Kære Cecilie. 

Hvor kan jeg godt forstå, at du er forvirret og frustreret. Det kan virkelige være en svær og stor ting at skulle opleve, at ens forældre bliver skilt. Du skriver, at det var i 2012, så jeg kan regne ud, at du har været omkring de 10 år, og jeg kan virkelig godt forstå, at det har været vanskeligt at skulle forholde sig til så stor en forandring i den alder. For nogle unge kommer det som et chok, hvis deres forældre vælger at blive skilt, og andre har måske lidt fornemmet, at det var på vej. Uanset så er det en kæmpe stor ændring, som det kan være svært at finde rundt i. Og det lyder også til, at det er det, som du har oplevet. Derfor kan jeg godt forstå, at det har været svært at finde dig selv, hvis det her er en oplevelse, som er blevet ved med at fylde meget også i årene efter. 

Du fortæller, at du har det rigtig svært, at du har selvmordstanker, og at du har været indlagt på sygehuset to gange. Jeg er lidt usikker på, om dine indlæggelser har været på grund af fysisk sygdom, eller om det har været indlæggelser på f.eks. en psykiatrisk afdeling, men uanset så er det tydeligt, at du har været igennem en del, og det er jeg ked af at høre. Det er rigtig meget at skulle have oplevet i en alder af 17 år, men hvor er det også bare tydeligt, hvor stærk du er, og at du ønsker forandring. For du spørger nemlig også om, om der er noget du kan gøre for at komme lidt væk, da du har svært ved at være hjemme, og du nævner selv noget i retningen af et opholdssted. Og det kan godt være, at det kan være en god mulighed for dig, men jeg tænker, at det er noget, som vil være en rigtig god idé at snakke om med dine forældre, og også de behandlere, som du har haft, hvad end det er psykologer eller psykiatere. Sammen er I nemlig dem, som ved allermest om det, du oplever, og derfor tænker jeg også, at I er dem, der bedst kan finde ud af, hvad det næste skridt bør være. Hvis I finder frem til, at et ophold et sted kunne være en god idé, så tænker jeg også, at dine behandlere vil kende til de bedste og mest relevante muligheder i dit område, da muligheden for plads på opholdssteder og lignende kan være meget forskellig fra kommune til kommune.

Nu ved jeg ikke, hvor meget af det her, du har delt med dine behandlere og dine forældre, men mit bedste råd til dig er, at fortælle dem alt, der er at fortælle, fordi de ting, som du måske selv tænker er ubetydelige og ligegyldige, kan have stor betydning for hvad, man som psykolog eller psykiater tænker, er den bedste måde at hjælpe dig på. For der er hjælp at hente, og det kan og vil blive bedre, det er jeg helt sikker på. Nogle gange tager det desværre bare lidt tid at finde ud af, hvordan man bedst griber tingene an, og nogle gange så tager det også bare et godt stykke tid og arbejde at få det bedre, selvom man griber det rigtigt an. Det er mega frustrerende, og det kan være virkelig svært at være tålmodig, for det kan føles som en tunnel uden ende, men det er det ikke, og der er en vej ud. Det bliver bedre.

Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig lidt på vej, selvom det måske ikke var det direkte svar, som du oprindeligt søgte. Hvis du har brug for en snak om det her eller bare måske har brug for at få tingene vendt, så må du rigtig gerne komme forbi vores 1-1 chat. Her sidder en af vores søde rådgivere klar til at få en god snak, hvis det er noget, du har lyst til. Jeg sender mange gode, varme og positive tanker din vej. Jeg tror på dig.

De bedste hilsner

Amanda