Kære dig,

Hvor er du bare sej. Virkelig, virkelig sej. Det er så stærkt gået, at du skriver her ind om din oplevelse. Om din voldtægt. For det er det, det er. En voldtægt. Du er blevet voldtaget.

Tvivlen

Den tvivl du mærker er helt naturlig. Tvivlen om, hvorvidt du rent faktisk er blevet voldtaget og om det overhovedet var en rigtig voldtægt. Rigtig mange oplever denne tvivl, og begynder at bebrejde sig selv, eller finde på undskyldninger, der kan forklare, hvorfor det er deres egen skyld, og hvorfor det egentlig slet ikke var en voldtægt. Det er hjernens febrilske forsøg på at få en traumatisk oplevelse til at give mening, og til at kunne falde på plads i hovedet. Men problemet er, at oplevelsen ikke giver mening, og den lader sig derfor ikke umiddelbart placere. 

"Jeg sagde jo ja"

Du skriver "det var jo egentlig noget jeg sagde ja til." Uanset at ordet "ja" kom over dine læber, så har du hele vejen igennem tydeligt vist, at det ikke var noget, du var interesseret i. Du sagde det gang på gang til din kæreste inden. Du sagde det også op til. Du sagde det også, da den anden fyr var dukket op. Men til sidst sagde du ja. Og mit bud er, at det "ja" kun kom, fordi du følte dig presset, gav op og ikke orkede at tage kampen mere, og i stedet hellere ville have fred. Det "ja" var ikke et oprigtigt ja. Det "ja" var et "nej" i forklædning.

Ud fra din beskrivelse af hvad der skete i løbet af aftenen er det tydeligt, at du med alt i dit kropssprog og din mimik har vist, at du ikke ville det her, at du ikke brød dig om hvad der foregik, og at du ikke var tryg ved situationen. Du sagde "nej" på alle tænkelige måder.

Og selv hvis du oprindeligt havde ment dit ja, og oprindeligt havde haft lyst, så kan man altid trække sit samtykke tilbage. Også undervejs i akten. Man skylder ikke den anden noget. Så selv hvis det var situationen, burde fyren have stoppet - også selvom du ikke sagde ordet "nej". For et "nej" bliver ligeså tydeligt sagt med mimik og kropssprog som det gør med ord.

"Jeg kan stadig lugte ham"

Når man har været udsat for så voldsom og så dybt grænseoverskridende en oplevelse som du har, er det en helt naturlig reaktion, at man stadig kan lugte sin krænker. Eller mærke ham. Eller høre ham. Eller det hele på en gang. Det skyldes at oplevelsen har været så voldsom, at den ikke umiddelbart lader sig bearbejde, og derfor bliver ved med at "larme" i hukommelsen som en slags sensorisk flashback. Det kan være dybt ubehageligt konstant at blive mindet om oplevelsen på den måde - især hvis det man allerhelst vil er at skubbe den så langt væk fra sig som overhovedet muligt. Jeg ved ikke om det er sådan du har det, men hvis det er, er det helt naturligt. Langt de fleste, der har været udsat for en traumatisk oplevelse gør hvad de kan, bevidst eller ubevidst, for at skabe afstand til den. Problemet er bare, at jo mere du forsøger at holde den væk, des mere vil den skubbe tilbage og forsøge at komme frem i lyset. Og den eneste måde at få det til at holde op, er ved at tvinge sig selv til at forholde sig til den og bearbejde den. Med det her brev viser du heldigvis også, at det er det du gerne vil. Og ved at skrive her har du allerede taget et stort og vigtigt skridt på vejen.

"Det var jo ikke en rigtig voldtægt"

Jo, det var. Du blev voldtaget. En mand, der tydeligt kunne se og mærke på dig, at du ikke havde lyst, havde alligevel samleje med dig. Det er voldtægt. Voldtægt findes i mange former - nogle indebærer vold og trusler, andre er som du har oplevet, og andre igen foregår i ellers kærlige og gensidigt respektfulde forhold, men hvor den ene part har samleje med den anden, selvom den anden egentlig ikke har lyst. Og det er alt sammen voldtægt. Fælles for alle former for voldtægt er, at de efterlader dybe psykiske, og nogle gange fysiske, ar hos ofret. Ar som langt de fleste har behov for hjælp ude fra til at bearbejde.

Netop fordi det var en rigtig voldtægt, og netop fordi du, naturligt nok, er psykisk påvirket af det, vil jeg råde dig til at søge hjælp hos professionelle, der arbejder med voldtægt og voldtægtsofre til dagligt. Fx. Center for Voldtægtsofre, der har afdelinger rundt i hele landet. Langt de fleste har brug for professionel hjælp til at bearbejde den slags traumatiske oplevelser. Og du skal absolut ikke føle dig dum, hvis du henvender dig. For din oplevelse er ligeså reel og ligeså meget en voldtægt, som dem, der har været udsat for vold og trusler under deres voldtægt. For voldtægt defineres ikke ud fra voldsomheden i overgrebet. Voldtægt defineres ud fra, at nogen har overskredet dine grænser og har haft samleje med dig mod din vilje.

Jeg håber mit svar kan give dig noget af det du søger. Og jeg håber, at du vil søge hjælp hos Center for Voldtægtsofre eller et tilsvarende sted. For det har du, og alle andre, der har været udsat for seksuelt grænseoverskridende oplevelser, ret til og grundlag for.

De varmeste hilsner,

Siv