Tynd dreng

brevkassespørgsmål

Tynd dreng

brevkassespørgsmål af
Ukendt
15 år
Oprettet 5 år 8 måneder siden

Jeg er 15 år og alle i min familie er tynde og det er jeg også selv, nogen har foreslået mig at tage i trænings center men har ikke meget selvtillid så tør ikke, jeg synes ikke a t jeg er så svag da jeg snildt kan tage 30 armbøjninger i streg men det skaber ingen resultater, jeg er også kræsen og kan ikke lide at spise med andre mennesker, da de siger at jeg.spiser usundt hvilket jeg ikke gør så nogen gange vælger jeg den nemme løsning som er bare at lade vær med at spise ingen ved at jeg har det sådan her da dem der betyder noget for mig ikke synes at jeg er tynd. Men jeg er ikke vanvittig tynd men da jeg ser på andre bliver jeg ved med at nedgøre mig selv da der er ingen der synes at man er flot når man er tynd og dreng venligst svar om nogen har det sådan her

 

Svar: 

Hej Ukendt

Det er frustrerende når man er utilfreds med sig selv, som jeg kan høre du er. Du skal vide at du bestemt ikke er alene om at have det sådan. Det er faktisk meget naturligt at have noget man er utilfreds med ved sig selv, når man kommer i puberteten. Jeg tænker der er to ting at arbejde med. Dels at arbejde med at blive gladere for den man er, og dels at træne, hvis du gerne vil have lidt flere muskler og dermed blive lidt større. Når du fortæller at hele din familie er tynde, tænker jeg det nok også vil være et vilkår for dig. Du kan helt sikkert sagtens træne, så du bliver større, men din grundlæggende kropsstruktur, vil nok altid være tynd. 
Det er sådan du er født, og det er præcis som du skal være. Dem der er meget tynde, ville gerne være større. Dem der er store, brænder for at blive tynde. Det er nok bare et vilkår for mange, at de gerne vil have noget andet end det de har. Jeg tænker det handler om at finde en god mellemvej. Og jeg tænker sagtens du kan træne, få flere muskler og blive større, samtidig med at du arbejder på at blive tilfreds med den du er. 

Du siger at du ikke tør træne, fordi du er så tynd. Du kan selvfølgelig overveje at træne hjemme, men du kan altså også sagtens træne i et center. Det er overhovedet ikke kun toptrænede, store fyre der træner. Det er unge, gamle, tykke og tynde. Folk i supergod form, og folk i rigtig dårlig form. Det er bare at hoppe ud i det, og give det en chance. Og så er der det med maden. Hvis du kæmper med at være tynd, er det i hvert fald en rigtig dårlig strategi, at undlade og spise. Det er en sikker vej til at blive ved med at være tynd, eller blive endnu tyndere. 
Jeg kan godt forstå dit argument for at lade være med at spise, men jeg tænker det er bedre at du prøver at sige fra overfor dem der kommenterer din mad. Sig at du ikke har brug for at de kommenterer hele tiden, og fortæl dem at det faktisk betyder at du lader være med at spise. 

Du kan jo også overveje at gå til din læge, og spørge ind til det her med vægten. På den måde kan du blive klogere på om du faktisk er for tynd, i en lægelig forstand. Og hvis du er, så kan din læge også hjælpe dig med at sammensætte en kost- og træningsplan, der kan få din vægt op. 

Held og lykke med det
Maya

Mayas billede
Maya fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program