigtig meget og forårsage humørsvingninger, at man er ked af det hele tiden eller andet. Derfor kan det føles som om, man "renser ud" ved at snakke med nogen og det kan have en "nu kan jeg trække vejret igen"-effekt. Du har allerede taget et kæmpe skridt ved at skrive herind. Måske vil det også være godt for dig, at snakke med nogen om det ansigt-til-ansigt?  

Du nævner, at du ikke deler samme interesse, som de piger, du går med og ikke føler, at du kan snakke med dem. Derfor fristes jeg til at spørge dig, om du har overvejet at hænge ud med nogle andre venner, som har samme interesser, som dig og som deler samme livssyn som dig? Som udgangspunkt behøver det ikke at være en dårlig ting, at man er forskellige i en gruppe, men jeg fornemmer ud fra det, du skriver, at jeres forskelligheder er noget, der er negativt for dig og den vennegruppe, som du er i. Måske kender du nogen, som du har fælles interesser med som f.eks. sport, fitness, en hobby, frivilligt arbejde eller andet, som du brænder for? Nogle gange er det ikke vigtigt, HVOR mange venner, man har, men HVEM, der er ens venner. Få venner med gode kvaliteter er ofte bedre end mange venner, som man ikke har noget tilfælles med. 

Du forklarer også, at du gerne vil føle, at nogen har ligeså meget behov for dig, som du har for dem. Det er helt naturligt, at du gerne vil føle, at der er nogen, der har behov for dig.  Det er del af mennesket, at vi som flokdyr gerne vil føle os nyttige for nogen. Derfor kan jeg kan virkelig godt forstå, at du har det sådan. Jeg tænker, at du måske har det sådan både med dine venskaber og de forhold, du har været i? Når du ikke føler, at din gruppe kan imødekomme dine behov, vil jeg gentage, at du måske skal overveje, om det er en gruppe for dig. Måske skal du også spørge dig selv, hvilke positive ting, der er ved at være i gruppen og hvilke negative ting, der er. Hvis der er flere negative end positive ting i gruppedynamikken, synes jeg, du skal overveje, hvordan du skal forholde dig til det. Giver det mening? Hvis du fortsat gerne vil være en del af gruppen, kunne det være en idé at snakke med dem om, hvordan du har det, så der er mulighed for, at tingene kan ændre sig. Interesser kan være svære at gøre noget ved og man kan ikke tvinge andre til at kunne lide de samme ting, som man selv kan lidt. Men måske kan det være, at du har et ønske om, at I laver nogle flere ting, som har din interesse? Måske føler du, at det, som de kan lide, altid er det, der er i fokus? Eller måske føler du, at du altid går på kompromis? Hvis det er sådanne tanker, du har, så tænker jeg, at det vil være en rigtig god idé at få det italesat. Giver det mening? DU er lige så meget værd som dem og DINE følelser er lige så vigtige som deres.

FORÆLDRE:

Jeg er ked af at høre, at du har haft det træls med dine forældre. Jge synes samtidig også, at det er en kæmpe ressource, du har, at du har kunnet se ind ad og reflektere over, hvordan du har været overfor dem. Der er rigtig mange, som oplever, at de i perioder har det svært med sine forældre og det kan komme, hvis man i en periode ikke har det særlig godt. I din situation kan jeg forestille mig, at det måske har skyldtes en blanding af, at du har været ked af det over, at du ikke er sammen med din kæreste længere og at du samtidig har haft det lidt svært i skolen. Hvad tænker du om det? Når man ikke har det så fedt, så er det oftest dem, som man bor med, at det går udover. Måske er det sådan, det har været for dig? Jeg er rigtig glad for at høre, at I har fundet ud af det, og at I har det godt sammen igen. Uanset hvordan man er overfor sine forældre, så har de en stor kærlighed til én og det er de færreste forældre, som stopper med at elske deres børn. Jeg kan godt forstå, at du har haft den tanke, fordi du har haft dårlig samvittighed over dig selv, men ens forældre vil altid elske én. Jeg kommer til at tænke på, om du har snakket med dine forældre om, hvordan du har det? Måske vil det lette noget i dig, at de ved, hvorfor du reagerer og handler, som du gør? Hvad tænker du om det? Jeg forestiller mig også, at det måske kan mindske den frygt, du har om at de ikke vil elske dig mere, hvis de får italesat deres tanker overfor dig? Hvad tænker du om det? Jeg er sikker på, at dine forældre ville kunne forstå dig og sætte sig ind i dit sted. De har også været unge engang og kan højst sandsynligt huske, hvordan det var med eksempelvis kærestesorger. Hvad tænker du om at snakke med dem?

TANKER:

Jeg er glad for, at du anerkender, at du er i en periode i dit liv, hvor du har det svært. Når du anerkender det, så forstår jeg det nemlig også sådan, at du ikke tænker, at "du ER" de tanker, du har eller, at du går med tankerne. Tanker om selvmord og døden samt spekulationer om, hvordan folk vil reagere, hvis man ikke lever mere er naturlige, når man har det følelsesmæssigt svært og f.eks. føler ensomhed. Selvmord kan føles som den eneste udvej, når man har haft det svært i lang tid. Da kan kroppen føle sig så mentalt udmattet, at man ikke ved, hvad man ellers skal stille op. Som du også giver udryk for, at er det ikke fordi, at du har intentioner om at gå med tanken og begå selvmord. Jeg synes, at det er en rigtig god pointe, du skriver i dit brev, for det viser også, at det bare er en tanke os dig. Selvmordstankerne kan, som nævnt, i stedet være kroppens udtryk for, at du ikke har det godt og at du nervesystemet er overbelastet. Du kan se det som kroppens signal eller banken på en dør til at få det bedre. Måske virker det mindre skræmmende at tænke om det på dén måde? Tankerne kan være et udtryk for, at der er mange ting på én gang, som går dig på, du bekymrer dig om eller andet og et signal om, at kroppen har svært ved at rumme det hele på én gang. Tankerne kan derfor ses som et instrument til at få hjælp. Derfor er det rigtig godt, at du har skrevet herind og fået det hele ud. Jeg kan godt forstå, at du får det "helt dårligt bare at skrive om det", men samtidig er det en rigtig god ting, at tankerne ikke kun ligger inde hos dig. Mon du har snakket med nogen om dine tanker? Måske dine forældre, en lærer, andet familiemedlem eller andre, som du er tryg ved? Som sagt er det rigtig godt, at du har skrevet til os, men jeg tænker også, at det ville være dejligt for dig at snakke med nogen ansigt-til-ansigt om dine følelser og tanker om ensomhed og selvmord. Hvad tænker du om det? Du nævner, at du ikke vil ende på psykiatrisk hospital, som din veninde, og derfor tænker jeg, at det vil være rart for dig at tale med nogle professionelle om, hvordan du har det. Mon det er noget, du vil have mulighed for? 

Hvis det er for svært endnu at snakke med dine forældre eller andre, du kender, findes der forskellige organisationer, som kan hjælpe dig ift. tanker om ensomhed. Bl.a. Ventilen, som er et fællesskab for unge, der føler sig ensomme. De tilbyder bl.a. online mødesteder og lokale tilbud. Måske er det noget for dig? Du kan læse mere om fællesskabet her: https://ventilen.dk

En anden mulighed kunne være Headspace. De hjælper også unge med følelse af ensomhed og der er gennem Headspace muligt at finde en rådgiver, som er i dit lokalområde. Du kan læse mere om Headspace og deres tilbud her:https://www.headspace.dk/temaer/ensomhed

Hos Psykiatrifonden kan der også være hjælp at hente. Psykiatrifonden er en organisation, som hjælper folk med det, der er følelsesmæssigt svært og dem kan du snakke med både om ensomhed og selvmordstankerne. Det kan du læse mere om her: https://www.psykiatrifonden.dk/viden/gode-raad-og-temaer/600-liv/har-du-...

For nogle hjælper det også at tale med en lokal præst. Jeg ved ikke, om du er troende, men måske er det også en mulighed for dig? En præst kan man sige er lidt anderledes, fordi vedkommende har et eksistentialistisk og religiøst syn på mennesket. Derfor kan det være, at du får noget andet ud af at snakke med præsten om selvmordstankerne og følelse af ensomhed. Det kan også være, at det vil være en god idé at snakke med din læge om, hvordan du har det. Måske kan du bestille en uforpligtende samtale hos lægen og forklare dine tanker og følelser? Lægen er nemlig i den position, at han eller hun kan sende dig videre/henvise dig til andre - f.eks. en psykolog - hvis lægen mener, at det er nødvendigt. 

Jeg håber, at du har kunnet finde hoved og hale i dette lange svar og at du har fået nogle redskaber med dig, som du kan bruge ift. at arbejde med de tanker og følelser, du har. Jeg håber også, at du finder nogen at snakke med om det. Hvis det stadig fylder hos dig, kan du overveje at skrive til os inde i chatten på Cyberhus. Der vil du have en mere ping-pong dialog med en rådgiver og du kan måske få uddybet dine tanker og følelser yderligere. 

De bedste hilsner,

Malou