Hader min handicappede søster
Hader min handicappede søster
Det her er noget jeg virkelig har haft brug for at komme ud med i lang tid. Men har aldrig snakket med nogen om det, fordi jeg godt ved at det nok gør mig til en forfærdelig person, men som der står i overskriften, hader jeg min handicappede søster. Jeg ved godt det er forkert, da hun ikke selv kan gøre for det, men føler virkelig at hun har ødelagt alt i mit liv og jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at tilgive hende for det.
Min lillesøster blev født handicappet. Jeg var 9 år da hun blev født. Hun kunne slet ikke røre sig eller tale overhovedet og havde brug for begge mine forældres fulde opmærksomhed 24-7. Allerede dengang kunne jeg mærke at jeg blev jaloux, da jeg tit følte mig meget overset i familien. Jeg endte med aldrig at kunne få hjælp til mine lektier eller bare hjælp generelt. Når mine forældre endelig ikke brugte deres tid på hende, var de så udmattede at de ikke havde overskud til mig. Selvom jeg synes det var frustrerende, tænkte jeg at det nok ville gå over med tiden.
For 3 år siden begik min far selvmord. Det var den hårdeste tid i mit og min families liv. En af de hårdeste ting for mig, var at det kom så pludseligt. Og han efterlod intet brev, ingen forklaring på det overhovedet. Jeg har aldrig fortalt det her til nogen, men jeg tror helt ærligt at han gjorde det pga. min søster. Siden da blev alt bare endnu værre. Min mor er endnu mere stresset end hun var før og er også begyndt at drikke lidt (ikke sådan at hun er alkoholiker, men hun drikker nok mere end de fleste forældre gør i hverdagen). Jeg synes det er lidt pinligt, især de dage hvor hun bliver en lille smule beruset. Derfor har jeg ikke fortalt det til nogen og er også stoppet med at invitere veninder over. Selvom hun aldrig drikker når vi har gæster på besøg, frygter jeg bare stadig at de opdager det.
Er det seneste år begyndt at prøve på at undgå at være derhjemme så meget som muligt. Det har også virket fint, indtil nu hvor hele Danmark jo er i karantæne og jeg er tvunget til konstant at blive mindet om hvor kaotisk det er derhjemme. Hver gang jeg kigger på min lillesøster bliver jeg så vred. Jeg ville virkelig ønske at jeg kunne elske hende, men føler virkelig at det er umuligt. Føler at alt i mit liv er gået galt siden hun kom til verden. Hader at hun er min søster og ville ønske at hun aldrig var blevet født. Det kan godt være at jeg bare er paranoid, men føler også at min mor er begyndt at drikke mere efter karantænen. Men er ikke sikker på det. Nogen gange frygter jeg at hun også vil tage sit eget liv ligesom min far og efterlade mig alene med min søster. Derfor prøver jeg at holde mig vågen om natten, bare nu i tilfælde af at hun skulle prøve på noget. Igen, så kan det godt være jeg bare er paranoid, men er virkelig bekymret.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Føler lidt jeg på en måde har ansvaret for både min søster og min mor og det er virkelig begyndt at tage hårdt på mig. Især i disse dage hvor jeg ikke kan slippe for dem. Vil på en måde gerne snakke med nogen om det, men ved ikke hvem og hvordan jeg skal få modet til det. Jeg var tæt på at sige det til min idrætslærer på et tidspunkt, men så turde jeg ikke alligevel. Er lidt bange for at folk bare vil se mig som et monster, fordi jeg hader min søster så meget. Er også bange for at blive fjernet fra min mor, for ved ikke hvor meget en forælder skal drikke før man bliver fjernet fra dem, selvom det ikke er så slemt med min mor.
Kæreste dig,
Hvor er det bare godt, at du skriver, for det er nogle kæmpe store og svære følelser, du sidder med helt alene, og jeg kan virkelig godt forstå, at du har det virkelig svært. Du har oplevet en hel masse svære ting i dit liv, og det er ikke let at håndtere alle disse ting alene. Du beskriver både et kæmpe behov for at der for en gangs skyld er nogen, der passer på dig og tager sig af dig, men også et stort pres fra følelsen af ansvar. Samtidig har du været igennem noget så traumatisk som at miste din far til selvmord, noget jeg forestiller mig er helt ubeskriveligt smertefuldt.
Først og fremmest er det vigtigt for mig at fortælle dig, at alle de følelser du har, er helt normale. Også hadet og vreden. Det er helt normalt. Når man føler et had til nogen, og især familiemedlemmer, er det også helt normalt at skamme sig rigtig meget over det, som jeg også fornemmer i dit brev. Men din familie har virkelig været noget særligt og været meget udfordret, så selvfølgelig er du også meget påvirket af det hele. Der er slet ikke noget at sige til, at du er vred og har svært ved at tilgive din søster, selvom det ikke er hendes skyld.
Ofte når vi er vrede, er det oftest fordi vreden dækker over nogle mere sårbare tanker og følelser. Vrede er meget lettere at håndtere end de sårbare følelser, fordi vrede er mindre smertefuldt. Ud fra de ting, du fortæller her, har du virkelig nogle gode grunde til at være rigtig rigtig ked af det. Derfor giver det også rigtig god mening, at du også er rigtig rigtig vred.
Især når man oplever, at en nær begår selvmord, og særligt helt uden forklaring, kan man som pårørende opleve en hel masse voldsomme følelser - og især vrede. Igen, handler det her om, at sorgen er så stor og svær at håndtere, at det kan være lettere at blive vred. Man bliver vred, fordi man ikke forstår, fordi man ville ønske man kunne have gjort noget, fordi man ville ønske at alt var anderledes.
Jeg kan godt forstå, at du kommer til at give din søster skylden for alle de her ting, der er sket i dit liv. Det er helt sikkert ikke let at have et familiemedlem med et handicap, der kræver så meget opmærksomhed som din søster. Det er en stor udfordring for hele familien, og ofte glemmes den handicappedes søskende. Jeg tror, rigtig mange søskende til handicappede til tider kan føle et stort had og en vrede til deres bror eller søster. Det er svært at føle, man skal kæmpe om opmærksomheden, man føler sig alene og overladt til sig selv, fordi forældrene må bruge al energi på den anden. Det er hårdt for alle, og det kan være svært at minde sig selv om, hvad det egentlig er, man hader. For det er jo i bund og grund ikke din søster, du hader, men mest af alt hendes lidelse. Det er den, der har været et problem. Og det er helt okay at hade den så inderligt, som du gør.
Det skærer i mig at høre, at du holder dig vågen om natten for at sikre dig, at din mor er okay. Det er slet ikke sådan her, det skal være. Jeg kan godt forstå, at du er virkelig bange for at miste hende også. Mon det her er noget, du snakker med hende om? Mon I nogensinde har snakket ordentligt om din fars selvmord? Og hvad med din søster, snakker du med din mor om hvor svært det er for dig? Jeg forestiller mig, at det kunne være rigtig rart for både dig og din mor, at I snakkede om de her ting, så I begge kan føle, at I har hinanden og ikke er alene i det her. Jeg kan godt forstå, at det at hun drikker lidt mere også går dig på, og det kan også være rart at snakke med nogen om - måske du endda også kan snakke med hende om det? Det kan være virkelig svært at sige de her ting højt, og nogle gange kan det være en hjælp at skrive det hele ned i et brev. Så kan man læse det op, eller bare give det til dem, der skal have det. Måske dette er en mulighed for dig også?
Samtidig, tror jeg virkelig også, det kunne være godt for både dig og din familie at få noget hjælp udefra. Måske I allerede har prøvet det? Måske det kunne være rart for dig at snakke lidt med en psykolog om alt det her? Måske det også kunne være godt at have din mor med? Der er forskellige muligheder og tilbud, og det er noget, jeg tænker er lettest, du snakker med din mor om. I kan også læse mere her - det er en hjemmeside, der har fokus på trivslen for søskende til børn med handicap. Måske det kan være rart for dig at læse andre børn og unges oplevelser, så du kan mærke, at du ikke er alene om at have det sådan her?
Selvom det måske ikke føles sådan lige nu, så kan det godt blive bedre og lettere. Men det kræver et stykke arbejde fra både din mor og dig, det er vigtigt, at I snakker med hinanden og måske også nogle professionelle. På cyberhus.dk kan du også prøve at se, om du kan chatte direkte med en fra din kommune, som måske kan fortælle dig mere om, hvad der er af tilbud i din kommune, du kan se mere her. Jeg synes også, det lyder som en virkelig god idé, at du snakker med din lærer om alt det her, men jeg forstår også godt, at modet skal være der til det. Måske der er lidt mere mod nu, hvor jeg fortæller dig, at det ikke er unormalt, det du føler?
Det er en svær tid for mange, denne her vi er i nu. Det er vigtigt, at man passer på sig selv og husker at række ud til andre. Du er velkommen til både at skrive igen her, men også til at komme forbi vores chat til en snak, hvis det hele lige koger over.
Jeg håber virkelig, du kan bruge mit svar, og at det hele bliver lettere for dig snart.
Kærlig hilsen
Sophie