Kære dig.

Det lyder rigtig hårdt at dine forældre, og særligt din far, altid har været efter dig. Ud fra det du fortæller, er det helt forståeligt, at det kan drive dig til vanvid, når du oplever, at dine forældre kun favoriserer din lillebror. Samtidig må det være rigtig svært, at du aldrig har følt, at dine forældre har været der for dig. Og at de ikke engang har været der, når du har haft brug for, at de var der for dig. Jeg kommer til at tænke på, om du har prøvet at snakke med dine forældre om de her ting, som du fortæller, at du oplever derhjemme? Det kan være, at dine forældre ikke har tænkt over, at det faktisk går dig rigtig meget på, at de behandler dig på den måde, som de gør. Så det kan være, at du har lyst til at prøve at forklare dem, hvad det gør ved dig, at du fx. føler at de favoriserer din lillebror. Hvis du synes, at det kan være svært at sige det til dem direkte, kan du skrive nogle af de ting du har skrevet her, og læse det op for dem. Eller det kan være, at der er en anden i din familie, som du har lyst til at snakke med det om. Det kan nogle gange hjælpe, at få nogle andre til at se situationen udefra.

Du fortæller, at du oplever, at din lillebror og dig er meget forskellige, og at I nærmest er modsætninger. Du beskriver blandt andet, at din lillebror er mere social og gør alt, hvad dine forældre beder ham om. Og så siger du om dig selv, at du er meget stille og holder mange ting for dig selv. Du siger også, at du ikke bryder dig specielt meget om at mødes med andre, og at du ærlig talt ikke synes at det er særlig spændende, og derfor ikke bryder dig specielt meget om det. Dit værelse er ligesom dit helt eget sted, hvor du bare kan være dig selv og endelig få slappet af. Selvom du fortæller, at dine forældre aldrig har kunnet forstå hvorfor du har det sådan, og at du har de behov du har, omkring for eksempel at trække dig tilbage på dit værelse og være alene og slappe af - vil jeg gerne fortælle dig, at det er helt normalt at have det sådan. Der er mange som oplever, at de har brug for, at være alene for at kunne koble af og slappe af.

Det må være rigtig hårdt, at du oplever, at du er forkert i dine forældres øjne. Og at du altid føler, at din familie hakker ned på dig, fordi du hverken er eller vil være ligesom din far og din lillebror. Ud fra det du beskriver omkring din familie er det forståeligt, at du til tider ønsker at komme væk fra dem. Det lyder som om, at de har svært ved at sætte sig ind i og forstå, at du ikke er ligesom din far og din lillebror. Og at du godt kan lide at lave og gøre nogle andre ting end dem. At du er anderledes som person end de er, og det er helt okay at du er det. Vi er alle sammen forskellige som mennesker, også dem vi er i familie med.

Du fortæller, at du snart er færdig med 10. klasse. Det får mig til at tænke på, om du har gjort dig nogle overvejelser om, hvad du gerne vil efterfølgende. Du skriver også, at du er rigtig god til engelsk og at du gerne vil til USA og at du altid har tænkt, at det kunne være spændende at prøve at bo i USA. Det er nemlig et rigtig stort land med mange muligheder og mange forskellige mennesker. Man kan fx. blive udvekslingsstudent og gå i high school. Ofte foregår det sådan at man tager afsted med en organisation, som kan hjælpe en med at finde en skole og en familie som man kan bo ved. Det kan være at sådan et ophold i USA vil give dig nogle nye oplevelser, og at det kan dække dine behov for at komme lidt væk fra din familie.

Du kan se et link til en organisation der hedder AFS her: https://www.afs.dk/bliv-udvekslingsstudent/. Eller på det her link, kan du læse om, hvad det vil sige at være udvekslingsstudent her: https://www.explorius.dk/Exchange-Student/USA

Der findes også andre organisationer man kan tage afsted med, som du kan google dig frem til ved fx. at søge på "udvekslingsstudent i USA". 

Til dit spørgsmål omkring om det overhovedet er normalt at have alle de her tanker og følelser, vil jeg gerne sige; JA det er helt normalt at have sådanne tanker som du har beskrevet. Det er aldrig rart at føle sig anderledes og forkert i andres øjne, og måske særligt ikke når det er ens familie der ser sådan på én. Som regel er ens familie der hvor man kan få opbakning til at være lige præsis den man er og der hvor man kan få støtte og trøst. Og det lyder ikke som om, at du er blevet mødt af det i din familie. Så der er ikke noget at sige til, at du nogle gange ønsker at komme langt væk fra dem. Det kan være, at det vil gøre noget godt for dit forhold til din familie ved at du fx. tager på udveksling.

Jeg håber, at du kunne bruge mit svar og at det kommer til at gå godt med det hele. Al mulig held og lykke.

De bedste hilsner

Gro