Lys under sex

brevkassespørgsmål

Lys under sex

brevkassespørgsmål af
Nikolaj
16 år
Oprettet 4 år 11 måneder siden

Hej Cyberhus:) Jeg har en dejlig kæreste, som jeg har været sammen med i lige over et år. Vi har det virkelig godt sammen, men når vi har sex, vil hun gerne have lyset slukket. Hun siger, det er fordi, hun er bange for at se dum ud imens, men jeg synes hun er det dejligste, og jeg vil selvfølgelig gerne have lyset tændt, så jeg kan se hende ordentligt. Så hvordan fortæller jeg hende det og overbeviser hende om at have lyset tændt under sex?

Svar: 

Hej Nikolaj

Det lyder til at du er rigtig glad for din kæreste, og sikke en sød måde du beskriver hende på. Jeg tænker at du har fortalt hende at du synes hun er det dejligste, og ellers så gør det! Igen og igen. Det lyder nemlig til at hun er lidt usikker på sig selv og sin krop. Så jo mere du kan fortælle hende hvor glad du er for hende og også for hvordan hun ser ud, jo mere tryg vil hun blive med tiden. Noget andet du kan gøre, er at foreslå et kompromis. Hvis hun gerne vil have helt slukket lys, og du gerne vil have masser af lys, så kan I måske mødes på midten og starte med en lille smule lys. Det kan f.eks. være en natlampe i hjørnet eller nogle levende lys (bare I passer på at der ikke går ild i noget). 

I starten af de fleste forhold, kan det føles meget vigtigt at man fremstår som den bedste version af sig selv, og det kan være meget svært at smide den følelse igen, selvom man har kendt hinanden længe - og selvom man godt ved at den anden ikke er perfekt. Det kan hjælpe at tale om det man er særligt glad for ved sig selv eller ved den anden, og måske er din yndlings del af hende, måske netop en af de ting som hun er usikker på. I kan prøve at gå lidt på opdagelse og blive mere fortrolige med hinanden. Det kan f.eks. være ved at give hende massage eller lade hende give dig massage. Der har man jo nemlig brug for lys, og det handler ikke om sex. Hvis det også er svært for hende, så start med fodmassage eller skuldermassage :) 

Husk at I begge to skal være trygge ved situationen når I har sex. Så bliver det nemlig bedst. Jeg håber du kan bruge mit svar.

Venlig hilsen Josefine

 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program