Mens

brevkassespørgsmål

Mens

brevkassespørgsmål af
Viktoria
13 år
Oprettet 4 år 10 måneder siden

Hej jeg er en pige på 13 år, som gerne vil vide hvornår jeg for min mens!!. Alle i min klasse har og min søster på 12!!? vil gerne have det, for alle i min klasse snakker om det, og jeg kan ikke være med ? har haft udflåd i 3 år, og det er sådan gennemsigtig tynd (alla æggehvide) det har været gennemsigtig og sådan i 4 måneder . HVORNÅR FÅR JEG DEN!!! Har nogle gange ondt i maven i sådan 1 min, og det er som er der er en der stikker mig i maven?. Det er lige kommet?. Har kønsbehåring og hår underarmene, har lidt bryst, men overhovedet ikke meget. Vil bare vide om den er på vej !håber i kan hjælpe ! Tak på forhånd

Svar: 

Hej Viktoria.

Tak for dit brev. Det er godt, at du har skrevet herind i brevkassen. Du spørger, hvornår du får din menstruation. Det er et godt spørgsmål, som desværre ikke er så enkelt at svare på. De fleste piger får deres første menstruation, når de er mellem 10 og 16 år. Så du er altså helt normal, selvom du ikke har fået din menstruation endnu.

Jeg kan godt forstå, at du er ivrig efter at få din menstruation når både din lillesøster og alle i din klasse har fået det og snakker meget om det. Og jeg kan godt forstå, at du synes, det er træls, og bare gerne vil have, at det skal ske snart, så du ikke føler dig alene om ikke at have fået det endnu. Den første menstruation kommer når kroppen er klar, og bliver blandt andet udløst af mængden af kønshormoner i kroppen. Et tegn på at mængden af hormonerne stiger er, at brysterne begynder at udvikle sig, at man får kønsbehåring og muligvis begyndende udflåd, som kan være en klar eller lidt gullig væske fra skeden. Du skriver, at du både har fået din kønsbehåring og har fået hår under armene, og at du har fået udflåd, så det det er et tegn på, at du er kommet i puberteten. Så din menstruation skal helt sikkert komme.

Du skriver, at du er 13 år, så jeg tænker ikke, at du skal være bekymret for, om der er noget i vejen med dig. Der er ikke noget, man kan gøre for at skynde på den første menstruation, så det handler desværre om at vente, selvom det ikke er særlig sjovt. Nogle kommer tidligere i puberteten, mens der går længere tid for andre, og sådan er det også med menstruationen. 

Så der er ikke så meget andet at gøre, end at være tålmodig. Når din krop er klar, kommer menstruationen af sig selv. Jeg krydser fingre for, at din første menstruation snart dukker op, så du ikke skal gå og være ked af det over det.

Venlig hilsen,

Gro.

Gros billede
Gro fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program