Har det dårligt med mig selv

brevkassespørgsmål

Har det dårligt med mig selv

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 10 måneder 22 timer siden

Hej. Jeg er en pige på 16 år, som virkeligt ikke har det godt. Jeg er vokset op i et hus uden særligt meget opmærksomhed på mig. Blev aldrig set, og har gjort nogle voldsomme ting, for at få den opmærksomhed jeg manglede. Som 8-9 årig kastede jeg op med vilje, fordi jeg vidste, at det eneste tidspunkt jeg fik opmærksomhed på, var når jeg var syg. Da jeg var 10 år gammel skrev jeg et brev til min mor, hvori der stod, at jeg ikke følte nogen elskede mig, og at jeg virkeligt ikke havde lyst til at leve længere. Hun smilte bare og sagde, at fordi jeg var 10 år, så vidste jeg ikke hvordan det var at have det sådan. Tro mig, jeg vidste udemærket godt, hvordan jeg havde det, og hvordan jeg stadigvæk har det den dag i dag. Mine forældre er ikke dårlige forældre, men jeg har haft en søster meget meget slem angst, som opmærksomheden er gået på. Da jeg var 14 år blev jeg diagnoseret med en depression. Er sidenhen blevet diagnoseret med angst og ocd oveni, som jeg lever med. Og så har jeg noget der hedder 2. problem med primær støttegruppe, som gør jeg er bange for at andre mennesker vil gøre mig ondt. Alt det her er egentlig ikke grunden til jeg skriver, men tænker at det måske er noget af grunden til hvorfor jeg gør som jeg gør. Grunden til at jeg skriver er fordi jeg ikke har det særligt godt med mig selv, hverken mit ydre eller mit indre. Jeg har det især ikke godt med min krop. Jeg hader min krop. Jeg synes jeg er tyk. Jeg spiser ikke rigtigt noget, selvom jeg selv synes jeg spiser helt vildt meget. Når jeg så har spist kaster jeg op. Jeg kan ikke lade vær. Jeg prøver hele tiden at distrahere mig selv fra tankerne om at kaste op, men det kan jeg ikke. Selvom det ikke altid er min intention når jeg går ud på et badeværelse, ender jeg bare stadigvæk nogle gange med at kaste op. Og selvom jeg VIRKELIGT prøver at lade være, lykkedes det bare ikke, og jeg kaster op alligevel. Fysisk synes jeg ikke det er særligt rart at kaste op, men jeg får det simpelthen så godt med mig selv efter jeg har gjort det. Der er få af mine tætte venner der ved det, fordi jeg synes alt det her med ikke at spise og kaste det lidt mad, som jeg egentlig har spist, op, er svært at håndtere alene. Nogen Gange kan jeg få dårlig samvittighed bare ved at være sulten, og så kaste op pga den dårlige samvittighed. Det med at ikke rigtigt spise har stået på on and off i 3 år, men er blevet rigtigt slemt det seneste halve år. Det med at kaste på har jeg kun gjort i 4 måneders tid. Så jeg har stadigvæk kontrol over det og ser det egentlig ikke som noget sådant stort problem, for jeg vil jo gerne tabe mig, og det her virker som den nemmeste måde på det. Grunden til jeg skriver er fordi, at jeg gerne ville prøve og fortælle det til en voksen, men jeg samtidig virkeligt ikke har lyst. For hvis jeg fortæller det til en voksen, vil de ligesom hjælpe mig med at finde hjælp til det, og jeg har ikke lyst til at stoppe, for så taber jeg mig jo ikke. Hvad skal jeg gøre?

 

Svar: 

 

Kære du. 

Det lyder som om, at du har meget at bære på, og at det måske ikke altid, har været så nemt at få den opmærksomhed og støtte, som du og alle andre har brug for. Det lyder også for mig til, at det her med at kaste op, måske har været en måde at håndtere de svære ting på, og én som du har gjort brug af sådan lidt on and off i en del tid, også da du var yngre. Du fortæller også, at du har det rigtig skidt med din egen krop, og at du ønsker at tabe dig, hvilket gør det svært at stoppe med at kaste op og at begynde at spise igen. Så jeg fornemmer, at der er mange ting på spil for dig, og jeg vil prøve at give dig nogle råd og tanker med, som forhåbentlig kan hjælpe dig lidt på vej. 

I forhold til det her med dine diagnoser, som jeg godt ved, at du egentlig ikke spørger ind til, så antager jeg, at du får noget hjælp f.eks. gennem terapi eller lignende efter, at du er blevet diagnosticeret. Men i tilfælde af at, du ikke gør, så vil jeg bare gerne lige starte med at knytte et par ord til det. Depression, angst og OCD kan være nogle rigtig svære størrelser at slås med, specielt på egen hånd og hvis du ikke får hjælp, så kunne det måske være noget, du kunne overveje? Selvom terapi ved psykolog eller psykiater kan være rigtig vigtigt og hjælpsomt, så er der også andre muligheder, som man kan kombinere med terapi. F.eks. har både Angstforeningen, OCD-foreningen og Depressionsforeningen noget de kalder selvhjælpsgrupper eller lokalgrupper, hvor man mødes med andre, som oplever lignende problematikker og derfor kan støtte og hjælpe hinanden. Alternativt er der også mulighed for at skrive ind til forskellige foreninger, hvor der sidder rådgivere klar til at lytte og forstå. Det kan f.eks. være vores egen 1-1 chat her på Cyberhus eller det kan være hos Børnetelefonen eller Psykiatrifonden. Det er helt op til dig, men det kan bare tit være en rigtig, rigtig stor hjælp at have nogle at snakke med de svære ting om, og du giver også udtryk for, at det hele er lidt svært at håndtere alene, specielt det her med opkast og problemer med at spise. En anden mulighed kunne derfor også være at tage en snak med en rådgiver fra Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade

Nu er det ikke fordi, at jeg siger, at du har en spiseforstyrrelse, for det er ikke muligt at diagnosticere nogen gennem et brevkassespørgsmål eller chat, men jeg tænker, at LMS er et rigtig godt sted, da nogle af de ting, du beskriver, er ting, som jeg tænker kan lede til en spiseforstyrrelse på sigt. Da det kan være svært at komme på den anden side af en spiseforstyrrelse, så tænker jeg, at det er bedre at bremse en eventuel spiseforstyrrelse i opløbet, og der kan LMS være en stor hjælp. For i forlængelse af det, så forstår jeg godt, at det her med ikke at spise og at kaste mad op, kan virke som den nemme løsning, hvis man gerne vil tabe sig, men problemet er, at det er rigtig skadeligt for kroppen. F.eks. kan mavesyren, som man også kaster op, give smerte og skader i hals og svælg, og man kan også skade sine tænder rigtig meget. Derudover så har kroppen brug for næring ellers kan man blive rigtig, rigtig syg. Den  vedholdende og sunde vej til et vægttab er derfor at lægge sin kost om og at dyrke motion og ikke at kaste op eller sulte sig selv. Tanken om træning og kostændring kan godt virke lidt overskuelig for nogle, og det er helt okay. Nogle fif er, at man f.eks. nogle gange kan få hjælp i sit lokale fitnesscenter til at strikke et træningsprogram sammen, eller få hjælp af en personlig træner, som også ofte kan hjælpe med at lægge madplaner og lignende, hvor man får sund mad, som støtter ens vægttab uden at skade kroppen, fordi man stadig får det næring, som man har brug for. En anden mulighed kan også være at begynde at træne sammen med en ven eller veninde eller et familiemedlem, da det tit er lettere at komme afsted, hvis man har en aftale med nogen. 

Du skrev oprindeligt i dit brev, at du gerne vil have hjælp til at fortælle en voksen omkring det hele, men at du var nervøs, fordi du ikke vil have hjælp til at stoppe med at kaste op. Og jeg forstår godt bekymringen, for hvordan folk vil reagere, men det lyder for mig som om, at du måske godt ved inderst inde, at det her med opkastning og ingen spisning ikke er den rigtige løsning, og at det er bedre at finde en anden vej. Og det er her, jeg tænker, at støtte fra en voksen kan være rigtig hjælpsomt, så jeg synes i allerhøjeste grad, at du har fat i det helt rigtige, når du overveje at dele din situation med en voksen. Hvordan man så kan gøre det, er et andet spørgsmål, og jeg tænker igen, at der er flere muligheder, og at det handler om, at du skal vælge én, som du har det godt med. Nogle foretrækker at sætte sig ned med en voksen, de stoler på i enerum og så fortælle tingene stille og roligt. Andre har det bedre med at skrive tingene i et brev, så man har muligheden for at sætte sig ned og skrive det, præcis sådan som man synes, det skal siges, og så ved man også, at den voksne vil læse det hele og ikke har mulighed for at afbryde, så man ved, at de får alle detaljer med. Nogle kombinerer det og skriver f.eks. et kort brev, som så lægger op til en snak bagefter. Nogle gange handler det også meget om, hvem man siger det til. Det kan være rigtig svært for nogle at tale med deres forældre eller om det, men så kan det f.eks. være, at det kan være en mulighed først at tale med en søskende eller andet familie, som så kan hjælpe med at få samtalen startet med f.eks. ens mor og far. 

Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og jeg håber, at du vil gøre brug af en eller flere af de nævnte muligheder. Jeg tænker i hvert fald, at det lyder til, at det lige nu ikke er helt nemt at være dig, og når man står i sådan nogle situationer, så er det helt okay at bede om hjælp. Det har vi alle brug for én gang imellem, og nogle gange handler det mest om, at man har nogle, som man kan vende tingene med, hvis man får brug for det. Det er ikke sikkert, at man gør det, men det kan være en stor lettelse bare at vide, at muligheden er der. Du skal også altid være velkommen til at kigge forbi vores chat. Jeg sender varme og positive tanker din vej!

Alt det bedste

Amanda

Amandas billede
Amanda fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program