Ultimatum

brevkassespørgsmål

Ultimatum

brevkassespørgsmål af
Alex
16 år
Oprettet 4 år 10 måneder siden

Hej der er den her pige som jeg godt kan lide og ved at hun også godt kan lide mig men hun har en barndoms ven som også har følelser og jeg tænkte på at give hende et ultimatum du ved vælge mig eller ham og jeg ved at hun hellere vil vælge en fyr hun har kendt i 10 år i stedet for en hun kun har kendt i et år Ved ikke hvad jeg skal gøre fordi jeg ved hun kan lide mig fordi vi kyssede

Svar: 

Hej Alex.

Mange tak for dit brev. Jeg tror, at der er mange som kan genkende det her med at være vild med en person, men at man ikke helt ved, hvad man skal gøre ved det.

Du fortæller, at du ved, at pigen du godt kan lide, også kan lide dig, fordi I har kysset. Og det er jo virkelig dejligt! Ofte kan man mærke, at en pige kan lide en, hvis hun kigger på dig og prøver at få øjenkontakt med dig, ved at prøve at få din opmærksomhed og tale med dig, ved at prøve at være tæt på dig, og ved at grine af dine jokes - også de dårlige. Der er også nogle piger, der bliver kejtede og akavede, når de ser den dreng de godt kan lide. Og de rødmer måske også. Nogen gange kan piger også komme til at virke afvisende over for den dreng de godt kan lide, fordi de ikke ved hvad de skal gøre af sig selv, når han nærmer sig eller henvender sig. Der kan altså være mange tegn på at hun kan lide dig. Og det kan nogle gange være svært at tyde dem. Hvis du gerne vil være helt sikker på, at hun godt kan lide dig, kan du måske prøve at spørge hende. Og hvis det er lidt for offensivt for dig at spørge hende direkte, kan du spørge hendes veninder eller du kan få en af dine venner til at spørge hende.

Du kan vise hende at du er interesseret i hende ved at snakke med hende. Du kan fx spørge hende hvad hun skal lave i weekenden? Det kan også være, at du har det bedre med at sende hende en SMS eller en besked på Facebook, og på den måde snakke lidt mere med hinanden på den måde først. Det er der mange, som har det bedst med, og det er også helt okay. Så kan man altid senere spørge, om hun kunne have lyst til at ses lidt i fritiden? Du kan fx foreslå at I kan gå en tur, tage ind og se en film i biografen eller bare hænge ud sammen med nogle fælles venner og på den måde komme lidt tættere på hinanden. 

Du spørger, om du kan give pigen du er vild med et ultimatum ved at sige til hende, at hun skal vælge imellem hendes barndomsven eller dig. Umiddelbart synes jeg ikke at det lyder som den bedste ide, eller den bedste måde, at få hende til at vælge dig. Det er ikke til at vide, hvordan hun vil reagere på, at du stiller hende et ultimatum med at skulle vælge imellem jer. Måske bliver hun fornærmet og sur, eller måske bliver hun glad og smigret. Det er ikke til at vide, så det er måske en for stor risiko at tage? Jeg kan godt forstå, at du gerne vil vide, hvem hun helst vil være sammen med, så du ikke skal gå og være usikker og blive i tvivl. Måske kan du overveje at fortælle hende, at du rigtig godt kan lide hende og at du er interesseret i, at der sker noget mere mellem jer. Og så kan du håbe på, at det virker, og at hun i sidste ende vælger at ville være sammen med dig. Men det er nok det bedste, at lade valget være op til hende.

Jeg håber, at du kunne bruge mit svar.

Mange hilsner fra

Laura

Lauraaaaas billede
Laura fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program