Konstant plage
Konstant plage
Hej Cyberhus,
Jeg har et par gange skrevet herind angående det her emne, men det ligger som en konstant plageånd i mit hoved, og jeg kan ikke holde ud den skyld jeg føler.
Da jeg var 12-15 fandt jeg nogle pornografiske tegneserier som omhandlede børn som havde sex med voksne. De var tegnet i en bestemt stil, som hedder anime/manga, og ligner dermed ikke rigtige mennesker. Jeg onanerede til dem nogle gange, blandt andet porno.
da jeg blev 16 fandt jeg en artikel som diskuterede det moralske aspekt af disse slags tegneserier, da det egentlig var børneporno, og om de burde gøres ulovlige. Det kom som et chok for mig, at det var børneporno.
I rigtig lang tid plagede det mig mest, at jeg måske havde brudt en seriøs lov, uden at være klar over det. Jeg følte heller ikke, at jeg kunne sige det til nogen, I frygt for at jeg ville blive straffet. Heldigvis efter mange måneder, kom jeg frem til, at det nok ikke var ulovligt.
Nu får jeg ondt i maven over emnet igen, fordi jeg fik tanken: "Vidste jeg godt, at tegningerne skulle forestille børn?"
I lang tid gik jeg og sagde til mig selv, at jeg ikke havde nogen anelse. For man kan ikke direkte se at de skal forestille børn, hvis ikke man kender genren, da de jo ikke direkte ligner mennesker på mange områder.
Min tankegang var også, at hvis jeg vidste at det var børn, så ville jeg ikke have været chokeret ved at finde ud af, at det kaldes børneporno i mange lande.
Egentlig så stoppede jeg helt med at opsøge det efter at jeg fandt ud af hvad det præcist var, hvilket jeg tænker uanset hvad, var nok det bedste valg. Men frygten for at være pædofil hænger som en tordensky over mit hoved, og jeg kan ikke få mig selv til at snakke med andre om, hvad jeg har gjort. Ikke engang min egen psykolog (jeg lider af OCD, hvilket er grunden til mine tilbagevendende tanker).
Jeg har det som om, at jeg var et helt andet menneske den gang, og jeg er ikke længere sikker på, hvad der gik igennem mit hoved. Jeg ville ønske at jeg kunne sige med sikkerhed, at jeg ikke opsøgte tegningerne på baggrund af, at børn var involveret, men efterhånden er jeg blevet meget usikker.
Det var aldrig min intention om at onanere til sådan noget stof, og hvis jeg kunne gå tilbage i tiden for at undgå det, så havde jeg også gjort det. Jeg er jo slet ikke attrakteret til børn overhovedet, hverken fiktionelle eller realistiske, hvilket kun gør' mig mere forvirret over mine handlinger.
En stor del af mig har det som om, at jeg egentlig ikke havde en idé om, hvad jeg havde gang i. Ikke nok med at jeg fik et chok over tanken om, at det stof var børneporno, så blev jeg også efterfølgende deprimeret og selvmorderisk. Så jeg ville meget gerne kunne sige, at jeg ikke opsøgte det bevidst om, at det var børn. Det kan nærmest ikke hænge sammen.
Jeg vil så gerne komme videre, og tilgive mig selv. Men jeg har det som om at min fortid bestemmer min nutid og fremtid, så jeg kan ikke bare komme videre. Den skyld jeg føler er efterhånden også blevet så tung, at jeg ikke er sikker på, om jeg kan blive ved med at bære på den.
Den eneste trøst jeg har, er at jeg aldrig har tændt på børn generelt, hvilket for det meste gør, at jeg kan forblive i troen om, at jeg ikke er pædofil. Men selv den trøst er begyndt at briste, og jeg ved ikke længere hvad jeg skal gøre, eller tro på.
Kæreste Sara
Lad mig starte med at sige, at det er helt okay, at du skriver herind igen. Nogle gange har man brug for at få tankerne vendt mere end én gang, og nogle gange så kan der også komme nogle nye tanker, som man har brug for at få snakket om.
Ud fra dit brev så kan jeg forstå, at det er de samme tanker, som du har skrevet herind om før, men at de stadig fylder rigtig, rigtig meget. Det forstår jeg godt, at de gør, fordi tanker om pædofili kan virkelig være ubehagelige og skræmmende. Det er et meget tabubelagt emne, som de færreste tør snakke med nogle om, og derfor kommer man hurtigt til at gå med sine egne tanker, som så kan hobe sig op og blive værre og værre. Derfor vil jeg også rose dig for, at du faktisk tør komme her og åbne op om det. Det er kanon godt gået!
Du fortæller i dit spørgsmål, at du har onaneret til nogle animetegninger, og at du efterfølgende læste nogle ting, som satte en masse tanker igang omkring, om det var forkert at gøre sådan og så videre. Jeg kan godt forstå bekymringen, men jeg kan forsikre dig om, at det ikke er ulovligt. Ingen vil straffe dig, fordi at du har kigget på tegninger. Der vil altid være nogen, som synes, at det er moralsk forkert, men der er også nogle, der synes også, at det er helt okay, at sådan nogle tegninger eksisterer og bruges, fordi det ikke går udover nogle, fordi børnene ikke findes i virkeligheden. På den måde vil der nok altid være argumenter for det ene og argumenter for det andet, men det er vigtigt for mig at understrege, at så længe der ikke er tale om rigtige børn, så er det ikke ulovligt. Det bliver først ulovligt, når man begynder at handle på sine tanker f.eks. ved at opsøge eller at se børneporno med rigtige børn eller ved selv at gøre noget ved et barn. Det vil sige: Du har ikke gjort noget ulovligt ved at se på og onanere til de her tegninger.
Du skriver, at du er blevet i tvivl om, du vidste, at de her tegninger var af børn, og om det betyder, at du er pædofil. Igen så forstår jeg godt, at tanken er der, men jeg synes, at alt andet du fortæller viser, at du med al sandsynlig ikke er pædofil. At være pædofil betyder, at ens seksualitet primært er rettet mod børn, som ikke er kommet i puberteten. Du skriver, at du slet ikke er tiltrukket af børn overhovedet, og derfor føler jeg mig ret overbevist om, at du ikke er pædofil.
I stedet lyder det for mig som om, at du har haft en oplevelse, som har skræmt dig rigtig meget, og som du har svært ved at slippe igen. Du fortæller også, at du har OCD, og derfor sidder jeg og tænker på, om du nogensinde har hørt om POCD? POCD er den betegnelse, som nogle bruger til at beskrive en særlig type af OCD-tanker, som centrerer sig om frygten for at være pædofil, og hvor man tit får en masse tvangstanker om, at man måske er det. Jeg tænker umiddelbart, at det måske lyder mere, som det du oplever, men jeg ved ikke, hvad du tænker? Det er noget, som faktisk er væsentlig mere udbredt, end mange nok lige går og tror. For eksempel kan du læse om en, som havde den type tvangstanker i den her artikel.
Jeg forstår godt, at det er enormt tabubelagt at fortælle nogle om de her tanker, men idet du fortæller, at du, selvom du har skrevet her i brevkassen, bliver ved med at være plaget af dem, så tænker jeg, at det vil være rigtig, rigtig godt for dig at fortælle det til nogen. Det er okay, hvis du til en start ikke har mod på at tale med din egen psykolog omkring det, men måske man så kunne tage nogle små skridt på vejen derhen? Du kan for eksempel komme forbi vores 1-1 chat og få helt anonym snak med en af vores søde rådgivere?
Du kan også tage kontakt til det samarbejde, som hedder Bryd Cirklen. Bryd Cirklen har en anonym rådgivning, hvor der sidder en masse dygtige psykologer og læger, som ved en helt masse omkring pædofili, og jeg tænker, at det måske kunne være rart at sparre med dem omkring det, du oplever? Måske de kan hjælpe dig med helt at få afklaret, hvad det er, du oplever, og om det er noget, du bør bekymre dig om? Ud fra det du fortæller, så tror jeg som sagt ikke, at du er pædofil, men hvis du har brug for at høre det fra andre eller at få en snak om det, så vil jeg på det kraftigste anbefale dig at ringe til Bryd Cirklens anonyme rådgiving, så du kan få den afklaring, som det virker som om, at du virkelig har brug for. Husk på at selv hvis du mod al forventning har reelle pædofile tanker eller tendenser, så er der ikke nogen ved Bryd Cirklen, som vil dømme dig eller se ned på dig. De er der for at hjælpe, og fordi det er muligt at hjælpe.
Jeg håber, at mit svar har kunnet hjælpe dig lidt mere på vej. Jeg forstår virkelig godt, at det er en kæmpe udfordring at skulle åbne omkring de her tanker, men jeg tror, at du vil opleve, at det virkelig vil hjælpe dig til en hverdag, hvor det her ikke længere skal være en konstant plage, der hænger over dig. Og du fortjener at være fri af de her tanker. Så jeg håber, at du vil række hånden ud og lade nogle hjælpe dig, fordi det her behøver ikke at være tanker, som skal plage dig resten af livet.
Jeg ønsker dig alt det bedste og sender de varmeste tanker herfra,
Amanda