Kære Ida,

Øv altså, sikke noget rod. Heldigvis kan du stadig nå at rydde op. Og dit brev viser tydeligt, at det vil du rigtig gerne.

Det er næsten aldrig en god idé at lyve, men fordi vi er mennesker så sker det hele tiden. Og det, der definerer, hvilken betydning løgnen får for ens relationer, er hvad man vælger at gøre med den bagefter. Siger man sandheden eller fortsætter man med at lyve?

Jeg kan godt forstå, at du ikke umiddelbart har lyst til at fortælle din veninde sandheden, for du kan ikke vide hvordan hun vil reagere. Bliver hun vred? Risikerer du at miste hende? Vil hun føle sig forrådt? Men omvendt er det også tydeligt, at det nager dig, at du har løjet for hende, så et eller andet bliver du nødt til at gøre.

Og faktisk tror jeg godt du ved hvad det er. For når jeg læser dit brev får jeg indtrykket af, at du godt ved, at det vil være bedst at fortælle hende sandheden, og at du egentlig også gerne vil. Men at du mangler det sidste mod til at gøre det. Det er helt fair og helt naturligt at have det sådan.

Noget, der måske kan hjælpe dig, er at tænke "Hvis nu min veninde havde løjet for mig, hvordan ville jeg så have det?" Til en start vil du måske blive vred og skuffet og føle dig forrådt. Det gør langt de fleste, når de finder ud af, at personer tæt på dem har løjet for dem. Men efter noget tid mærker de fleste også, at de sætter pris på den andens ærlighed, og faktisk godt kan tilgive dem, at de løj. Og selvom det kan føles dybt ubehageligt og meget sårbart at erkende, at man har løjet, så vil det samtidig også både kunne lette ens hjerte og være med til at vise den anden, at selvom man har båret sig dumt ad, så er ærlighed over for hinanden det vigtigste i relationen.

Så mit råd til dig er helt klart, at du skal fortælle hende sandheden. Det er ikke den nemmeste samtale at tage, men det er en vigtig én. Og det kan måske blive lidt nemmere at tage hul på den, hvis I ikke sidder og kigger hinanden i øjnene imens. Tit er de tunge ting lettere at tale om, hvis man ikke behøver at have øjenkontakt. Så måske du skal gøre det mens I er ude at gå en tur. Eller mens I ser en film eller spiller et spil eller hvad I nu godt kan lide at lave sammen. Det kommer sig ikke så nøje hvad det er I laver. Bare at I har en fælles opmærksomhed om noget andet. Og så tror jeg du kommer længst med bare at tale rent ud af posen. Fx ved at sige noget a la "Du ved, den der historie jeg fortalte om min venindes lillebror der er død, ikke? Jeg aner simpelthen ikke hvorfor jeg sagde det. Det passer ikke. Hun har aldrig haft en lillebror." Din veninde vil formentlig spørge ind til, hvorfor du gjorde det, og hvorfor du blev ved med at lyve og bygge videre på historien. Det er ikke sikkert, at der er noget klart svar på det. Eller måske ikke et, der endnu er klart for dig. Men det kan være det bliver det i løbet af jeres samtale.

Din veninde bliver muligvis vred og det kan også være, at du bliver lagt på is i en periode. Det er vigtigt at du viser hende, at det er okay, og at hvis hun har brug for plads, så vil du gerne give hende det. For det er dig, der har klokket i det, så du er nødt til at tage den 100% på din kappe. Og jo bedre du er til det, des hurtigere vil I formentlig kunne lægge det bag jer. Der er nemlig desværre ikke nogen easy fix på den her, og selvom det ikke er rart, så er det bedste du kan gøre at være ærlig. Både for din egen sindsros skyld, men også for at hun ikke føler, at du holder hende for nar.

Jeg håber du kan bruge svaret og jeg tror på, at du har modet til at tage snakken med din veninde.

Mange hilsner,

Siv