Gravid

brevkassespørgsmål

Gravid

brevkassespørgsmål af
Anna
19 år
Oprettet 5 år 9 måneder siden

Hejsa 

Sagen er den at min kæreste og jeg venter barn (han er 23) det var faktisk ikke meningen til at starte med at vi ville have børn lige nu, men da det skete blev vi enige om at beholde det. Skal lige siges at jeg ikke er særlig langt henne. jeg var så stolt og glad for at vi skulle have barn sammen og var allerede godt i gang med at glæde mig! Men lige pludselig så hopper han fra!! Og jeg følte mig da lige som en kæmpe idiot, og føler at han har holdt mig fuldstændig for nar! Nu snakker han om at han gerne vil have at jeg skal have taget en abort.. det er jeg bare rigtig ked af at skulle få gjort, da jeg jo faktisk rigtig gerne vil have det her barn. Nu er jeg jo i et kæmpe dilemma, om jeg skal få en abort eller jeg skal beholde barnet og risikerer at han går fra mig og ansvaret som far.  Jeg er fuldstændigt knust og aner slet ikke hvad jeg skal gøre! Håber i kan hjælpe mig med at se situationen fra andre øjne. 

Hilsen Anna

Svar: 

Hej Anna

Først og fremmest skal du have stor ros for, at søge rådgivning her i brevkassen. Du skriver, at du er gravid men at din kæreste ikke længere ønsker, at I skal beholde barnet. Selvom at det ikke var meningen at I skulle have barn sammen nu kan jeg godt forstå, at du er ked af, at han ikke længere ønsker det. Men det er samtidig okay at skifte mening. At få et barn er en stor ting og et livslangt ansvar. Jeg tænker, at han måske er blevet usikker på om han kan påtage sig det ansvar, har I talt sammen om det? Jeg tænker samtidig, at det er helt normalt, at man gør sig en masse tanker og bekymringer når man står overfor sådan et valg. Derfor er det rigtig vigtigt, at I får talt ordentligt sammen omkring det hele og hvordan I hver især går og har det. Hvorvidt du skal beholde barnet eller ej kan jeg ikke fortælle dig, da det er dit valg, og ikke et jeg kan tage for dig. Jeg tænker, at det bedste vil være at tale med din kæreste og forhåbentligt finder I den rigtige løsning for jer. I sidste ende er det dit valg om du vil have barnet eller få foretaget en abort. Jeg vil dog understrege, at jeg synes at det er enormt vigtigt, at du ikke vælger at få en abort for at din kæreste og dig kan blive sammen. En abort skal være fordi DU mener, at det at det er det helt rigtige for dig.  Hvis I ikke finder en løsning sammen, så tænker jeg at du skal mærke efter hvordan du har det og om du har lyst til at beholde barnet selv. Tal med din familie og venner, det kan mange gange være rigtig rart når man står overfor nogle svære valg i livet. Uanset hvad du vælger, så ønsker jeg det bedste for dig. 

 

Bedste hilsner,

Sabrina 

Sabrinas billede
Sabrina fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program