Tusinde tak på forhånd for jeres tid. Denne tekst er ret lang og håber at nogen vil læse historien igennem og evt. kan hjælpe. Jeg ved snart ikke hvor jeg skal starte, men jeg har brug for hjælp, nogle råd eller blot nogen der har stået i samme situation. Jeg er 20 år gammel, og det er som om at jeg sidder fast og har gjort det en del år efterhånden. Jeg mødte for 5 år siden en pige som slog benene helt væk under mig. Jeg så hende første gang i 8. Klasse da vores skoler blev lagt sammen. Jeg husker dagen som var det i går. 25 elever i den nye klasse, man kigger jo lidt og studere de nye mennesker man skal gå i klasse med og omgås med hver dag. Jeg får hurtigt øje på pigen og jeg var solgt med det samme. De smukkeste øjne, det flotteste hår og det mest bedårende smil jeg nogensinde har set. Jeg er på dette tidspunkt blevet utrolig dårlig til at møde nye mennesker og ved ikke hvordan jeg skal komme tættere på hende og lære hende bedre at kende. Skæbnen vil så, at vi kommer til at sidde ved samme bord et par uger efter og jeg kommer endelig i snak med hende. Vi talte nu sammen på daglig basis og jeg blev mere og mere glad for hende. Vi begyndte på et tidspunkt at flirte en del med hinanden, men der skete aldrig rigtigt mere end det. Mest af alt fordi jeg ikke fortalte hende hvad jeg følte og jeg var rent ud af sagt rædselsslagen, da jeg prøvede så jeg droppede det igen. Flirteriet stoppede dog ikke. Vi smilte altid til hinanden og holdt samtidig øjenkontakt i rigtig lang tid. Dette var en fantastisk følelse og jeg blev smask forelsket. Jeg havde haft få kærester før, men der havde aldrig være nogen der fik mig til at føle, som denne pige gjorde det. Dette står på i halvandet år, og ud af det blå er pigen og min bedste kammerat pludselig blevet kærester. Jeg havde aldrig set dem tale sammen før og syntes generelt at det var meget underligt. Min kammerat vidste dog ikke noget om at jeg var så forelsket som jeg var. Jeg havde heller ikke sagt dette til pigen. Jeg blev meget ked af dette og begyndte at ignorere dem begge to. Det var min egen fejl (If you snooze you lose), men kunne bare ikke holde ud at se dem sammen. Hun fik herfra heller ikke flere smil og forsøgte at kigge en anden vej hvis hun kom gående. Jeg kan huske engang, at vi hjemme ved mig var en gruppe samlet. Pigen og min kammerat var der også og begyndte at ''æde'' hindanden i min sofa. (Det føltes desværre også som var det i går) Da de skulle hjem sagde jeg ikke farvel til nogen af dem og lukkede egentlig bare døren så vidt jeg kan huske. Jeg kunne dog godt se at det forhold aldrig ville holde i længden, og jeg blev her fortrøstningsfuld. De havde Ingen kemi, intet tilfælles og skrev mere sammen end de talte. Pigen begyndte at spørge ind til min kammerat, og alle de problemer de på den korte tid kunne skabe. Jeg havde noget ondt af mig selv og havde egentlig ikke lyst til at lege og fungere som deres psykolog og mellemmand. Jeg havde fortalt hendes veninde, at jeg ikke synes de passede sammen. Dette fortæller veninden så pigen, som spørger mig om det er rigtig. Her tog jeg mig en smule sammen og skrev at det var rigtigt og hvorfor jeg ikke synes at de passede sammen. Vi skrev en del frem og tilbage hvor jeg så ender med at spørge hende hvad hun egentlig vil og har lyst til. Hvorefter hun svarer ''Ved det ikke'' samtalen lukker lidt her. Der går heldigvis ikke ret lang tid før de ''går fra hinanden'' og jeg igen har muligheden. Vi begynder at flirte en del igen, men dum som jeg er får jeg igen ikke fortalt hende hvad jeg følte. Hun kommer efter et par måneder sammen med en ny fyr. Jeg skriver et par dage efter at jeg finder ud af det, en Facebook opdatering, som jeg normalt aldrig gør. Så jeg er godt desperat her. Jeg skriver ''Det er håbløst'' Jeg modtager kort efter en besked fra hende hvor hun spørger hvad det er der er håbløst. Hun er den eneste der sender mig en besked vedr. Denne opdatering. Jeg skrev til hende at jeg nok skulle sige det til hende når vi mødes næste gang, da det ikke var noget man skrev omkring. Dette fik jeg bare aldrig gjort... Jeg tror også at mine følelser for hende i de 2 år efterhånden var indgraveret med blokbogstaver i panden på mig. Hun slog også efter forholdsvis kort tid op med ham. Dagen jeg frygtede, sidste skoledag var kommet. Hun skulle på efterskole et år og jeg påbegyndte uddannelse i en helt anden by. Vi skrev lidt sammen efterfølgende, men det var så også det. Jeg er utrolig dårlig til det med piger, og blev derfor meget forvirret over de valg hun foretog, samtidig med at hun med hendes kropssprog gav udtryk for at kunne lide mig. Jeg var selvfølgelig fortsat helt væk i pigen og tænkte at det nok snart går over når jeg ikke ser hende regelmæssigt. Det gjorde det bare ikke... Som jeg skrev øverst, så er det nu 5 år siden og jeg tænker stadig på hende hver evige eneste dag. Hun stjæler mine drømme og om dagen kan jeg godt falde i staver og forestille hvordan tingene kunne have gået anderledes til. Jeg har mødt flere piger senere hen, men det er aldrig det samme og lige meget hvor meget jeg prøver kan jeg ikke frembringe de samme følelser. Når der en sjælden gang eller 2 har nædt en jeg muligvis godt kunne blive forelsket i, så dukker den ''gamle'' pige op i mine tanker igen, og må stoppe det igen da jeg simpelthen ikke kan gennemføre det. Jeg er ikke typen der finder en kæreste bare for at have en man er glad for. Jeg har nu prøvet det jeg har beskrevet ovenfor og jeg kan ikke forestille mig at jeg finder kærligheden hvis ikke præcis de følelser opstår igen. Jeg føler som sagt at jeg sidder fast. Der er gået mange år og bliver det, det samme de næste mange år frem? Jeg ved det ikke, men jeg ved at jeg snart ikke kan holde det ud mere og skriver derfor dette. Jeg har brug for nogle råd eller idéer til hvordan jeg kommer ud af det. Jeg har selv tænkt på om jeg skulle tage kontakt til pigen igen, men jeg kan jo godt se at det virker fuldstændig sygt at have disse tanker efter så mange år, og hvad i al den vide verden skulle man skrive efter så lang tid. Jeg har tænkt på om man skulle glemme hende og komme videre i livet, men hvordan.. Hvis der endelig går et par dage hvor hun ikke er i mine tanker, så sker det pludseligt igen, og så sidder hun fast endnu engang. Med venlig hilsen HamDenHåbløse Tusinde tak på forhånd for jeres tid. Denne tekst er ret lang og håber at nogen vil læse historien igennem og evt. kan hjælpe. Jeg ved snart ikke hvor jeg skal starte, men jeg har brug for hjælp, nogle råd eller blot nogen der har stået i samme situation. Jeg er 20 år gammel, og det er som om at jeg sidder fast og har gjort det en del år efterhånden. Jeg mødte for 5 år siden en pige som slog benene helt væk under mig. Jeg så hende første gang i 8. Klasse da vores skoler blev lagt sammen. Jeg husker dagen som var det i går. 25 elever i den nye klasse, man kigger jo lidt og studere de nye mennesker man skal gå i klasse med og omgås med hver dag. Jeg får hurtigt øje på pigen og jeg var solgt med det samme. De smukkeste øjne, det flotteste hår og det mest bedårende smil jeg nogensinde har set. Jeg er på dette tidspunkt blevet utrolig dårlig til at møde nye mennesker og ved ikke hvordan jeg skal komme tættere på hende og lære hende bedre at kende. Skæbnen vil så, at vi kommer til at sidde ved samme bord et par uger efter og jeg kommer endelig i snak med hende. Vi talte nu sammen på daglig basis og jeg blev mere og mere glad for hende. Vi begyndte på et tidspunkt at flirte en del med hinanden, men der skete aldrig rigtigt mere end det. Mest af alt fordi jeg ikke fortalte hende hvad jeg følte og jeg var rent ud af sagt rædselsslagen, da jeg prøvede så jeg droppede det igen. Flirteriet stoppede dog ikke. Vi smilte altid til hinanden og holdt samtidig øjenkontakt i rigtig lang tid. Dette var en fantastisk følelse og jeg blev smask forelsket. Jeg havde haft få kærester før, men der havde aldrig være nogen der fik mig til at føle, som denne pige gjorde det. Dette står på i halvandet år, og ud af det blå er pigen og min bedste kammerat pludselig blevet kærester. Jeg havde aldrig set dem tale sammen før og syntes generelt at det var meget underligt. Min kammerat vidste dog ikke noget om at jeg var så forelsket som jeg var. Jeg havde heller ikke sagt dette til pigen. Jeg blev meget ked af dette og begyndte at ignorere dem begge to. Det var min egen fejl (If you snooze you lose), men kunne bare ikke holde ud at se dem sammen. Hun fik herfra heller ikke flere smil og forsøgte at kigge en anden vej hvis hun kom gående. Jeg kan huske engang, at vi hjemme ved mig var en gruppe samlet. Pigen og min kammerat var der også og begyndte at ''æde'' hindanden i min sofa. (Det føltes desværre også som var det i går) Da de skulle hjem sagde jeg ikke farvel til nogen af dem og lukkede egentlig bare døren så vidt jeg kan huske. Jeg kunne dog godt se at det forhold aldrig ville holde i længden, og jeg blev her fortrøstningsfuld. De havde Ingen kemi, intet tilfælles og skrev mere sammen end de talte. Pigen begyndte at spørge ind til min kammerat, og alle de problemer de på den korte tid kunne skabe. Jeg havde noget ondt af mig selv og havde egentlig ikke lyst til at lege og fungere som deres psykolog og mellemmand. Jeg havde fortalt hendes veninde, at jeg ikke synes de passede sammen. Dette fortæller veninden så pigen, som spørger mig om det er rigtig. Her tog jeg mig en smule sammen og skrev at det var rigtigt og hvorfor jeg ikke synes at de passede sammen. Vi skrev en del frem og tilbage hvor jeg så ender med at spørge hende hvad hun egentlig vil og har lyst til. Hvorefter hun svarer ''Ved det ikke'' samtalen lukker lidt her. Der går heldigvis ikke ret lang tid før de ''går fra hinanden'' og jeg igen har muligheden. Vi begynder at flirte en del igen, men dum som jeg er får jeg igen ikke fortalt hende hvad jeg følte. Hun kommer efter et par måneder sammen med en ny fyr. Jeg skriver et par dage efter at jeg finder ud af det, en Facebook opdatering, som jeg normalt aldrig gør. Så jeg er godt desperat her. Jeg skriver ''Det er håbløst'' Jeg modtager kort efter en besked fra hende hvor hun spørger hvad det er der er håbløst. Hun er den eneste der sender mig en besked vedr. Denne opdatering. Jeg skrev til hende at jeg nok skulle sige det til hende når vi mødes næste gang, da det ikke var noget man skrev omkring. Dette fik jeg bare aldrig gjort... Jeg tror også at mine følelser for hende i de 2 år efterhånden var indgraveret med blokbogstaver i panden på mig. Hun slog også efter forholdsvis kort tid op med ham. Dagen jeg frygtede, sidste skoledag var kommet. Hun skulle på efterskole et år og jeg påbegyndte uddannelse i en helt anden by. Vi skrev lidt sammen efterfølgende, men det var så også det. Jeg er utrolig dårlig til det med piger, og blev derfor meget forvirret over de valg hun foretog, samtidig med at hun med hendes kropssprog gav udtryk for at kunne lide mig. Jeg var selvfølgelig fortsat helt væk i pigen og tænkte at det nok snart går over når jeg ikke ser hende regelmæssigt. Det gjorde det bare ikke... Som jeg skrev øverst, så er det nu 5 år siden og jeg tænker stadig på hende hver evige eneste dag. Hun stjæler mine drømme og om dagen kan jeg godt falde i staver og forestille hvordan tingene kunne have gået anderledes til. Jeg har mødt flere piger senere hen, men det er aldrig det samme og lige meget hvor meget jeg prøver kan jeg ikke frembringe de samme følelser. Når der en sjælden gang eller 2 har nædt en jeg muligvis godt kunne blive forelsket i, så dukker den ''gamle'' pige op i mine tanker igen, og må stoppe det igen da jeg simpelthen ikke kan gennemføre det. Jeg er ikke typen der finder en kæreste bare for at have en man er glad for. Jeg har nu prøvet det jeg har beskrevet ovenfor og jeg kan ikke forestille mig at jeg finder kærligheden hvis ikke præcis de følelser opstår igen. Jeg føler som sagt at jeg sidder fast. Der er gået mange år og bliver det, det samme de næste mange år frem? Jeg ved det ikke, men jeg ved at jeg snart ikke kan holde det ud mere og skriver derfor dette. Jeg har brug for nogle råd eller idéer til hvordan jeg kommer ud af det. Jeg har selv tænkt på om jeg skulle tage kontakt til pigen igen, men jeg kan jo godt se at det virker fuldstændig sygt at have disse tanker efter så mange år, og hvad i al den vide verden skulle man skrive efter så lang tid. Jeg har tænkt på om man skulle glemme hende og komme videre i livet, men hvordan.. Hvis der endelig går et par dage hvor hun ikke er i mine tanker, så sker det pludseligt igen, og så sidder hun fast endnu engang. Med venlig hilsen HamDenHåbløse Tusinde tak på forhånd for jeres tid. Denne tekst er ret lang og håber at nogen vil læse historien igennem og evt. kan hjælpe. Jeg ved snart ikke hvor jeg skal starte, men jeg har brug for hjælp, nogle råd eller blot nogen der har stået i samme situation. Jeg er 20 år gammel, og det er som om at jeg sidder fast og har gjort det en del år efterhånden. Jeg mødte for 5 år siden en pige som slog benene helt væk under mig. Jeg så hende første gang i 8. Klasse da vores skoler blev lagt sammen. Jeg husker dagen som var det i går. 25 elever i den nye klasse, man kigger jo lidt og studere de nye mennesker man skal gå i klasse med og omgås med hver dag. Jeg får hurtigt øje på pigen og jeg var solgt med det samme. De smukkeste øjne, det flotteste hår og det mest bedårende smil jeg nogensinde har set. Jeg er på dette tidspunkt blevet utrolig dårlig til at møde nye mennesker og ved ikke hvordan jeg skal komme tættere på hende og lære hende bedre at kende. Skæbnen vil så, at vi kommer til at sidde ved samme bord et par uger efter og jeg kommer endelig i snak med hende. Vi talte nu sammen på daglig basis og jeg blev mere og mere glad for hende. Vi begyndte på et tidspunkt at flirte en del med hinanden, men der skete aldrig rigtigt mere end det. Mest af alt fordi jeg ikke fortalte hende hvad jeg følte og jeg var rent ud af sagt rædselsslagen, da jeg prøvede så jeg droppede det igen. Flirteriet stoppede dog ikke. Vi smilte altid til hinanden og holdt samtidig øjenkontakt i rigtig lang tid. Dette var en fantastisk følelse og jeg blev smask forelsket. Jeg havde haft få kærester før, men der havde aldrig være nogen der fik mig til at føle, som denne pige gjorde det. Dette står på i halvandet år, og ud af det blå er pigen og min bedste kammerat pludselig blevet kærester. Jeg havde aldrig set dem tale sammen før og syntes generelt at det var meget underligt. Min kammerat vidste dog ikke noget om at jeg var så forelsket som jeg var. Jeg havde heller ikke sagt dette til pigen. Jeg blev meget ked af dette og begyndte at ignorere dem begge to. Det var min egen fejl (If you snooze you lose), men kunne bare ikke holde ud at se dem sammen. Hun fik herfra heller ikke flere smil og forsøgte at kigge en anden vej hvis hun kom gående. Jeg kan huske engang, at vi hjemme ved mig var en gruppe samlet. Pigen og min kammerat var der også og begyndte at ''æde'' hindanden i min sofa. (Det føltes desværre også som var det i går) Da de skulle hjem sagde jeg ikke farvel til nogen af dem og lukkede egentlig bare døren så vidt jeg kan huske. Jeg kunne dog godt se at det forhold aldrig ville holde i længden, og jeg blev her fortrøstningsfuld. De havde Ingen kemi, intet tilfælles og skrev mere sammen end de talte. Pigen begyndte at spørge ind til min kammerat, og alle de problemer de på den korte tid kunne skabe. Jeg havde noget ondt af mig selv og havde egentlig ikke lyst til at lege og fungere som deres psykolog og mellemmand. Jeg havde fortalt hendes veninde, at jeg ikke synes de passede sammen. Dette fortæller veninden så pigen, som spørger mig om det er rigtig. Her tog jeg mig en smule sammen og skrev at det var rigtigt og hvorfor jeg ikke synes at de passede sammen. Vi skrev en del frem og tilbage hvor jeg så ender med at spørge hende hvad hun egentlig vil og har lyst til. Hvorefter hun svarer ''Ved det ikke'' samtalen lukker lidt her. Der går heldigvis ikke ret lang tid før de ''går fra hinanden'' og jeg igen har muligheden. Vi begynder at flirte en del igen, men dum som jeg er får jeg igen ikke fortalt hende hvad jeg følte. Hun kommer efter et par måneder sammen med en ny fyr. Jeg skriver et par dage efter at jeg finder ud af det, en Facebook opdatering, som jeg normalt aldrig gør. Så jeg er godt desperat her. Jeg skriver ''Det er håbløst'' Jeg modtager kort efter en besked fra hende hvor hun spørger hvad det er der er håbløst. Hun er den eneste der sender mig en besked vedr. Denne opdatering. Jeg skrev til hende at jeg nok skulle sige det til hende når vi mødes næste gang, da det ikke var noget man skrev omkring. Dette fik jeg bare aldrig gjort... Jeg tror også at mine følelser for hende i de 2 år efterhånden var indgraveret med blokbogstaver i panden på mig. Hun slog også efter forholdsvis kort tid op med ham. Dagen jeg frygtede, sidste skoledag var kommet. Hun skulle på efterskole et år og jeg påbegyndte uddannelse i en helt anden by. Vi skrev lidt sammen efterfølgende, men det var så også det. Jeg er utrolig dårlig til det med piger, og blev derfor meget forvirret over de valg hun foretog, samtidig med at hun med hendes kropssprog gav udtryk for at kunne lide mig. Jeg var selvfølgelig fortsat helt væk i pigen og tænkte at det nok snart går over når jeg ikke ser hende regelmæssigt. Det gjorde det bare ikke... Som jeg skrev øverst, så er det nu 5 år siden og jeg tænker stadig på hende hver evige eneste dag. Hun stjæler mine drømme og om dagen kan jeg godt falde i staver og forestille hvordan tingene kunne have gået anderledes til. Jeg har mødt flere piger senere hen, men det er aldrig det samme og lige meget hvor meget jeg prøver kan jeg ikke frembringe de samme følelser. Når der en sjælden gang eller 2 har nædt en jeg muligvis godt kunne blive forelsket i, så dukker den ''gamle'' pige op i mine tanker igen, og må stoppe det igen da jeg simpelthen ikke kan gennemføre det. Jeg er ikke typen der finder en kæreste bare for at have en man er glad for. Jeg har nu prøvet det jeg har beskrevet ovenfor og jeg kan ikke forestille mig at jeg finder kærligheden hvis ikke præcis de følelser opstår igen. Jeg føler som sagt at jeg sidder fast. Der er gået mange år og bliver det, det samme de næste mange år frem? Jeg ved det ikke, men jeg ved at jeg snart ikke kan holde det ud mere og skriver derfor dette. Jeg har brug for nogle råd eller idéer til hvordan jeg kommer ud af det. Jeg har selv tænkt på om jeg skulle tage kontakt til pigen igen, men jeg kan jo godt se at det virker fuldstændig sygt at have disse tanker efter så mange år, og hvad i al den vide verden skulle man skrive efter så lang tid. Jeg har tænkt på om man skulle glemme hende og komme videre i livet, men hvordan.. Hvis der endelig går et par dage hvor hun ikke er i mine tanker, så sker det pludseligt igen, og så sidder hun fast endnu engang. Med venlig hilsen HamDenHåbløse