Skuffet og ked af det....del 4
Skuffet og ked af det....del 4
Jeg har skrevet om min veninde. Om en relation, hvor jeg har følt mig ligegyldig og så alligevel ikke. Hvor jeg føler, at jeg har vægtet vores relation mere ned hun har, for så at blive i tvivl, fordi hun til tider har meldt ud, at den betød meget for hende. Men, når jeg akut har manglet svar, stillingtagen fra hende, så har hun været tavs. Det har sat sig i mig, som en "tvivl" og som "stress" over noget, som jeg ikke blev klog på. Men glad og "tilfreds" det har jeg ikke været. Hendes bryllup kom jeg ikke med til pga sygdom. Det samme med polterabend. Hun sagde at hun var skuffet, men forstod. Men det ved jeg ikke om er den helt ærlige holdning fra hendes side. I sommers var der en akut situation, hvor jeg græd og ringede til hende. Hun lyttede og så lyttede hun ikke helt alligevel. For efter 1 min og 14 sekunder ( så jeg bagefter på min mobil) så sagde hun, at hun heller måtte gå ind i stuen til hendes forlovede som var ved at samle et Ikea Skab! Igen , så er jeg i "tvivl" om det er mig den er gal med? Hele tiden denne "tvivl" om jeg må være skuffet, ked af det??? Hvis min veninde ringede akut og græd, og min kæreste var i stuen ved siden af med et skab, som han var ved at samle, så måtte skab være skab. Min veninde skulle ikke føle, og have at vide, at hun var "besværlig" og at hun afbrød "noget vigtigt" ( Læs: det er IKKE det skab der er vigtigt her!) I fredags meldte jeg ud på Messenger, at jeg godt kunne komme hjem til hende idag mandag, hvor vi skal ses. eller det skulle vi. for det kommer vi ikke til. For vores relation, den vil jeg ikke mere. Hele weekenden har jeg ventet på svar. Om hvorvidt jeg skulle komme hjem til hende. Hun er jo gift nu og bor med sin mand i en ny lejlighed et pænt stykke fra ejendommen, hvor jeg bor og hvor hun også boede til hun blev gift. Sagen er den, at hun igen har skullet tage stilling. Melde ud og måske "skuffe" mig. Men det der igen og igen viser sig er, at hun ikke melder ud. At jeg ser at hun er på Facebook. Og at hun ikke svarer. På mig virker det som om hun bevidst venter på, at jeg skriver og "letter" hende fra at tage stilling og dermed ansvar. At hun igen efterfølgende vil sige en masse om, at "jeg er en synder og ikke altid den ven jeg gerne vil være". Men det vil jeg ikke mere. Idag her kl 06 om morgenen ved jeg ikke om vi skal ses??! Jeg ved, at vi reelt har en aftale idag. Jeg har så også igen lige gjort noget, som afviger fra det jeg besluttede. Jeg har skrevet om jeg skal komme hjem til dem/hende? Direkte og venter svar..igen...! Og at jeg oplever hende som tavs. I samme sekund får jeg dårlig samvittighed. Og synes jeg er hård. Igen barndommens lærdom om, fra min mor, om at jeg aldrig må sige nej til et vensskab/afbryde et venskab, til andre mennesker, lige meget hvordan de så behandler mig! Det er jo en "syg" lærdom. At man skal finde sig i alt! Men det er det jeg har med. At jeg skal være glad at andre mennesker gider mig. Det har jeg ordret fået at vide hele livet. Jeg tror min venindes mand er hjemme idag, hvorfor hun ikke vil have, at jeg kommer hjem til dem. Men det er ikke det om det handler om. Det er ikke selve "svaret". Men at hun kører rundt med mig. At hun ikke "gider" svare, når jeg har behov. At hun ikke tager ansvar. At hun altid, når jeg har det svært, skriver, at "vi må mødes". En måde at sige på, jeg kan se, at du akut har det skidt men jeg gider ikke akut "ofre" tid på dig, så du kan "brokke dig" når vi mødes. forstår I hvad jeg mener ? Det der med, at man er i akut nød/ked af noget, rækker ud, ringer, og så får man bare igen og igen at vide, at "vi må mødes"..... Jeg skriver ikke mere. Og jeg gør ikke mere. Men er jeg for konsekvent tænker jeg nu? Jeg har næsten ingen venner. Skal jeg alligevel være i dette, som jo tydeligt er helt på hendes præmisser? Hvorfor tager hun ikke ansvar? Hvorfor tror jeg ikke, at hun gider skrive retur nu, hvor jeg igen venter, og stesses, indtil jeg viser mig selv omsorg og går imod barndommens lærdom om, at jeg gerne må sige fra. skal sige fra. Fordi min veninde ikke gider mig og ikke engang gider lytte, når hende veninde ringer og er ked af det og jeg affejes med ord om, at hun hellere vil være hos sin forlovede, som blot er ved at samle et skab! Hvad skal jeg have om tanker om denne relation? Undgå at føle skyld over jeg ikke magtede at være i den mere? Jeg har aldrig givet så meget af mig selv, som til hende føler jeg. For så at få "afmålte" investeringer i relationen retur, når det passede hende. Jeg føler mig til grin! Vred og ked af det. men mest ked af det. Over, at hun aldrig kommer til at kunne se på sin andel i dette her. Hvordan kommer man videre, når man har sagt fra og sidder med sorg og dyb undren?
Kære dig
Jeg kan læse mig til at du virkelig har gjort dig en masse tanker om din relation til din veninde, og om hvordan du oplever at det påvirker dig. Det er et rigtig svært arbejde at gå med alene, og jeg er glad for at du deler dine tanker her, så du kan få hjælp til at bære dem.
Du skriver at du er i tvivl om din veninde virkelig gider dig, og at du føler at hun altid har en undskyldning for ikke at lytte til dig, når du har brug for det. Du skriver også at du nogle gange bliver i tvivl om din egen oplevelse, fordi hun giver udtryk for at hun gerne vil dig. For mig lyder det til at I har brug for at tage en alvorlig snak om jeres venskab, og hvad I forventer af hinanden.
Det skriver jeg, fordi at venskaber kan ændre sig. Du skriver selv at I tidligere boede det samme sted, mens at hun nu er gift og flyttet væk. Det har for hende været to meget store begivenheder, som betyder at hun ændrer sig. Måske har du også oplevet noget som har gjort at du har ændret dig? Når to personer, som er venner, begge ændrer sig, så er det næsten helt sikkert at venskabet også vil ændre sig, og nogle gange kan det betyde at der opstår misforståelser. Måske er det også dét som er sket her? Det kan du kun finde ud af hvis du snakker med din veninde om hvad du oplever. Og ikke på skrift, men ansigt-til-ansigt. Jeg tænker ikke at du skal starte med at sige at du føler at hun ikke bekymrer sig for dig, men måske du skal sige at du har lagt mærke til nogle ændringer i jeres venskab som gør dig i tvivl om hvad I er for hinanden nu. For det kan jo godt være at I finder ud af at der ikke længere er plads til de dybe snakke om det der er svært, men at I måske i stedet skal lave andre ting sammen, som f.eks. at tage i biografen eller lignende.
Det kan også være at I finder ud af at det vil være bedre for jer at at holde en pause fra hinanden, fordi det, som du selv skriver, kan trække virkelig meget energi, når man går rundt med de her tanker. Og det er jo ikke meningen at et venskab skal sluge al energien, men også være med til at fylde den op igen.
I den forbindelse, så skriver du også at du har lært fra barndommen at man aldrig må sige fra over venner, og at man skal finde sig i hvad som helst. Du skriver også at du godt ved at det ikke er meningen at det skal være sådan, men det er, som du selv skriver, meget svært at skulle tillære sig en ny måde at opleve tingene på, end den man har lært. Men ikke umuligt, og derfor tænker jeg også at du allerede nu, er ved at indse at man ikke skal finde sig i hvad som helst. Selv i det brev du har skrevet herind til os, oplever jeg at du kommer med rigtig mange råd selv, og nogle gange er det man søger, at der er nogen som godkender de tanker man selv går med, så det er lidt mere okay at man tænker dem.
Og det er okay - at du synes det er hårdt at gå rundt og være i tvivl om din veninde, at du hellere vil sige fra og gøre det der føles bedst for dig, og det er i hvert fald helt okay at du lytter til din egen indre stemme. For i den her situation forsøger den jo bare at hjælpe dig ud fra hvad du føler. Når det så er sagt, så er den indre stemme nogle gange ret højtråbende, selvom den måske ikke kender alle fakta. Og derfor vil jeg, som skrevet, stærkt anbefale dig at snakke med din veninde om hvordan du har det. Fortæl hende at du kan mærke ændringer i jeres venskab. Fortæl hende at du nogle gange føler dig overset. Og vigtigst af alt, så spørg ind til hvad hun har brug for, for at I kan fortsætte med at være veninder, og gør det klart hvad du har brug for, for at I kan fortsætte med at være veninder. Hvis I så finder ud af at det bare er umuligt at opfylde alle behov, så er det nok en god idé at holde pause fra venskabet, og koncentrere sig om andre venskaber der går bedre.
Jeg synes virkelig at det er sejt af dig at du er ved at indse at man ikke skal finde sig i alt. Det er okay at sætte grænser, og du ved bedst hvor din grænse går. Husk at du altid er velkommen i vores chat, hvor du f.eks. kan få flere råd til hvordan en ansigt-til-ansigt snak med din veninde kan se ud.
Jeg håber du kan bruge mit svar.
Kærlige hilsner,
Signe