Kan ikke mere

brevkassespørgsmål

Kan ikke mere

brevkassespørgsmål af
Frederikke
17 år
Oprettet 5 år 3 måneder siden

Hej

jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre. Jeg kan ikke klare mere. Jeg har det så dråligt med mig selv og vil bare gerne forsvinde. Jeg har det så dårligt med mig selv, at jeg har cuttet. Jeg har haft en pause fra det i et stykke tid, men nu er jeg faldet i igen, og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op. jeg har det sidste lange stykke tid tænkt over, om livet overhovedet er det værd. Jeg kan ikke se, hvad meningen er med det hele, og jeg vil egentlig bare gerne forsvinde. Jeg er rigtig flov over, hvad jeg har gjort, og jeg har ikke lyst til at fortælle nogen om det. Jeg vil egentlig bare gerne skjule det. Jeg synes ikke, at det er okay, at jeg har det sådan her, for der er er mange, der har et værre liv end mig. Jeg ved ikke, hvorfor jeg har det sådan her. Jeg har et godt liv - vil folk mene - jeg har en god familie og nogle søde venner, men alligevel er jeg rigtig ked af det hele tiden, og det frustrerer mig, at jeg ikke ved hvorfor. Jeg har længe haft det sådan her, og jeg vil gerne ud med de følelser jeg bærer rundt på, men jeg kan ikke. Der er noget, der holder mig tilbage. På den ene side vil jeg gerne have, at folk ved præcis, hvordan jeg har det, men på det anden side, er jeg også bange for, at folk skal vide, hvordan jeg har det. Jeg kan ikke finde ud af, hvad jeg skal gøre. Jeg er så bange for folks reaktion. 

Hilsen Frederikke

Svar: 

Kære Frederikke

Du skal vide at du ikke er alene, og at du er ikke den eneste der har det sådan. Der er flere end man tror, der går rundt og har det skidt, og du fortjener ligesom alle andre at få den hjælp, som du har brug for.

Du skriver, at du gerne vil ud med de følelser du går rundt med. At du gerne vil have, at folk ved hvordan du har det, men at du er bange for folks reaktion. Det er normalt, at det er svært at tale om, hvordan man har det indeni, og det kan for mange være en stor udfordring. Men det er en god ting at gøre at tale med andre om, hvordan man har det. Hvis vi går rundt længe og holder følelserne inde, så bliver det ofte værre og følelserne og tankerne kan vokse sig større og få mere og mere indflydelse på, hvordan man har det. Det, at fortælle hvordan man har det, kan derimod virke som en ventil for følelserne, så man får det bedre. At sige hvordan du har det, er altså både modigt og stærkt, og du skal slet ikke skamme dig over at have det svært. At vise sin sårbarhed og bede om hjælp, er en styrke og et stort skridt på vejen til at få det bedre. Og det er det det hele handler om - at du får det bedre, fordi det kan du. Samtidig vil de folk omkring dig, som elsker dig, højst sandsynligt rigtig gerne hjælpe dig. Selvom det altså godt kan være hårdt at fortælle om, hvordan du har det, vil det være en rigtig god ting at gøre.

Hvis du er i tvivl om hvordan, eller hvis du har brug for at tale med nogen anonymt, så er du altid velkommen til at skrive ind på chatten. Ellers vil jeg også foreslå at du går til din læge, da han/hun kan henvise til en psykolog, som også kan hjælpe. Derudover er der også https://www.lmsos.dk/ hvor man kan få hjælp, hvis man selvskader. 

Mange hilsener

Henrik

Henriks billede
Henrik fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program