Hvor meget kan jeg fortælle min studievejleder?

brevkassespørgsmål

Hvor meget kan jeg fortælle min studievejleder?

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 5 år 3 uger siden

Hej 

Jeg er en pige på 17 og kort sagt har jeg et rigtig forvirrende liv. Jeg ved ikke hvad jeg ville med mit liv, idet det er noget værre rod. Jeg er lige pt blevet smidt ud hjemmefra. Jeg har ikke rigtig noget bestemt sted at bo. Jeg har en kæreste men vi kan ikke bo hos ham, idet hans forældre ikke vil acceptere dette af religiøse grunde. Vi bor hos hans ven indtil videre, men det jeg føler mig ikke tilpas og kan ikke sove om natten. Mest af alt fordi jeg ikke kan lade vær med at tænke på fremtiden. Mit liv har siden jeg var helt lille været noget værre rod. Alt fra familie problemer, vold, mobning, undertrykkelse osv.

Dette har påvirket min skolegang ret meget. I starten var jeg god til at have facade på og skjule min følelser, men her på det seneste er det helt umuligt at sætte facade på. Jeg føler lidt at jeg gør det bevidst, fordi jeg gerne vil snakke med nogen. Min studievejleder har jeg bl.a. snakket lidt med, men han ved ikke alt det overnævnte, fordi jeg har været i tvivl om hvor meget tavshedspligt han egentligt har. Er bange for at han laver en underetning til kommunen og at det kan gå ud over min lillesøster, og derfor er jeg i tvivl om jeg bare burde holde mig langt væk fra ham. 

Jeg vil gerne fortælle at jeg ikke bor hjemme længere, men hvad nu hvis han tager den videre til kommunen??

Svar: 

Kære dig,

Puh, hvor lyder det som om, du har været igennem mange svære ting i dit liv allerede. Det er jeg virkelig ked af, at du har skulle igennem. Jeg er dog rigtig glad for at høre, at du snakker med din studievejleder - selvom det ikke er alt, du fortæller. Det er vigtigt, at have nogen at snakke med, så man ikke står helt alene med de her tunge ting. Det er virkelig udmattende at skulle opretholde en facade og være stærk, når man inderst inde måske føler sig helt enormt svigtet. Jeg synes, det er en virkelig sej indsigt, du har, omkring at du måske lader facaden krakelere, fordi du i virkeligheden har brug for at snakke med nogen. 

Det med tavshedspligt er en lidt kompliceret ting, for det er også meget op til ham, hvorvidt han bedømmer, at tavshedspligten skal brydes. Nogle gange vælger behandlere at vente med at bryde tavshedspligten, fordi de bedømmer det vigtigt at opretholde loyaliteten og tilliden med den person, de snakker med. Man kan sagtens snakke med sin studievejleder om tavshedspligten, for han er naturligvis ikke interesseret i at presse dig til at fortælle noget, du ikke har lyst til at fortælle - om end han nok stadig vil mene, at det ville være det bedste for dig, at der blev gjort noget ved situationen. 

Jeg synes helt sikkert ikke, at du skal holde dig fra ham, for det er mega vigtigt, at du har nogle at snakke med. Men snak evt. med ham om tavshedspligten, han kan ikke underrette, medmindre du fortæller ham, hvad der sker derhjemme. Måske han endda kan komme med nogle gode råd og hjælpe dig igennem denne her situation. 

Jeg kan godt forstå, at det er skræmmende, hvad der kunne ske, hvis der en dag blev underrettet. Jeg kan også godt forstå, at du tænker meget på din søster. Vi mennesker er vanvittigt dygtige til at tilpasse os de livsomstændigheder, vi er i, derfor kan vi også tilpasse os nogle meget skadelige nogle af slagsen. Det fungerer sådan, at forandring kan virke enormt skræmmende, og derfor vil man hellere forblive i det velkendte - selvom der kan være kæmpe problemer her. Du skriver ikke her, præcis hvad der foregår derhjemme, men jeg fornemmer, at det ikke er et sundt miljø at være i for dig, og derfor tænker jeg heller ikke, at det er det for din søster. Nogle gange kan den mest skræmmende mulighed være den bedste for én - især i de her situationer, hvor der er problemer derhjemme. Ligegyldig hvad, er det vigtigt, at du får hjælp. Det kan du både gøre ved at snakke med din studievejleder, men du kan også prøve dig frem anonymt, ligesom du har gjort ved at skrive her. Vi har en del forskellige kommune chats, hvor du kan snakke HELT anonymt med én fra din kommune, som kan rådgive dig noget mere præcist ift. din situation - du finder kommune chatten her. De kan helt sikkert give dig nogle råd til, hvordan du kommer bedst igennem denne situation. 

Jeg håber, du kan bruge mit svar. Du må altid skrive igen, og du er også meget velkommen i vores 1-1 chat, hvis du får brug for en snak. 

Kærlig hilsen

Sophie

SophieBs billede
Sophie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program