Hvad skal jeg gøre?
Hvad skal jeg gøre?
Jeg føler mig så frustreret og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre... Det hele startede med at min far og lillesøster havde et skænderi, hvor jeg sagtens kunne se hver deres begrundelse, men hvor jeg syntes min far opførte sig dumt og det var ligesom om han bare skulle starte noget for at kunne afdampe. (Lille baghistorie) Min far har altid haft et stort temperament og kunne blive meget vred, faktisk så vred at jeg tror cirka 90% kan slet ikke forestille sig det. Men det begyndte så at vise sig, da jeg var cirka 7 år gammel, og mig og min far havde nærmest "brøle konkurrencer" hver dag. Og da arv og miljø betyder meget hvordan man er, arvede jeg naturligvis hans temperament. Dette var rigtig slemt indtil da jeg blev 16, så udover at vi havde "råbe konkurrencer" hver dag, fordi han blev alt for nemt sur over små ting. Nogle af de ting jeg kan huske der er sket, var da jeg var 12 år og vi havde et kæmpe skænderi, hvor han spurgte om vi skulle slås. Tror faktisk også han har slået mig et par gange... Han kunne også finde at bruge sin størrelse, til at skræmme mig til at gøre adlyde. Har set ham få andre voksne mænd til at ryste, når han fik et flip. Det er rigtigt svært at beskrive, men håber lidt det giver et billed af hvordan det var. Men fordi han var sådan, arvede jeg jo hans temperament, og nærede et dybt had til ham i lang tid, som jeg desværre ikke tror jeg har skilt mig helt af med, selvom jeg virkelig gerne vil. Så der jeg var cirka 13, kunne jeg råbe mindst lige så højt som ham, og med skænderier hver dag, i 6 år var jeg blevet rigtig god til også at "diskutere" altså at totalt intimidere folk med at råbe, hvis de bare prøvede at i rette sætte mig [lærere som prøvede] eller andre som hvem fanden der nu kunne finde på at starte en diskussion med mig. Begyndte også at være i slagsmål med andre, bare for at afreagere. Fulgte heller ikke med i skolen mere og gjorde egentlig bare hvad jeg ville, og ingen gjorde noget ved det fordi 80% af personalet var bange for mig. Så jeg var egentlig blevet lige så slem som min far. Mildt sagt var det en rigtig lorte barndom, hvor det at tænke tilbage på den, gør mig så pissed at jeg har en trang til at begynde at råbe og slå noget eller nogen til ugenkendelighed. Det eneste jeg er glad for, er at jeg sparede mine søskende for det lort. Min fars barndom var ikke meget anderledes end min, så det samme som skete for mig, skete også for ham. så det gør det lidt nemmere at tilgive ham. Men nu har vi et meget, meget bedre forhold og vi har begge lært at pakke den side af os væk og ikke lade den styre os. Min far er somsagt blevet meget bedre til at håndtere den side, men hvis han kommer op at diskutere med Mig og mine søskende, mor og nogle få familiemedlemmer, og begge parter nægter at lægge sig ned, så kommer min fars dårlige side frem. Det der er ved det, er at jeg har næsten præcis den samme dårlige side, men jeg har lært 100% selvkontrol, så alt hvad jeg gør, eller siger eller lignede er totalt upåvirket af impuls. så efter alt det fucking lort, [siger ikke alt det her for at lyde hård eller noget, men har gået og holdt det inde i 19 år, og nu skal jeg bare have det ud] og hvor jeg endelig har lært 110% selvkontrol og kan finde den dårlige side frem og gemme den væk på kommando, hvorfor min far så ikke kan, når han har haft næsten dobbelt mit liv, til at forbedre sig? (Men tilbage til før baghistorien) Min søster havde åbenbart glemt her for nogle dage siden at tørre nogle marmorplader i vores køkken af, og ikke sin eneste pligt samt at hun også var skredet uden at lukke dørene så de stod helt åbne. Det med marmorpladerne er han lidt sart med da de virkelig er dyre, og hvis man ikke tørre dem af på en bestemt måde, kommer der alt muligt som ikke kan komme af igen. Så kan godt forstå hvorfor han føler som han gør. Men før min søster kom ind af døren, blev han ved med at fortælle mig at "man" skulle huske at tørre dem af ordenligt, men jeg bruger dem aldrig og jeg mindede ham om det, hvor han endda indrømmer at jeg har ret. Da hun så kom hjem, er min far igen på krigsstien, og kører på min søster fordi hun havde glemt det med marmorpladerne igen. Der minder han så min søster om hvordan forleden han gav hende et "møgfald" mens hun havde en veninde med hjemme på besøg (det syntes jeg personligt er rigtig svinsk gjort, specialt fordi min samme søster havde en lille diskussion med min fars kæreste, og hvor hun så fandt lidt af sin anden side frem, og lukkede munden på min fars kæreste, hvorefter min far belærte hende at det skulle hun ikke gøre igen mod kæreste. Også gør han kraftædme næsten det samme mod min søster) hvorefter min far sagde til min søster at hvis hun ikke kan indrette sig, skal hun pakke og skride og hun er kun 16, så han skal kræftædme lukke røven! Han er sådan et svin nogle gange.. Præcis det jeg skrev før (hvorfor fuck han ikke kan styre det lort han lukker ud?) Er dog rimelig sikker på han ikke mente det, men han bare siger det fordi han er desperat. Har dog også en til lillesøster på 10, som virkelig kan få min far op i et hjørne og trykke på de rigtige knapper, hvor han så heldvis ikke flipper helt ud som med mig, men nok til hun græder og skriger af ham, og jeg ønsker ikke at min yngste søster skal gennemgå det, så hvordan får jeg min far til at ændre sig? En helt anden ting som jeg føler virkelig er ved at gøre mig sindsyg, er hvordan man kan holde klare alt den dumhed jeg ser og hører på nettet og i virkeligheden.. For eksempel søgte jeg lidt på det med at smide børn under 18 ud, og fandt en artikkel med en forældre til en 15 dreng, der var ude på et lille sidespor, men at så læse hvordan knægtens forældre prøvede at straffe ham med stuearrest (Og den er skuda rimelig gal i ens hoved hvis man tror at give en 15 år stuearrest hjælper, når hans forældres tankegang hedder 7 dages pjæk gav 7 dages stuearrest, men når knægten bare skrider alligevel hva fanden er nytten så?) Det værste han gjorde var at pjække fra skolen, og han ikke fulgte med, og hvis han ikke ryttede op på sit værelse, var der ingen lommepenge, og så tænker jeg allerede hvor fucking dumme de forældre må være hvis de giver ham "lommepenge" for at fucking rydde op!? Der var også en der foreslog forældren at få en til at mandsopdække drengen, med en der kunne fysisk tilbageholde ham.. Jeg ser kun 3 scenarier, 1 knægten får en kniv eller andet våben og smadre ham der mandsopdækker ham, 2 knægten får nogle venner til at smadre ham, 3 noget der 100% garantere at han kommer ud Eller et andet eksempel er ham der Rasmus Paludan, der cirkulerer i øjeblikket, hvordan kan sådan en idiot faktisk have et parti og stille op til folketinget?! Læste også hvordan nogle siger de kunne finde på at smide deres barn under 18, ud for mangel på reskpekt.. Bliver jo syg af at høre på det.. Så please være sød at hjælp.. Er så frustreret
Kære dig
Jeg synes det er rigtig stærkt at du har skrevet herind, efter at have holdt det inde i 19 år, og jeg kan virkelig mærke den frustration og vrede du går rundt med. Det er også helt forståeligt at du føler sådan med alle de voldsomme skænderier, og som du selv skriver, så betyder det at du har "arvet" eller tillært en bestemt måde at reagere på. Man kan sige at du har lært et særligt sprog af din far, og det er meget svært at ændre på det. Det betyder også at selvom du føler at du har lært 110% selvkontrol, så forestiller jeg mig at du stadig reagerer voldsomt nogle gange? Det skriver jeg, fordi det er så godt som umuligt for nogen at have kontrol med sig selv hele tiden, og selv hvis det er muligt, så ender det ofte med at der kommer en endnu voldsommere reaktion på et senere tidspunkt. Det positive er så, at man kan øve sig i at få et andet "sprog" for den måde man reagerer på, så det er nemmere at komme tilbage til det ønskede, selv hvis man mister kontrollen.
I den forbindelse spørger du også om hvorfor din far ikke har lært at styre sig, når han nu har haft meget mere tid til det. Jeg kan godt forstå at det må være meget frustrerende, og at det måske endda må føles uretfærdigt, nu når du har arbejdet så hårdt for at blive bedre til selvkontrol. For det er nemlig hårdt arbejde at lære et nyt sprog, og vi har allesammen forskellige måder at lære på. Så derfor tænker jeg at din far måske ikke har fundet den måde, som fungerer for ham. Og her vil jeg lige nævne, at det ikke er dit ansvar at finde ud af hvad den måde er. Det er kun din fars ansvar, og det lyder til at han også er åben overfor det. Så måske kan du hjælpe ham med at finde en psykolog eller et kursus i vredeshåndtering i nærheden af hvor I bor, så han kan få den rette hjælp. Du kan også opfordre ham til at tage til lægen, hvor han kan få en snak om hvilke muligheder der er.
For det er nemlig vigtigt! Du skriver at du mener at din far har slået dig - men at du ikke mener at han har slået dine mindre søskende. Du skal vide at det ALDRIG er okay at forældre slår deres børn. Uanset hvor vrede man er og uanset hvor umulige børnene synes at være. Når det så sker alligevel, så handler det ofte om at man føler sig fuldstændig i afmagt og uden kontrol. Så når du skriver at din far viser magt overfor andre og gør sig "stor" for at få andre til at adlyde, så lyder det, for mig, som om at han i virkeligheden føler sig meget lille og bange, og at han bare ikke ved hvordan han skal håndtere det der sker. Som sagt, så mangler han et sprog for det, så han bedre kan arbejde med sin egen usikkerhed frem for at gøre andre omkring sig usikre.
Til sidst i dit spørgsmål, spørger du også ind til hvorfor nogle mennesker gør dumme ting. Det er et ret svært spørgsmål, men jeg tror, igen, at det hænger sammen med det sprog som man lærer når man er lille. Det sprog som har betydning for hvordan man reagerer på ting og hvordan man åbner op overfor andre. Og så handler det om den afmagt man kan føle, når man ikke ved hvad man ellers skal gøre. Som f.eks. forælderen der vil have sit barn fysisk tilbageholdt.
Når man føler sig overhørt, vil langt de fleste begynder at råbe, hvis man føler sig presset ind mod et hjørne, vil rigtig mange presse ud (f.eks. slå) og hvis hvis man føler sig meget usikker, vil rigtig mange gøre sig store over for andre - og oftest dem der er mindre end en selv, f.eks. ens børn. Det er rigtig ærgerligt, og det er vigtigt at du forstår at man kan få hjælp til at lære nye måder at reagere på.
I den forbindelse, så synes jeg at du skal vide at hvis du er meget bekymret for dine små søskende, så har du mulighed for at lave en underretning til kommunen. Jeg sidder nemlig og bliver bekymret for dem, når jeg læser dit brev.
Rigtig ofte så bliver en underretning set som noget rigtig skidt, men det er i virkeligheden bare en måde at fortælle nogen om at der foregår noget som man har brug for hjælp til. Kommunen sender en socialrådgiver, en psykolog eller en anden fagperson ud for at undersøge sagen, og så snakker man om hvilke hjælpemidler der kunne være gode. Det kunne f.eks. være familiesamtaler, individuelle samtaler med en psykolog, en bostøtte eller aflastning i weekender. I meget meget sjældne tilfælde kan det også være at børnene kommer i en plejefamilie, men det er næsten aldrig den første løsning. Det er også muligt at lave underretningen anonymt, men jeg synes du skal snakke med din far om det. Eventuelt give ham valget mellem at han selv finder hjælp eller også gør du det. Forklar ham hvad det har betydet for dig at han har så voldsomt et temperament, og at det gør dig både ked af det og frustreret at se dine mindre søskende udvikle det samme sprog.
I tilfælde af at han bliver meget vred eller voldelig, kan du overveje at snakke med ham om det når der er andre i nærheden.
Dit spørgsmål var meget langt, og jeg håber jeg er kommet omkring det meste. Hvis du føler at der mangler noget, så vil jeg klart anbefale at du prøver vores chat, hvor du også kan få mere konkret råd til hvordan du kan snakke med din far.
Jeg synes det er virkelig sejt at du har skrevet, og du skal vide at det ikke er dit ansvar at gå rundt med den her byrde alene. Tal med nogen om det, find støtte og den hjælp som er nødvendig. Du fortjener det, og dine små søskende fortjener det.
Kærlige hilsner
Signe