cut?

brevkassespørgsmål

cut?

brevkassespørgsmål af
emma
14 år
Oprettet 4 år 8 måneder siden

hej jeg er en pige på 14 år

jeg føler mig ikke rgtig tilpas i min krop selvom folk siger jeg har den krop alle vil have men det synes jeg ikke jeg føler alle glemmer mig og de kun vil være venner med mig fordi jeg er populær jeg har haft hovedpine i en længere periode og er begyndt at være ligelgad med alting så jeg er begyndt at cutte min mor ved det ikke men min far har set det et af de steder jeg har gjordt men jeg sagde det bare for noget der havde revet mig mig men det troede han ikke på og spurgte om min mor ved det og sagde bare nej ved ik hvordan jeg får bedre selvtillid så jeg ikke cutter mere vil rigtig gerne stoppe men det bare svært

Svar: 

Kære dig

Det lyder til at du går igennem en rigtig svær periode lige nu, og det er bare så flot at du har skrevet ind til os for at få hjælp. Det første skridt til at få det bedre, er nemlig at række ud til andre, så de kan hjælpe. 

Du skriver i dit brev at du er begyndt at cutte. Det er en form for selvskade, og hænger rigtig tit sammen med at man gerne vil undgå følelser som er for svære at være i. Når jeg læser dit brev, så forestiller jeg mig at du forsøger at flytte fokus fra din følelse af at være glemt, fra din tvivl på dine venskaber og på din egen negative oplevelse af din krop. Det er også tre ting som virkelig kan fylde meget, og derfor giver det rigtig god mening at du forsøger at flytte fokus.

Når det så er sagt, så er selvskade ikke en holdbar løsning på dine problemer, og det kan også være farligt for dig. Derfor tænker jeg at du med fordel kan prøve andre måder at flytte dit fokus på. Den første måde du kan prøve, er at tale med andre om hvad du føler. Du behøver ikke at nævne selvskaden som det første, men måske kan du tale med dine forældre om din følelse af at være glemt eller at du ikke føler dig helt tilpas i din krop? Det lyder til at de gerne vil tale med dig om det er svært, og det lyder til at de oprigtigt holder af dig. Du kan også tale med en anden voksen som du er tryg ved, f.eks. en lærer eller en pædagog. Når du begynder at sætte ord på det der er svært, er du også med til at få det til at fylde mindre med tiden. Jeg ved godt at det måske lyder mærkeligt at du kan flytte fokus, ved at fokusere på det, men ofte vil de ting som vi bevidst prøver ikke at tænke på, fylde helt vildt meget i hovedet. Jeg kan bedst forklare det, ved at du prøver på ikke at tænke på en lyserød elefant. Du må altså IKKE tænke på en lyserød elefant.. Hvad skete der? Langt de fleste, når du hører det, vil med det samme både forestille sig og tænke på en lyserød elefant. Den vil altså fylde endnu mere, fordi du prøver på ikke at lade den fylde. Det er det samme der sker med dine tanker, når du forsøger ikke at tænke på det der er svært. 

Noget andet du kan gøre, er at bruge en masse tid på ting som er særligt vigtige for dig. Måske har du en interesse eller noget som du rigtig godt kan lide at lave, eller måske skal du prøve nogle ting af, for at finde ud af hvad du synes er sjovt. Det kunne f.eks. være at tegne, læse, være udenfor, dyrke motion, spille spil, lave smykker eller skrive dagbog. At skrive dagbog kan også være en god måde at få tankerne og følelser ud af hovedet og ned på papir, og du kan prøve at skrive ned hvad du føler lige her og nu, når du føler trang til at selvskade. På den måde bliver du også mere klar over hvad det egentlig er, som sætter gang i det. Jeg ved også at der findes en app som hedder SAFE, hvor du kan få rigtig meget inspiration til forskellige ting der kan erstatte selvskade. Prøv at tjekke den ud, og se om det er noget for dig. 

Du spørger også indtil hvordan du kan få bedre selvtillid, og jeg ville ønske at der var et nemt svar på det. Selvtillid og selvværd er, for mange, noget som stiger og falder i perioder, og særligt i teenageårene kan man blive meget usikker på sig selv. Det hænger sammen med at der sker en hel masse udvikling i både krop og sind, og samtidig bliver der stillet flere krav til hvad man skal kunne. Det er ikke en nem overgang, og du er bestemt ikke alene om at det er svært. Nogle gange kan det hjælpe at man hjælper sig selv med at se de ting som man synes er positive ved sig selv. Du kan f.eks. beslutte dig for at sige 2 positive ting om dig selv til dig selv hver aften i en uge. Det kan være ydre ting, som f.eks. at dit hår dufter godt, fordi du har været i bad, at du godt kan lide dine hænder eller øjne, eller det kan være indre ting, som f.eks. at du er god mod dyr, at du er taknemmelig over den mad du har spist eller at du har vist omsorg overfor dig selv ved at gøre noget godt for dig selv. I starten er det måske svært at finde på, men med tiden bliver det nemmere, og du lærer at ligge mærke til de ting som er positive. 

Du skriver også at du har haft hovedpine gennem længere tid. Jeg tænker at det evt. kan være fordi du bruger mere tid ved en skærm pga. hjemmeundervisningen, og at du måske skal huske at tage de pauser du har brug for, når du kan mærke at hovedpinen starter. Nogle gange er hovedpine også et tegn på at dine øjne har svært ved at følge med, og det kan betyde at det ville være godt med briller eller kontaktlinser. Hvis det fortsætter, kan jeg anbefale at du får lavet en gratis øjenundersøgelse. Det kan man få lavet i de fleste brillebutikker. 

Her til sidst vil jeg også anbefale dig at besøge LMSOS.dk (Landsforeningen mod selvskade og spiseforstyrrelser). De har specialiseret viden i selvskade, og de har alle mulige former for rådgivning, inklusiv chat og brevkasse som her. Du finder deres tilbud her.

Jeg håber du kan bruge mit svar, og jeg håber du vælger at åbne mere op for dine forældre. Du fortjener alt muligt godt, og det er så sejt at du har taget første skridt på vejen mod at få det bedre!

Kærlige hilsner,

Signe

 

 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program