Veninde fået noget med min gode ven

brevkassespørgsmål

Veninde fået noget med min gode ven

brevkassespørgsmål af
Emma
15 år
Oprettet 5 år 3 måneder siden

Hej. Jeg er en pige på 15, som har et dilemma. Min bedste veninde, som jeg elsker rigtig højt og kun vil det bedste, har fået noget med en af mine gode drengevenner. Jeg har ikke kendt ham i vildt lang tid, men har skrevet rigtig meget med ham og haft det virkelig godt med ham (kun på venskabeligt plan). Jeg introducerede så ham og min veninde til hinanden, og de har nu fået noget. Det er jeg simpelthen så glad for, og jeg synes det er så fedt! Det der så er, er at han er begyndt aldrig rigtig at skrive til mig mere. Det er altid mig, der skriver til ham, og han svarer generelt bare meget kort. Jeg har det altid sjovt med ham, når vi er sammen, men på det sidste er han begyndt ikke at ville med til ting, medmindre min veninde, altså hende han har noget med, tager med. Jeg er bare rigtig ked af det over hele situationen, fordi jeg nærmest føler mig “erstattet”, og som om vores venskab ikke rigtigt betød noget. Det skal lige siges, at der ikke er nogle følelser indblandet, da jeg har noget kørende med en anden, så det handler udelukkende om, at jeg savner min gode ven. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal gribe situationen an, og hvad der ville hjælpe, så derfor håber jeg, at nogle udefra, kan komme med deres mening og råd til, hvad jeg skal gøre. Hilsen Emma

Svar: 

Kæreste dig, 

Hvor er det godt du skriver. Venskaber udvikler og ændrer sig, og du er helt sikkert ikke den eneste, der har oplevet den der ubehagelige tilstand af at føle sig erstattet og valgt fra. Det er sårende, og man kan være dybt forvirret og splittet, fordi man jo selvfølgelig også er glad på sin vens vegne. Jeg kan sagtens forstå, at du savner din gode ven, og at du er såret over, at han på mange måder er forsvundet. Det er selvfølgelig rigtig dejligt for ham, at han er blevet glad for din veninde, men når man er lidt forelsket kan man også hurtigt komme til at glemme sine venner, fordi man har så travlt med den man er lidt glad for. 

Jeg tror, at de her tanker om at være blevet erstattet og de følelser de her tanker frembringer i dig - altså at du er ked af det og føler dig afvist - er svære at komme af med, når først de er der. Man kan komme til at gå og forvente eller ønske, at den anden handler på en bestemt måde for at modbevise ideen om, at man skulle være blevet erstattet, og det kan være rigtig udmattende. Derfor tror jeg også, det aller bedste, du kan gøre lige nu, er at fortælle ham, hvordan du har det. Det behøver ikke gøres til en stor ting, men kan sagtens siges simpelt. Jeg tænker, at en af de vigtigste sætninger i det, du skriver her til mig, er, at du savner din gode ven. Det synes jeg, du skal få fortalt til ham. Fortæl ham, at du holder af ham og er meget glad for, at han er glad, men at du også savner jeres tid sammen. Hvis han virkelig er en god ven, så skal han nok forstå og være interesseret i hvordan du føler. 

Jeg håber virkelig, du kan bruge mit svar. Held og lykke!

Sophie

 

SophieBs billede
Sophie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program