Indelukkede følelser

brevkassespørgsmål

Indelukkede følelser

nu bliver det dybt

Jeg har haft ekstremt svært ved at skrive ind omkring dette. Jeg har gået med disse ting i snart 8 år.

så jeg er en dreng på 15 år og jeg har mistet min bedste ven til selvmord blandt andre ting. Vi gik på en, og undskyld for mit sprog og racisme, perker skole. Vi var blandt nogle af de 10 hvide drenge blandt 500 indvandre drenge. Vi oplevede, begge to, at blive mobbet, slået og så en dag gik det for vidt.
De slæbte os op i en 7 meters legeplads, hang os fra fødderne ud over kanten. Jeg har haft mareridt om alt ved den skole, men mest det. Jeg har været super skræmt for højder lige siden og er i gang med at arbejde med højdeskrækken. Jeg mistænker at jeg muligvis har PTSD eller noget lignende. Min ven begik selvmord for 3 år siden og mine forældre ved ikke noget som helst af det.

Mit forhold til mine forældre er compliceret. Min far har aldrig føltes som en far figur, i hvert fald så længe jeg husker. Min mor får chokterapi hvert 3-6 år, og alligevel er jeg fucking bange for at miste hende. Jeg vil ikke bekymre min mor med dette, og min far vil jeg bare ikke tale med det om.

Svar:

Kære Gabriel!

Hvor er du MODIG. Du skriver herind. Du har bærer på en stor byrde. Du har båret på i snart 8 år.

Du har været udsat for ekstrem fare, mobbning, sorg og uden nærvær fra voksne. Jeg læser, at du tror du har PTSD, hvilket er en mulighed ud fra det du har oplevet. Det glæder mig, at du går på en anden skole og at du arbejder med din højdeskræk. Betyder det at du får hjælp af nogen til at arbejde med din højdeskræk? Det har du mulighed for.

Skolen du har gået på har et ansvar, for at skabe en skole uden mobning. Alle skoler skal have en plan mod mobbing. Den kaldes en antimobbestrategi. Det er muligt at søge om erstatning for mobning i skolen. Du skal vide at den mulighed findes, når du en dag, føler dig klar til det. Jeg tænker på alt det dig og din ven har været udsat for. Det ultimative er sket for din ven, han har valgt selvmordet grundet mobningen. Sådan læser jeg dit brev. Du skriver de indelukkede følelser. Ja sikke en vulkan af følelser, der må være inde i dig. Du har ikke reageret, men overlevet. Det er en strategi, der ikke kan vare evigt.

Du har erkendt du har det svært. Det betyder, gætter jeg, at at du klar til at få hjælp. Du har brug for at møde voksne, der vil lytte til dig. Din familie kan du desværre ikke bruge til det, og det er godt du mærker efter. Du er på arbejde i din familie. Din mor er ekstra sårbar og hende kæmper du for har det godt. Din far, skriver du, føler du ikke er en farfigur.

Der findes en voksen favn og en at tale med til dig. Jeg tror du først, skal øve dig i at fortælle dine oplevelser til nogen voksne anonymt. På den måde vender du dig til det, og tør mere.

Her et par mulige veje at gå:

Hos Headspace. Det er åbent og anoymt sted for unge. Du kan sende sms, chat, email og mødes med en ungerådgiver. Hos Psykiatrifonden findes der en chatrådgiver og en gruppechat for unge. Det er for unge i kriser eller for dem som har psykiske lidelser eller er pårørende til mennesker med psykiske lidelser.

Din læge er også en mulig voksen at tale med. Grunden til jeg ikke nævner ham/hende først er, at din læge har oplysningspligt. Det betyder, at lægen skal fortælle dine forældre, om hvordan du har det. Det er kun, hvis det kan give alvorlige konflikter for dig, at din læge undlader at tale med dine forældre. Din læge vurderer hver sag, og din læge kan henvise dig til psykolog eller anden behandling.

Du rækker ud. Du er på vej. Der findes en voksen, der vil lytte til dig. Bliv ved. Du er sej.

Ønsker dig alt det bedste

Anne-Sophie