Bange for succes
brevkassespørgsmål
Bange for succes
Hej Cyberhus! Jeg har levet et meget hårdt liv og kommer fra et udsat miljø og folk, som ødelagde meget for mig i mange år. Jeg fik selv et misbrug af hash og alkohol primært, til tider dog hårdere stoffer, og jeg blev overvægtig og meget psykisk sårbar og ustabil. Jeg prøvede siden barndommen at råbe højt og få hjælp til min familie af systemet, men ingenting skete og kaosset fortsatte. Vendepunktet skete så efter en dramatisk oplevelse i det hårde miljø, som kunne have kostet flere mennesker livet, blandt andre mig selv. Jeg valgte så at tage hele kampen op selv, og selvom jeg mange gange havde forsøgt forgæves, skulle det bare lykkes mig at bryde mønstret og komme op af det mørke hul, jeg var begravet i. Jeg stoppede med at ryge og drikke, begyndte at ændre min livsstil og tog afstand fra de hårde miljøer og resultaterne kom overraskende hurtigt. Jeg er nu næsten nede på en normal BMI, er ædru og sund og rask og er begyndt at studere efter flere år på kontanthjælp. Tingene går SÅ overraskende hurtigt fremad, efter jeg tog kampen op, og det er faktisk helt skræmmende med forandringerne. Så skræmmende, at jeg nu er bange for at fortsætte. Det er helt nyt for mig, at opleve det, som man normalt kalder “medgang”, og jeg føler mig som en helt anden person i verden nu, altså alt det ydre har forandret sig, men jeg er jo stadig den samme “sjæl”/person med de samme erfaringer i mit sind. Det er så svært at vænne sig til pludselig at leve et “almindeligt” ungdomsliv, når jeg har været vant til svigt, kaos og nederlag efter nederlag. Det er primært 2 ting, der skræmmer mig. Det første er, at jeg selv har svært ved at lade mig selv opleve glæde. Jeg får nærmest dårlig samvittighed over, hvor godt det går nu, og kan ikke lade være med, at tænke på alle dem, der stadig føler sig fanget i det mørke hul. Alle siger det her med, at man skal elske sig selv og først og fremmest tænke på sig selv, men det kan jeg bare ikke. Jeg føler, alt jeg gør nu, er egoistisk, og tanken om alt fra at se godt ud til at begynde at tjene mine egne penge skræmmer mig. Jeg kan huske fra før, hvor meget jeg ønskede at se bedre ud, have det bedre og tage en uddannelse og få et job, men nu virker det bare på en underlig måde forkert. Måske fordi jeg har oplevet hvordan det er, at være hjælpeløs, og at der rent faktisk ikke var nogen, der ville/kunne hjælpe mig, og jeg måtte klare det hele selv. Man siger også, at man er sin egen lykkes smed, men jeg føler i højere grad, at vi som mennesker er flokdyr, der er afhængige af hinanden og ikke mindst at kærlighed og omsorg er en menneskeret (i hvert fald minimum fra sin familie)! Men sådan var det jo ikke for mig. Det er som om, det eneste, der glæder mig nu, er når mennesker er oprigtige og gode ved hinanden, men det var der bare ingen, der var for mig før jeg tvang mig selv til at ændre på alt det fysiske og udskiftede mit miljø. Jeg kan ikke fordrage tanken om, at mennesker svigter hinanden så groft i den her verden, og føler mig måske ikke værdig nok til at have det godt, når der stadig er nogen, der har det så skidt. Hvordan finder jeg selvtilliden og glæden, som andre med succes i livet tilsyneladende oplever? For mig er det som om, forandringen, selvom den er positiv, har gjort/gør mig deprimeret, fordi den er så bekræftende. Hvordan lærer jeg, at elske mig selv og være glad på mine egne vegne? Det er som om, der ikke ligger et gram af ego i mit blod længere. Jeg føler mig som i en stand-by-tilstand, hvor jeg ikke ved, om jeg skal fortsætte kampen og stræben efter succes, fordi succes skræmmer mig, eller om jeg ligeså godt bare kan vende tilbage til det gamle liv, stoppe mit studie og drikke og ryge igen, være ligeglad med mig selv og bare dulme al smerte igen. Det sidste er selvfølgelig ikke mit ønske, for når jeg selv er nede, kan jeg heller ikke hjælpe andre, men jeg synes heller ikke, at personlig succes er mit ønske. Jeg vil bare have at andre har det godt, og føler mig ligeglad med mig selv. Det var så lidt om, hvordan jeg ser mig selv. Det andet problem handler om, hvordan andre ser mig. For nu ser folk mig pludselig med andre øjne. Jeg er ikke længere en halvfed, fortabt misbruger med tømmermændsrender under øjnene, når jeg gik i Netto for at pante tomme dåser, en fortabt sjæl, som folk havde ondt af. Flere ser op til mig nu, fyre vil snakke med mig, og det føles virkelig mærkeligt og meget skræmmende. Det gør, at jeg nærmest ikke har tillid til nogen mennesker, for de mennesker, der er der for mig nu, var der jo ikke, dengang jeg havde mest brug for dem. Det føles falskt og egoistisk af dem, jeg kendte før i tiden, men som behandlede mig dårligt, bagtalte mig og nu pludselig fortryder. Det er så typisk mennesker, og det er virkelig svært at finde ud af, hvordan jeg bedst takler det hele... Jeg håber, i vil dele et par råd eller meninger om min historie. De bedste hilsner fra S.
Svar:
Kære S
Tusind tak for dit indlæg og for din ærlighed omkring, hvordan du har det. Jeg synes, at du er utrolig god til at sætte ord på dine oplevelser og ikke mindst, hvordan du har det!
Det er utrolig flot, at du har kæmpet dig ud af et - på mange måder - usundt miljø, som har præget dig og din hverdag i lang tid samt har tabt dig så meget, som du har. Din kamp synes jeg er sindssyg flot, for det lyder til, at du har været standhaft og vedblivende i processen og det er ikke så nemt at være. Uden at kende dig som person, så fortæller din historie mig også, at du har nogle en masse positive ressourcer, som du måske ikke selv troede, at du havde (f.eks. at tabe dig, få et arbejde og komme ud af et misbrug). Nogle gange er det, når vi bliver allermest pressede eller når vi f.eks. mister nogle, vi holder af, at vores styrker rigtigt kommer til syne. Nogle gange ved vi ikke selv, hvor stærke vi er, før at det at være stærk er den eneste mulighed, vi har.
På baggrund af det du skriver, og din baggrund, kan jeg godt sætte mig ind i, at det kan føles overvældende, at tingene pludselig flasker sig for dig og at du lykkes med det, du sætter dig for. Hvad tror du, der ligger til grund for, at succes skræmmer dig? Måske er det frygten for, at det har en ende og du igen ryger ned i “det mørke hul”, som du beskriver det? Måske er det dine egne forventninger til dig selv og hvor du gerne vil bevæge dig hen? Måske bunder din frygt for succes også i andres forventninger til dig? Måske handler frygten om, at du føler, at successen forpligter? Succes er et stort ord og kan defineres på forskellige måder alt efter, hvem man er og hvad ens baggrund er. Når du tænker på "succes", hvordan vil du så beskrive det? Har du prøvet at reflektere over, hvad succes er for DIG? Måske kan det hjælpe at skrive ned, hvordan du ser succes, fordi det måske kan være med til at gøre det mindre skræmmende. Giver det mening? Nogle af de ting du vil beskrive succes som, har du måske allerede opnået og på den måde kan det måske være nemmere at forholde sig til.
I dit skriv stiller du spørgsmålet: "Hvordan finder jeg selvtilliden og glæden, som andre med succes i livet tilsyneladende oplever." Det er vigtigt for mig at påpege, at succes er mange ting og (oplevelsen) af succes kan være forskellig fra person til person. Succes behøver ikke nødvendigvis at handle om de ting, man ejer eller har, men kan også være en følelse og de små ting i livet. For eksempel er det at tjene gode penge, at have det "rigtige" tøj på eller havde en "rigtige" ikke nødvendigvis opskriften på succes, men det kan være en del af det. Det er heller ikke sikkert, at de "tilsyneladende" succesfulde mennesker, man sammenligner sig med, egentlig er succesfulde. Græsset er ikke altid grønnere på den anden side.
I slutningen af dit skriv nævner du, at du oplever, at flere ser op til dig nu, samt at du får en anden opmærksomhed end du gjorde tidligere, hvilket virker overvældende for dig. Kan det være en mulighed at folks anderledes reaktion på dig er positivt og et klap på dine skuldere for den indsats, du har gjort for at nå dertil, du er nu? Måske er det deres måde at anerkende din proces og udvikling? Kan det være, at der er noget selvtillid at hente i deres anerkendelse?
Det lyder også til, at du, trods dine hårde oplevelser, har fået nogle gode værdier med dig i din proces og udvikling. Du nævner bl.a., at du har fundet ud af, at du ikke føler, at vi mennesker nødvendigvis er vores egen lykke smed, men at vi har brug for hinanden. Nogle siger også, at “There is no self made man.” Måske ville det være noget for dig, at finde nogle sociale fora, som understøtter det at være sammen med andre og hjælpe andre? Grunden til jeg nævner det er, at du også skriver, at det eneste, der glæder dig nu er at se, når mennesker oprigtigt er gode ved hinanden. Måske kan det være noget for dig at fide nogle frivilliggrupper eller andre organisationer, hvor du kan være med til at hjælpe andre (unge, børn, voksne ect.), der på den ene eller anden måde mangler hjælp?
Dine spørgsmål om, hvordan du lærer at elske dig selv og finde selvtillid er store spørgsmål, som der ikke ligger et klart og entydigt svar på. Det er faktisk spørgsmål, som rigtig mange mennesker bruger hele livet på at finde ud af og selvom man bliver "rigtig voksen" og nærmer sig det sted, som man ønsker at være ift. selvtillid og at elske sig selv, så kan der stadig være områder, der stadig udvikles. Derfor er det at finde sig selv en livslang proces. Livet er en rejse med en masse op og nedture, som vi ikke altid selv kan styre. Det er ikke unormalt, at du har det som, du oplever, at det er overvældende at opleve, at tingene kører på skinner. Du har i lang tid levet i et både indre og ydre kaos og har ikke før nu skulle tage stilling til positive ting. Det kan tage kroppen noget tid at skulle vænne sig til at gå fra konstant kaos til konstant orden og jeg tror, at det er det, du oplever. Når man har været så langt nede, som du har været og i lang tid har haft en indre følelse af kaos, kan det godt tage lang tid at komme ud af det. Dog er der nogle ting, du kan prøve og se, om det virker for dig:
1) Selvtillid og følelse af succes - små som store - kan dog bl.a. komme ved, at man laver noget, som man er god til og som giver mening for én. Er der nogle ting, som du brænder for eller nyder at lave i din fritid, som du kan dyrke endnu mere end du måske gør i forvejen? Kunne det være en vej for dig at gå ift. at opbygge mere selvtillid og på sigt at afhjælpe din frygt for succes?
2) Nogle gange kan det også hjælpe at gentage nogle ting for sig selv, da man i længden kommer til at tro på det, man fortæller sig selv. Som sagt er det at opbygge selvtillid, at elske sig selv og komme af med frygten for succes elementer, der er en del af en livslang udvikling, men du kan måske starte med nogle praktiske øvelser. F.eks. at skrive 5-10 ting ned, som du er stolt over ved dig selv og som du synes, du gør godt og læse dem højt for dig selv (eller en anden) hver dag. Du kan også prøve at kigge dig selv i spejlet hver morgen, når du vågner og hver aften når inden du går i seng, og fortælle dig selv, at du fortjener den succes, du allerede har opnået. Som jeg læser din historie, så ER du allerede succesfuld og har allerede opnået utrolig meget. Kunne det være nogle øvelser for dig, du kunne prøve af? Det at gentage positive ting om dig selv for dig selv, kan virke som små byggesten, der på lang sigt kan være med til at give selvtllid og kærlighed til dig selv.
Som jeg nævnte indledningsvis, er du allerede nu kommet utrolig langt og det, du fortæller, synes jeg, er en succeshistorie. Du allerede nu har vist dig selv, at du har ressourcer til at ændre din livsstituation og nå dine mål. Uanset hvad der sker, så har du i hvert fald vist dig selv, at du kan ændre situationen til det bedre med de ressourcer, du har. Jeg synes, at du har været utrolig god til at sætte ord på din frygt og været rigtig god til at komme med eksempler.
Kærlig Hilsen
Malou
Relateret indhold
Selvmordstanker og selvskade
Er en pige på nu 15 år. Jeg kan ærligt talt ikke finde noget som helst godt ved mig selv. Jeg er meget overvægtig, utrolig grim, forfærdelig personlighed, ingen venner og alt det der..
Jeg har cuttet siden jeg var 11. Selvmordstankerne kom da jeg var 12. Mine forældre har flere gange været...
Mai har svaret på dette spørgsmål
0
