For stram?
For stram?
Hej cyberhus!
jeg er i et stort dilemma og jeg er så ked af det. Jeg er 20 år gammel jeg Har siden jeg var 18 prøvet på at have sex men det fungere bare ikke. Jeg er simpelhen for stram og jeg er så ked af det for det er umuligt for mig at have sex og jeg kan fanasterer ofte om sex og hvor dejligt det ville være at jeg kunne have sex med min kæreste men det fungere bare ikke og det gør mig så ked af det og udover det så er drt også så frygteligt pinligt at være 20 år og ikke kunne ha sex endnu.. jeg har været til gynækolog og fået at vide der intet er galt. Men efter undersøgelsen har jeg haft så ondt at jeg slet ikke har kunne gå uden at føle en brændene fornemmelse som om jeg ikke har kunne tåle det glidecreme eller så Noget. Men det er ikke den samme følelse som når vi forsøger på at have sex det er bare som om der slet ikke er plads og det strækker alt for meget. det er ikke fordi jeg ikke er våd for det kan jeg sagtens blive.. HVAD ER DER galt med mig? Jeg føler ikke jeg kan være bekendt at være sexet overfor min kæreste eller gøre andet frækt for jeg kan ikke have sex. Det er simpelhen umuligt.
er så ked af det hjælp mig jeg er 20 år??
Kære dig
Hvor er det modigt af dig at skrive ind til os. Det kan være så svært og føles helt pinligt at skulle åbne op om det, når man oplever problemer i sit intimområde. Men det er bestemt ikke meningen at det skal gøre så ondt, og derfor er det bare virkelig godt at du har skrevet, så jeg måske kan hjælpe dig videre herfra.
Du beskriver at det gør rigtig ondt i dit underliv når du har forsøgt at have sex med din kæreste, eller når du har været til gynækologisk undersøgelse. Du beskriver det som en brændende fornemmelse. Du skriver også at du selv tænker at det er fordi du er for stram dernede, så der simpelthen ikke er plads. Du skriver også at du godt kan blive våd og ophidset, og det er meget tydeligt at du efterhånden er meget frustreret over din situation. Det er helt forståeligt, og jeg tænker at din frustration måske også kan bidrage til at du ikke slapper helt af når I forsøger at dyrke sex. Der er nogle kvinder som strammer rigtig meget i bækkenbunden, hvilket kan medføre smerter som dem du beskriver. Der kan det være en fordel at træne bækkenbunden udelukkende for at få en forståelse af hvornår den er afslappet - og forsøge at opnå en afslappet tilstand dernede næste gang sex forsøges. Det kan kræve en del træning, og det kan også betyde at din kæreste f.eks. må starte med at bruge fingrene eller lignende, for at hjælpe med at skabe den plads der er behov. Du skriver nemlig ikke om det også gør ondt når han bruger fingrene? Jeg ved ikke med sikkerhed om det handler om en alt for stram bækkenbundsmuskel, men det er en ting som du med fordel selv kan gøre noget ved. Den letteste vej til at få en fornemmelse af hvad bækkenbunden er, og hvor musklen sidder, er ved at lukke af for strålen når du tisser. Måske har du prøvet at gøre det før, hvis du f.eks. rigtig skulle holde dig. Det er den muskel som klemmer sammen. Du kan også se en video og læse mere om bækkenbundsmusklen her. Det er godt nok en side for kvinder der har født, men information er gældende for alle kvinder (og mænd kan egentlig også lave bækkenbundsøvelser).
Når det så er sagt, så kan der også være andre grunde til at du har ondt. Da jeg først så dit brev, kom jeg til at tænke på en tilstand som kaldes Vaginisme. Det handler i særdeleshed om at have smerter ved/problemer med indtrængning i skeden på trods af et ønske herom. Præcis som du beskriver. Det er ikke en særlig udbredt lidelse, og mange læger er ikke lige bevidste om den, fordi det kræver mere specialiseret viden som f.eks. findes hos en sexolog eller en specialuddannet fysioterapeut. Der er som udgangspunkt ikke noget synligt at se, og derfor giver det god mening at din egen læge har vurderet at der ikke var noget galt. Hvis man har vaginisme, kan det også være smertefuldt af få en gynækologisk undersøgelse (som du også beskriver), og bruge tampon. En lignende tilstand kaldes også for Smertefulde Samleje (dyspareuni), og den tilstand lyder også meget som det du beskriver. Du kan læse mere om forskellen på de to her.
Heldigvis er der en behandling, som ofte har rigtig gode resultater. Der er altså håb forude, og jeg håber det kan hjælpe på din frustration. Mit råd til dig er at kontakte din læge, og bede om at blive undersøgt for hhv. Vaginisme og/eller Smertefuldt Samleje (Dyspareuni). Det kræver at du også er helt ærlig omkring de smerter du oplever, og ikke kommer til at underdrive. Forhåbentlig vil din læge så lave en henvisning til en sexolog eller en specialiseret gynækolog, hvor din videre behandling kan udføres/tilrettelægges. Du kan også selv gå direkte til nærmeste sexologiske klinik eller privatpraktiserende specialiserede gynækolog, men uden henvisning vil der være en selvbetaling for behandlingen. Præcis hvad det vil koste, ved jeg ikke.
Det må have været meget hårdt for dig at gå rundt med de her smerter uden at vide hvorfor, og samtidig få af vide af lægen at der ikke er noget galt. Du kan jo mærke at der er noget galt, og jeg er så glad for at du fortsætter med at reagere på det. At du har skrevet ind til os for at få en andens perspektiv, viser bare at du ikke har givet op. Du er stærk, også selvom du måske ikke altid føler det sådan. Jeg håber du vil holde modet oppe, så du kan få den rette behandling.
Husk at du også er velkommen til at besøge vores chat, hvis du har flere spørgsmål når du har snakket med din læge.
Kærlig hilsen
Signe