Svamp på pikken

brevkassespørgsmål

Svamp på pikken

brevkassespørgsmål af
Martin
19 år
Oprettet 5 år 2 måneder siden

Hej Cyberhus.

Jeg var ved lægen i dag og fik konstateret svamp på min penis. Lægen mente ikke at der var brug for nogle behandlingsmidler, da han kunne se det var i bedring og mente at god hygiejne ville være nok. Jeg har fornylig fået en ny kæreste og vi foretrak begge at have sex uden kondom (hun tager p-piller). Hun har ikke haft nogle gener efter vores første gang sammen.

Så mine spørgsmål lyder:

Hvor lang tid bør jeg vente med at have sex uden kondom for at beskytte min kæreste mod smitte?

Er det et spørgsmål om at min krop skal blive vant til hendes bakterier eller kan man evt. forebygge mod en lignende situation næste gang vi har sex uden kondom?

På forhånd mange tak for hjælpen.

Venlig hilsen Martin.

 

Svar: 

Hej, 

Mange tak for dit spørgsmål. 

Det er rigtig godt du har været forbi din læge med dit problem. Svamp på kønsdelene (og andre steder på huden) er en meget hyppig tilstand, og rammer både kvinder og mænd. Oftest går det over af sig selv, men nogle gange skal man have medicinsk behandling.

Svamp på kønsdelene bliver normalt ikke anset som en kønssygdom, og generelt siger man at kvinder godt kan smitte mænd med svamp, men mænd kan ikke smitte kvinder. Dette kommer dog an på hvilken svamp man er inficeret med. Den hyppigste er Candida svampen.

Svampeinfektioner skyldes normalt en ændring i den normale bakterieflora på huden, og det kan være at samleje med din kæreste har medført at din bakterieflora på din penis er blevet ændret en smule. Svampeinfektion kan også forekomme ved hyppig vask med sæbe samt fugtige forhold i skridtet. Du skal derfor forsøge ikke at vaske dig med normal kropssæbe, men istedet bruge intimsæbe når du vasker dig i skridtet.

Til sidst, så tror jeg ikke du har smittet din kæreste med svamp, men mit råd til dig er alligevel at jeg synes I skal beskytte jer med kondom så længe du har symptomer på svamp.

Jeg håber du kan bruge mit svar, ellers er du velkommen til at skrive igen.

De bedste hilsner

Morten
læge 

MortenSHs billede
Morten har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program