Bipolar?

brevkassespørgsmål

Bipolar?

Hej. Jeg er en pige på 15 år. Jeg er Særlig Sensitiv, så det giver nogle gange nogle komplikationer. Men her på det sidste (de sidste par måneder) har jeg haft virkelig store humørsvingninger. Jeg ved godt, at der er noget alle teenagere har, men jeg er i tvivl om mine hører ind under det "normale". I maj 2017 havde jeg det rigtig dårligt, og begyndte på cutting. Jeg fik snakket med en sundhedsplejerske kort efter jeg var begyndt, og det blev stoppet i samarbejde med min mor. (Min far er ikke så meget med inde i billedet, da vores forhold altid har været meget problematisk, da han har psykopatiske tendenser). Siden da har jeg haft det fint, men omkring starten af februar begyndte jeg at få det rigtig dårligt igen. Men samtidig har jeg det rigtig godt, og det forvirrer mig. Det ene sekund kan jeg sidde og grine med nogle venner, og fem minutter efter kan jeg sidde midt i forsamlingen og føle mig virkelig ensom, og have det, jeg kalder for "dystre tanker". Det er egentlig bare det de fleste kalder for selvdestruktive tanker. Jeg får lyst til at selvskade, og endda næsten tage mig eget liv. Det stod på en uges tid, før jeg så begyndte at selvskade, ved at kradse min hud af på lår og underarme. En uges tid efter jeg var begyndt på det, tog jeg 15 panodiler, men fortalte det til min mor kort efter, og havnede så på hospitalet, hvor jeg blev indlagt i 20 timer, da de skulle have det ud af mit system. Det er svært at sige hvorfor jeg gjorde det. Jeg havde ikke et decideret ønske om at dø, men jeg havde et tankemylder jeg ikke kunne stoppe eller undslippe, og jeg synes bare at det var det, der skulle til i det øjeblik jeg tog dem. Men igen, så dagen efter var jeg i skole igen, og havde en rigtig god dag, og hyggede mig og grinte og følte mig glad og lykkelig. Og så kan jeg 5 minutter efter sidde og have de "dystre tanker" igen. Det samme står på med mit syn på mig selv. Det ene øjeblik kan jeg elske min krop som den er, og acceptere den 100%, og det næste øjeblik hader jeg den, og jeg gik for et par uger siden så langt, som til ikke at spise noget i 11 dage, fordi jeg ville tabe mig. Men efter jeg begyndte at spise igen (for 3 uger siden) har jeg taget 7 kilo på, fordi jeg har haft en virkelig stor appetit. Jeg har spist alle tre hovedmåltider, og virkelig meget andet. Jeg har blandt andet spist en plade chokolade (på 200 g) næsten hver dag, og 2-3 toastbrød de fleste dage når jeg kom hjem fra skole. Jeg bruger også mine penge virkelig hurtigt og ufornuftigt. Men ja, jeg har som sagt gået i overvejelser om jeg måske kunne have bipolar lidelse? Fordi jeg netop hurtigt kan gå fra at være decideret lykkelig, til at føle mig ensom i et klasselokale fyldt med jævnaldrende. Jeg har masser venner. Den ene dag vil jeg vildt gerne være sammen med nogen, og den næste vil jeg bare gerne være alene. Jeg er generelt tilfreds med mit liv, og ønsker ikke at det skal ende, men så er der de her episoder hvor jeg føler mig virkelig tom, ensom og har lyst til at gøre dumme ting (selvskade, sulte mig selv eller forsøge at begå selvmord, men uden at det rent faktisk lykkedes). De episoder tager hårdt på mig, og jeg er bange for hvad jeg kan finde på næste gang. Selvskade? Sulte mig selv? Selvmordsforsøg? Noget fjerde? Jeg håber at I kan hjælpe mig med at finde ud af hvad der foregår, og om det bare er normale humørsvingninger, når man er teenager. Tak. Mvh. Mig

Svar:

Kære du.

Jeg kan virkelig godt forstå, at du synes, at det er hårdt at opleve, at dit humør svinger så meget, som det du beskriver, men hvor synes jeg også bare, at det er stærkt, at du rækker hånden ud. Det viser, at du er opmærksom og passer på dig selv, og det er bare så vigtigt.

For at starte et sted, så bliver jeg nødt til at starte med at fortælle dig, at jeg ikke kan give dig en psykisk diagnose. Du har givet mig rigtig meget information i dit spørgsmål, så jeg kan se, at du er åben, og at du har mod på at bede om hjælp, hvilket er så godt, men desværre så kræver det bare meget mere indsigt at give en diagnose, end hvad man nogensinde kan få på skrift. Jeg kan derfor ikke fortælle dig, om du har eller ikke har en bipolar lidelse.

Jeg kan dog virkelig forstå, at du er forvirret og bekymret. Det lyder rigtig hårdt og svært at skulle opleve at gå fra den ene yderlighed til den anden, og at skulle forsøge at håndtere de her meget dystre tanker. Specielt hvis du går med dem for dig selv. Derfor tror jeg, at det ville være en rigtig god idé at snakke med din mor. Simpelthen at fortælle hende hvordan du har det, ligesom du lige har fortalt det til mig, og så få en tid og snak ved din læge. Hvis han eller hun vurderer, at der er behov for det, så kan du nemlig blive henvist til en psykolog eller psykiater, som gennem samtaler kan hjælpe dig med at finde ud af, om du har bipolar lidelse, eller om der måske er en anden årsag til, at du oplever de her voldsomme humørsvingninger og ubehagelige tanker.

Som jeg skrev før, så fornemmer jeg, at du har mod på at fortælle andre, hvordan du har det, og at du er er åben overfor at få hjælp, ligesom du fik i 2017, da du cuttede, og det er vitterligt bare så godt og vigtigt. Jeg ved dog ikke, om du før har snakket med en psykolog, så derfor vil jeg bare lige knytte nogle ord dertil. Nogle kan nemlig synes, at det er enormt grænseoverskridende at skulle snakke med en psykolog, når man har det svært. Nogle kan være bange for, om det betyder, at de er skøre eller tossede eller noget helt tredje, men der skal man dog tænke på, at ligesom at lægen kan hjælpe, hvis man har ondt i et ben eller en arm, så er det en psykolog, som kan hjælpe, hvis det er følelserne og tankerne, det gør ondt i. Det er ikke noget, man skal være ked af eller skamme sig over. Der kan være mange grunde til, at folk har været til eller går til psykolog. Nogle er sygere end andre, men sådan er det også på skadestuen, og det er helt normalt. Det vigtige er, at uanset hvad der er galt, så fortjener og får man hjælp, sådan at man kan få det bedre, og det fortjener du også.

Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig lidt på vej, også selvom jeg desværre ikke kan fortælle dig præcist, hvad det er, der gør, at du oplever det, du oplever. Jeg er dog helt sikker på, at der er hjælp at hente, og jeg tror på, at du er stærk nok til at række hånden ud efter den. Hvis du har andre spørgsmål eller måske bare brug for at snakke, så er du altid velkommen i både vores brevkasse og vores chat.

Knus og positive tanker fra Amanda