konfirmationsproblem

brevkassespørgsmål

konfirmationsproblem

brevkassespørgsmål af
ida
13 år
Oprettet 5 år 10 måneder siden

hej. jeg er en pige på 13 år. så det betyder jo at det snart er konfirmationstid. jeg har dette problem at jeg har en vildt god veninde der går i min klasse. vi havde snakket om at invitere hinanden til hinandens konfirmation. men jeg vil ikke rigtig have hende med til min, misforstå mig ikke jeg elsker hende og hun er en af mine bedste veninder. så jeg føler det ville være lidt mærkeligt hvis jeg ikke inviterede hende til min konfirmation, men at hun så inviterer mig med til hendes konfirmation. og jeg inviterer et par piger fra de større klasser fordi dem er jeg rigtig gode venner med, og det er hun også så hun kunne bare hænge ud med dem. men jeg ved ikke om jeg har lyst til at invitere hende. men hvis jeg skal invitere hende tænkte jeg på at hun skulle komme lidt senere når nogle af mine venner var ved at gå. men hvad synes i jeg skal gøre ved det her?

Svar: 

Kære Ida. 

Jeg kan godt se, at det er lidt af et dilemma, som du står i. På den ene side så er du lidt i tvivl, om du har lyst til at invitere din gode veninde med til din konfirmation, men på den anden side så virker du også bekymret for om du kommer til at såre hendes følelser, hvis du ikke gør det. Det er ikke en nem situation, men jeg vil gøre mit bedste for at komme med nogle tanker, som forhåbentlig kan hjælpe dig lidt på vej i din beslutning. 

Jeg tænker, at det selvfølgelig er vigtigt, at din konfirmation bliver, som du ønsker det, da det er din dag, og derfor kan jeg ikke fortælle dig, hvad du skal gøre, da jeg tænker, at det er vigtigt, at det er din beslutning. Men jeg vil også fortælle dig, at hvis I har snakket om, at det var noget, I skulle gøre, og hvis du så ikke inviterer hende, samtidig med at du inviterer nogle andre gode fælles veninder, så tror jeg desværre, at chancen, for at hun vil blive ked af det, er stor. Det lyder i hvert fald som en situation, som hurtigt kan komme til at føles som om, at du vælger hende fra. Hvis nu du kunne sige, at du kun inviterede familie og ingen veninder eller venner, så ville det måske være en anden situation, men hvis det kun er hende, som ikke bliver inviteret, så tror jeg desværre, at hun godt kunne finde på at blive ked af det. Og jeg tror også, at risikoen er der, hvis du inviterer hende, til efter de andre gæster er gået. Så jeg kan godt forstå, at det ikke er en nem beslutning, og derfor tænker jeg, at det bedste du kan gøre, det er at mærke efter, hvad det vigtigste for dig er i alt det her og tage en beslutning, som du har det godt med. 

Nu skriver du ikke i dit brev, hvordan det kan være, at du ikke har lyst til at invitere hende, så jeg ved ikke, om det er fordi, der er sket noget, eller om det er fordi, der noget andet på spil. Men måske du kan overveje, om grunden er en, du kan snakke med din veninde om? Altså at forklare hende, at du ikke har lyst til at skulle til hinandens konfirmationer længere. Jeg tænker i hvert fald ofte, at det er bedre at få snakket om tingene, så man ligesom er på det rene med hinanden. 

Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og jeg håber, at du finder en løsning på det. Hvis du har brug for at snakke mere om det, så er du meget velkommen til at kigge forbi vores 1-1 chat, hvor du kan få hele situationen vendt med en af vores søde rådgivere. 

Jeg ønsker dig held og lykke og tillykke med konfirmationen, når du når dertil!

De bedste hilsner 

Amanda

Amandas billede
Amanda fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program