Har sendt nude til min kæreste

brevkassespørgsmål

Har sendt nude til min kæreste

brevkassespørgsmål af
Kasper
14 år
Oprettet 5 år 4 måneder siden

Er kommet til at sende et nude billede til min kæreste er der nogle straf i det?? 

Svar: 

Hej med dig

Mange tak for dit spørgsmål. Jeg kan godt forstå at du kan være i tvivl. Lovgivningen er ret svær på det her område.

Du har sendt et nude billede til din kæreste. Først vil jeg starte med at sige, at du slet ikke er unormal eller noget. Det er helt forståeligt, at du gerne vil udforske det seksuelle sammen med din kæreste. Når jeg skal svare på dit spørgsmål, vil jeg gerne dele det op i to kategorier. 1) Hvad siger loven? og 2) det moralske - er det en god idé at sende nude billeder til andre?

1) Teknisk set må du gerne dele et billede med din kæreste. Det forudsætter dog at din kæreste har sagt god for, at du sender det til hende, og at hun sletter det igen mere eller mindre med det samme. Hvis hun ikke har ønsket at se billedet, kan du/man i værste fald blive anklaget for blufærdighedskrænkelse. I dag kan "digitalt blotteri" give 5000 kr. i bøde - altså hvis man sender såkaldte dickpics til personer, der ikke har bedt om det. Grunden til at hun skal slette billedet med det samme er, at man ikke må være i besidelse af børneporno. Børneporno er billeder eller video af personer under 18 år, hvor der er fokus på kønsdele eller sex. Undtagelsen til denne lov er det, vi kalder kærestereglen. Kærestereglen betyder, at man gerne må gemme et nøgenbillede af en kæreste HVIS PERSONEN PÅ BILLEDET ER OVER 15 ÅR. Jeg kan se at du er 14 år, og derfor må din kæreste ikke gemme/beholde billedet.  Og det leder os hen til det moralske:

2) Jeg vil anbefale at du beder kæresten om at slette billedet, hvis det ikke allerede er sket. Dels fordi hun ikke må beholde det; men også fordi du er nødt til at kende risikoen ved at dele nudes digitalt. Vi har set alt for mange historier, hvor unge har fået videredelt deres nøgenbilleder mod deres ønske. Det er vigtigt for mig at sige, det ikke er dig, der gør noget forkert, men derimod dem, der deler det videre - jeg synes bare du skal kende den risiko. Hertil kommer at du er under den seksuelle lavalder endnu. Man har lidt bedre mulighed for at aftale deling med en kæreste, når begge er over 15 år. 
Konklusionen er her: hvis din kæreste har været ok med at modtage billedet, og hun har slettet det igen, så skal ingen af jer være bekymret. Du er helt normal, når du synes det er spændende at sende seksuelle billeder, men du skal dog overveje grundigt, hvem du sender billeder til. Også når du fylder 15 og senere i livet.

God dag til dig
Jonas  

jonass billede
Jonas fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program