Hvordan foregår sex?
Hvordan foregår sex?
Hey... jeg er klar til sex, og min kæreste er også men hi er ik helt sikre på hvordan sex foregår. Fx hvordan man giver finger gør hinde våd og bruge en kondom...? Håber i svare:)
Kære dig,
Hvor dejligt, at du har en kæreste, du er glad for. Sex første gang kan virke enormt overvældende - næsten skræmmende - for langt de fleste. Så jeg er også helt sikker på, at der sidder mange derude med samme spørgsmål som dem, du stiller.
Når man får sin første kæreste og gerne vil begynde at have sex, er der mange, som først udforsker kroppen ved fx at prøve at røre ved hinanden, kysse eller sove sammen uden tøj på. På den måde kan man stille og roligt finde ud af, hvad man synes er trygt og rart. Du og din kæreste er stadig meget unge, og der er masser af tid til at tage tingene stille og roligt.
Når man skal have sex første gang, kan man godt være ret nervøs. Derfor er det super vigtigt, at man tager det helt stille og roligt, og snakker en masse med hinanden, så det ikke går for hurtigt. Når man skal have sex, er det vigtigt, at der er vådt, for det kan godt gøre ondt på begge ellers. Når piger bliver tændte og liderlige, producerer skeden en væske, som gør den våd og dermed klar til, at noget skal derind. Der spiller mange ting ind i denne proces - hvor tændt pigen er, om hun slapper af, men også nogle mere biologiske ting som hormoner. Nogle kvinder bliver meget våde, andre bliver ikke så våde. Derfor kan det være en rigtig god idé at bruge glidecreme, så det glider uden problemer. Pigen bliver som sagt våd, når hun bliver opstemt, ligesom drengen får stiv pik, når han bliver opstemt. Hvis man er nervøs, kan det godt tage lidt længere tid for pigen at blive våd, eller det kan være svært for drengen at få stiv pik. Det er også meget forskelligt, hvad der skal til for, at man bliver tændt. Derfor er det også vigtigt, at man giver sig god tid til at varme op og blive klar. Det er også meget forskelligt, hvad man kan lide og hvad man ikke kan, så det er noget med at prøve sig frem og snakke sammen. For eksempel kan I prøve at røre ved hinanden og fortælle hinanden, hvad der føles rart. Mange kvinder kan godt lide at blive rørt omkring klitoris, som sidder lige inden urinrøret på pigen (læs mere om klitten Klitoris | Hvor sidder klitoris? Bliv klogere her). Selvom det ikke er ret meget af klitoris, man kan se, så er klitoris faktisk ret stor. De fleste kvinder har områder omkring på kroppen, der er forbundet via klittens nerver - for eksempel inde i skeden eller omkring brystvorterne. Derfor kan det også være rigtig dejligt at blive rørt der. En god måde at varme op på er, som du også skriver, at bruge fingrene - eller give finger. Der er det også helt forskelligt fra pige til pige, hvad man kan lide, så snak endelig med hinanden, og spørg din kæreste, om hun kan lide det, du gør. Du kan også prøve at opfordre hende til at vise dig, hvad hun godt kan lide.
Når man har sex, er det rigtig vigtigt, at man husker at bruge kondom. Både for at undgå at blive gravid, men også for at undgå at få sexsygdomme. Det kan godt være lidt besværligt at få kondomet ordentligt på, især når man ikke har prøvet det så mange gange før. Derfor kunne det være en god idé at øve sig lidt i at få sat det rigtigt på. Du kan læse mere om kondomer her.
Jeg håber, du kan bruge mit svar!
Sophie